Når kritikken slår revner

Dansk

Jeg læste for nylig et åbent brev fra Politikens Thomas Vigild til Troldspejlet og ikke mindst Jakob Stegelmann. Vigild kritiserede her programmet for ikke tage en kritisk stilling til det seneste Medal of Honor, der har været ualmindeligt omtalt på grund af Talibans virtuelle optræden, der senere fik smidt et andet navn på facaden for at undgå vreden over at kunne spille som den kontroversielle faktion.

Jeg kan godt forstå, at Vigild kræver en kritisk tilgang til netop sådan et spil, ikke mindst hvis man vil have videospil til at blive anerkendt som mere end bare ren og skær underholdning, men problemet er, at Troldspejlet aldrig har taget en kritisk tilgang i deres anmeldelser. Min personlige mening er, at Troldspejlet altid har gjort det til en dyd, at anmeldelserne nok skal være ganske overfladiske, men dermed også lettilgængelige for seerne, der uden tvivl rækker fra de mindste spiller til fuldvoksne mænd og kvinder. Her har aldrig været nogen form for granskning af politiske holdninger eller kontroversielle beslutninger fra udviklernes side, så hvorfor skulle det lige pludselig dukke op, bare fordi MoH har fået så meget opmærksomhed alle andre steder?

Vigild skriver i en efterfølgende kommentar:

Min kritik af Troldspejlet bunder her i, at programmet hverken anmelder, kritiserer eller forholder sig til MoH. Hvis så bare anmeldelsen havde haft en pointe og en reel balanceret kritik, så kunne jeg forstå det – men den er i mine øjne sløset, fordi den ikke respekterer spillet. Og det uanset om man kan lide spillet eller ej.

Men hvis denne anmeldelse er sløset, gælder det så ikke for alle anmeldelser i programmet? Stegelmann har jo ikke ændret på sin måde at levere anmeldelser, og selvom de måske ikke opfinder den dybe tallerken, så er det vel heller ikke Troldspejlets opgave at levere kritiske ord af et spil, der inkluderer Taliban. Så burde der gælde de samme regler for Modern Warfare? Og nu vil mange sikkert sige, at der gælder absolut ikke de samme regler, fordi MW ikke inkluderer Taliban, men er det virkelig den eneste anke? Hvis man anskuer problemet på den måde, så burde MoH slet ikke få den opmærksomhed, som det får lige nu, hvis bare ordet ‘Taliban’ var udeblevet under betegnelsen af fjenden. Eller hvis Afghanistan var udskiftet med USAs baggård.

Der, hvor jeg egentligt vil hen, er, at videospil ofte udsættes for en heftig kritik, der reelt slet ikke bunder i funktionelle argumenter. Videospil er først nu ved at blive anerkendt som kultur og et medie, der kan tage kampen (og allerede har gjort det) med for eksempel filmbranchen. Videospil er det nye barn i skolegården, der skal udsættes for mobning, fordi det er anderledes og ikke har været på scenen i lige så lang tid som de andre unger, og I ved, hvad den generelle mening er om mobning – det skal udryddes.

Derfor duer det heller ikke, at MoH bliver kritiseret for at inkludere muligheden for at spille som Taliban. Skaden er allerede sket, så når navnet fjernes, er der ingen reel effekt, men mere en – efter min mening – kujonagtig handling, der viser, at videospil ikke respekteres som et medie, der er lige så meget i stand til at skildre den verden, vi lever i. Hvis film må vise krigen i Afghanistan og Irak fra sin værste side, så må spiludviklere for min skyld med glæde melde sig i flokken, der vil give et indblik i konflikterne.

Det er klart, størstedelen af videospil i dag udvikles som ren underholdning, og det er helt fint med mig. Jeg finder stor glæde i at sætte mig foran fjernsynet, slå hjernen fra og fræse rundt i biler eller kravle og hoppe rundt i baner, hvor jeg skal finde gyldne statuer og banke skumle fjender, men.. Videospil skal samtidig anses som et medie, der er i stand til meget mere – helt ligesom film er det. Komedier er jo ikke skabt for at skildre vores verden med en realistisk tilgang, de skal derimod underholde i 1½ time, hvor man kan glemme alt den alvor og seriøsitet, som gennemsyrer vores samfund. Hvis vi vil have noget at tænke over, ser vi en thriller eller et samfundsbevidst drama, og det er ikke meget anderledes med videospil.

Spillerne er jo heller ikke så dumme, at de ikke er i stand til at danne deres egne meninger og holdninger omkring diverse udgivelser i løbet af et år. De ved jo godt, at bare fordi man kan stjæle biler, have lagengymnastik med prostituerede og dræbe mennesker i flæng i Grand Theft Auto, så er det ikke moralsk anerkendt i det virkelige samfund. Hvis de opsamler en AK47 i et spil og bruger den til hjernedød nedslagtning af fjender, der muligvis ikke hedder Taliban, men som alligevel har en ualmindelig mellemøstlig accent og vildt, sort skæg, så ved de jo udmærket godt, at det aldrig ville kunne gå i den virkelige verden. Der vil selvfølgelig altid være undtagelser, men det er der også med film og sågar musik – spørg bare Marilyn Manson.

Min pointe er, at videospil ikke længere er den nye unge på gaden. Videospil har fortjent respekt som et medie, der kan bruges som ren og skær underholdning, men som også er i stand til at grave i mere alvorlige emner med en relevant tilgang. Dermed ikke sagt, at spil skal være politiske, men de skal have lov til at blande sig i balladen, helt ligesom film gør det.

Med andre ord: Stop mobningen og kast i stedet lidt respekt efter de videospil, der viser, hvorfor de er et medie, der er kommet for at blive.

One thought on “Når kritikken slår revner

  1. Hej Julie
    Super kommentar – og meget enig. Jeg vil også gerne understrege, at jeg valgte en anmeldelse af et spil, som nemt drejer diskussionen over på politik. Hvilket ikke var min hensigt.
    For ja: Troldspejlet har ALTID en overfladisk tilgang til spillene, og det er på flere punkter også den, som jeg kritiserer. Særligt når de vælger at vise et voksenspil som MoH i programmet, så synes jeg blot, at de skal have en god grund – og en god kritik.

    Og kritikken behøver her ikke være en dyb analyse af TAliban og repræsentationen af fjenden i spil eller en politisk stillingstagen – men bare en tankevækkende refleksion over spillets indhold, så det ikke “bare” er endnu et spil, som ikke skal tages alvorligt.
    For her synes jeg ikke, at TRoldspejlet respekterer spillet på mediets præmisser.

    /T

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *