Det oversete potentiale

Dansk

Det lader til, at der i dag er generel konsensus om, at spilbranchen er ved at blive en anerkendt underholdningsleverandør på verdensplan. AAA-titler lanceres med imponerende tal, hvor indtjeninger overstiger adskillige blockbuster-film – bare spørg Halo og Call of Duty. Det eneste problem er bare, at enigheden om video- og computerspil hovedsageligt findes i selve spilbranchen og ikke udenfor.

Umiddelbart kunne det da også lade til, at spilbranchen vakler i disse krisetider. Der går nærmest ikke længere en uge uden, man hører, at endnu en studie må lukke eller i det mindste omstrukturere. Herhjemme sagde IO Interactive i foråret først farvel til 1/5 af deres ansatte, og da efteråret bankede på, måtte endnu 35 ansatte pakke deres ting. To uger efter var det NDS Danmark, der var i klemme, da de helt lukkede og slukkede. Med andre ord ser fremtiden ikke videre lys ud.. og dog. For med titler som LIMBO og Max and the Magic Marker har Danmark endnu en gang bevist, at vi er et ganske habilt land, når det kommer til udviklingen af spil, og det er ikke kun et stort studie som IO, der er i stand til at udvikle et produkt, der tiltrækker opmærksomhed på verdensplan.

Problemet er dog, at der ikke skabes optimale omgivelser, der kan matche talentmassen eller produktiviteten. Når filmbranchen årligt får 400 millioner kroner i støtte, imens spilbranchen kun får fire millioner over selvsamme periode, så ser billedet hurtigt fordrejet ud. Der er ingen tvivl om, at danske film ofte klarer sig godt både herhjemme og i udlandet, men det gør spil også. LIMBO hiver i øjeblikket den ene nominering hjem efter den anden i USA, og hvis rygterne taler sandt om et Hitman 5 fra IO næste år eller muligvis i 2012, gad vide om det spil så ikke bliver en af de mest ventede titler på markedet. Dette argument er selvfølgelig relativt og måske ikke synderligt holdbart i længden, men det er de kommende argumenter, hvis jeg har noget at skulle have sagt.

Hvis man ser på produktiviteten og de medfølgende muligheder i branchen, hersker der ingen tvivl om, at væksten vil stige, hvis bare den får mulighed for det. Det er klart, at der er rådne æbler blandt firmaerne, og visse vil sikkert lukke ned inden udgangen af næste år, men andre vil ligeledes dukke op og overtage de ledige pladser. Det skaber tiltrængte arbejdspladser, og det udvider en branche, der kan eksplodere i fremtiden. Det lyder naivt og nemt at fyre en svada af med, at hvis bare der kommer flere penge, så kommer der mere produktivitet, og så er alle problemer løst. Jeg ved godt, at dette ikke er sagen. Til gengæld kan man jo kigge mod Canada, hvor spilfirmaer trives, blandt andet takket være skattefradrag på 40% for flere forskellige underholdningsbrancher. Det er klart, at der er forskel på Danmark og Canada, og jeg siger ikke, at vi har brug for enorme fradrag eller en kopi af Jade Raymond, der sætter gang i et studie med et mål på 800 ansatte og fem AAA-titler under udvikling, men det er sundt at sigte højt.

Man kan dog ikke nævne bidrag, fradrag og alt det løse uden at politik bliver et brandvarmt emne, og dette er heller ikke anderledes. Socialdemokraterne har netop udtrykt ønske om en særskilt aftale omkring støtte til computerspil, imens Venstre ser branchen som indehaver af et interessant potentiale. Der er bare lige et enkelt problem:

“Spilbranchen må også selv erkende, at de befinder sig i en gråzone. Det er ikke et rent kulturprodukt … Computerspil er jo et meget nyt område, der også lige skal finde sin plads.” siger Venstres kulturordfører Troels Christensen.

Nogen har åbenbart hørt efter i Roger Eberts time, men behøver vi virkelig denne diskussion igen?

Jeg kan godt forstå, at Venstre ikke er villig til at kaste penge efter ethvert smart initiativ, der dukker op, men hvis spilbranchen ikke leverer kulturprodukter, så gør filmbranchen det i hvert fald heller ikke. Stadigvæk er der dog ingen tvivl om, at filmbranchen ikke ligger midt i en gråzone. Virker det ikke mere eller mindre.. hyklerisk? Det er tydeligt, at spilbranchen lever af at udvikle produkter, der for mange personer er summen af et uforståeligt nyt medie. For mit vedkommende er det dog ikke holdbart at afvise et medie, fordi det simpelthen er så nyt, at dets muligheder er for uoverskuelige. Det er derimod pinligt, at man ikke er villig til at give branchen en chance. Det behøver ikke være på samme højde som med den trofaste gamle hest, filmbranchen, men lur mig om den danske spilbranche ikke er villig til at gribe enhver chance, den bliver præsenteret for. Bare spørg Playdead, da de gik i gang med LIMBO.

Og så lige for – som prikken over i’et – at citere Per Rosendal fra Spilhuset:

“Det kan da ikke være et handikap, at vi i nogle tilfælde er i stand til at tjene penge på spilproduktionen i Danmark.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *