Den obligatoriske top fem, 2010

Uncategorized

2010 er ved at lukke og slukke, og det er vist ikke for meget, hvis man kalder året for ganske imponerende med de titler, der er slynget ud på markedet. Derfor er det også i sidste øjeblik, at jeg skriver en top fem over mine favoritter fra årets gang. Der har været skuffelser, der har været overraskelser, men ingen af dem finder vej til min liste. Den er så åbenlys, som den overhovedet kan være, men det er ikke nødvendigvis dårligt. Tværtimod. Faktum er, at jeg har været så meget i tvivl om min liste, at jeg i skrivende stund stadig kunne flytte op og ned på titler. Ikke desto mindre tegner de nævnte titler et godt billede af, hvad jeg har forsømt studie og arbejde med.

1. Mass Effect 2
Da Shepard første gang gjorde sit indtog i mit liv, var jeg solgt. Nej, det skyldtes ikke muligheden for sex med rumvæsner (selvom det sikkert hjælper), men derimod det faktum, at BioWare endnu en gang cementerede deres franchise med et solidt udspil, der stadig spinder rundt i min konsol. Det vil det sågar stadig gøre hele vejen igennem det nye år, når ME2 får sin debut på PS3.  Selvom 1’eren stadig er min klare favorit, formåede efterfølgeren atter en gang at levere et interessant univers med et par af de bedste bipersoner i et spil nogensinde, og det var uden nogen form for tvivl, da jeg ligefrem erklærede hele oplevelsen for en episk begivenhed i spilhistorien op til udgivelsen. Det skal blive interessant, om 3’eren kan sætte prikken over i’et, når trilogien fuldendes (og jeg kan findes tudende i et mørkt hjørne), men med det arbejde BioWare har leveret indtil videre, sætter jeg trofast min lid til, at Shepard for altid vil være min konsols hjerte nær.

2. Enslaved: Odyssey to the West
Lad os bare være ærlige og sige, at Enslaved lod sig inspirere lige lovlig meget i gameplay-afdelingen. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne styringen ligeså godt indikere, at jeg spillede Uncharted eller et helt andet spil fra denne genre. Til gengæld var resten af spillet en unik oplevelse med omgivelser, der gav det postapokalyptiske aspekt en helt ny drejning. Væk var de kedelige, grå scener og i stedet kunne vi glæde os over frodige, grønne baner, der var dyppet godt og grundigt i en prangende farvepalet. Som om det ikke var nok, blev vi samtidig forkælet med en rørende narrativ præstation, der ikke bød på en decideret original historie, men derimod leverede et bundsolidt arbejde fra skuespillerne, ikke mindst Andy Serkis. Trip og Monkey står som et slående eksempel på, at et makkerpar ikke nødvendigvis behøver at ose af sex og romance for at gøre sig interessant og mindeværdigt.

3. Dragon Age: Origins
Endnu en titel fra BioWare, jeg ved det godt. Men det er svært at overse, selvom der sikkert er delte meninger om, hvorvidt DA:O fortjener en plads på listen, specielt fordi det sådan set udkom i slutmånederne af 2009. Det blev dog fulgt op af gedigne udvidelser i 2010, så nu lander det her. Endnu en gang var der mulighed for at kaste sig i grams over sine kompagnoner, men ligesom tilfældet var med Mass Effect 2 var det i stedet bipersonerne, der i hvert fald for mit vedkommende, gjorde spillet interessant. Alistair var hysterisk morsom, Morrigan var ufatteligt kynisk og min hund, Jango, var bare nuttet. Der var ofte lige lovligt meget hack’n’slash over spillet, men det fungerede faktisk ganske godt, og så skidt pyt med at jeg ikke kan huske en disse af historien udover det obligatoriske med at redde verdenen – det var stadig sjovt at kæmpe sig igennem.

4. Heavy Rain
Det blev opblæst som en helt ny form for interaktivt spil, en spilbar film om man vil. Det fløj tilnærmelsesvis over mit hoved, for hele oplevelsen var utrolig lineær opbygget efter min mening og takket være mine forventninger. Ikke desto mindre var der faktisk noget revolutionerende over selve spillets opbygning, når man lige ser bort fra utaknemmelige sekvenser som “Jason? Jason! JASON? JASON!” – I ved godt, hvad jeg tænker på. Det var en forfærdelig scene, og det var ikke den eneste af sin slags, men det afholdt mig ikke fra at have en følelse af, at jeg netop havde styret min egen Hollywood-film mod det resultat, som jeg selv ønskede. De personer, der kunne dø eller overleve, led den skæbne, som var mest interessant for mig. At spillet senere fik Move-understøttelse var ikke et dumt træk, og selvom jeg ikke sukker efter en efterfølger, så var det et nødvendigt spil i en generation, hvor titler ofte drukner i sammenligninger og overflødig hype.

5. Assassin’s Creed: Brotherhood
Egentligt ville jeg foretrække Assassin’s Creed II, men eftersom det udkom i 2009, må jeg klare mig med det næstbedste… og dog. For Brotherhood forbedrede stort set alle punkter fra 2’eren, imens det tilføjede den suveræne mulighed for at optræne sine egne snigmordere. Det led dog af visse symptomer, som det allerførste spil i serien var befængt med, nemlig risikoen for at virke usandsynligt monoton. Efter den første gode håndfuld timer var historien stadig ganske god (omend ikke på højde med ACII), men sidemissionerne begyndte at ligne hinanden lidt for meget. Til gengæld var afslutningen forrygende, og der er ingen tvivl om, at jeg skal have fingre i Ezios næste udskejelser, lige så snart de ligger klar.

5.1. Red Dead Redemption
Ingen brok over et ekstra underpunkt, men ellers ved jeg ikke, hvor Rockstars cowboy-opus skal placeres. Jeg har endnu ikke været igennem spillet med lup for at klare alt og alle missioner og opgaver, hvilket vel bør sige lidt om, hvorfor spillet ligger i limbo på min top fem, men der hersker ingen tvivl om, at GTA i det vilde vesten er ganske godt klaret. John Marston sikrede sig hurtigt en favoritrolle hos mig, men RDR bed sig alligevel aldrig helt fast i mig, hvilket jeg egentligt ikke forstår. Det havde alt, jeg skamroste det ved udgivelsen og gør det stadig, men alligevel mangler der et eller andet. Måske er det fordi, jeg endnu ikke har haft fingre i Undead Nightmare, måske er det fordi min cowboy-fetisch er ved at uddø, eller også er det måske at Rockstars sandkasse-kvota er ved at blive opbrugt hos mig. Det virker umuligt, og jeg nægter at tro på det, så i stedet må RDR tage til takke med en ærefuld gæsteplads som bundprop.

5.2 Plants vs. Zombies: Game of the Year Edition
Teknisk set udkom den her titel ikke i år, men det gjorde GOTY-udgaven. Derfor får den sig en fin plads ved siden af RDR, for hvis der et spil til PC/Mac, som jeg virkelig har tæsket igennem igen og igen uden på noget som helst tidspunkt at kede mig, så er det kampen mod zombierne i baghaven. Humoren er i top, zombierne er geniale, og antallet af blomster er vokset gevaldigt i mit hjem, for de er åbenbart brugbare til noget. Faktisk ville det ligge højere på listen, hvis spillet var udkommet som en reel udgivelse i år, hvilket er ganske godt klaret af et spil, der ikke ligefrem mænger sig med de tunge drenge ved første øjekast. Ved anden øjekast er det dog derimod en klassiker hos mig, og det burde det også være ved dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *