Den obligatoriske top fem, pre-2011

Uncategorized

Eftersom jeg lige præcis fik fyret min mere eller mindre forudsigelige top fem over 2010 af inden starten af 2011, vil jeg nu kaste mig ud at navngive de fem titler, som jeg af en eller anden grund ser mest frem til i år. Jeg vil ikke lyve og sige, at der kommer de store overraskelser, for som det efterhånden står klart, er jeg triviel, når det kommer til mine spilvalg – i hvert fald lige pt., når jeg skal nedfælde dem. Der kommer helt sikkert titler, som fanger min opmærksomhed uden at jeg havde forventet det (ilomilo, jeg taler om dig), men denne top fem er dybt populistisk og kedelig.

1. Mass Effect 3 (+ Mass Effect 2 PS3)
Har man fulgt mine tidligere indlæg, er det ingen hemmelighed, at jeg for længst har overgivet mig til Commander Shepard. Serien var allerede fra første udspil en klassiker i mine øjne, men desværre har vi ikke haft glæden af Normandy og dets hold på Sonys konsol endnu. Det ændrer sig inden udgangen af januar med Mass Effect 2 samt inden årets udgang med Mass Effect 3, og jeg glæder mig som et lille barn. Dette skyldes ikke mindst, at ME2 PS3 bruger Mass Effect 3’s engine, og selvom der går rygter om, at det ikke betyder det store, så er jeg ikke i tvivl om, at BioWare står med endnu et par klare succeser. Nu skal trilogien afsluttes, og det sker forhåbentligt med et brag lige i vores egen baghave, her på Jorden.

2. The Elder Scrolls V: Skyrim
Vi har ventet. Så har vi ventet lidt mere. Så ventede vi endnu en gang. Og så kom afsløringen endelig ved VGA i december. En af de mest ventede efterfølger står klar til november, men hvordan kommer det til at gå? Oblivion står stadig som den nyere generations bedste RPG, og dermed har Skyrim et par enorme sko at fylde ud. Det bliver ikke nemt, men med et erfarent hold bag sig, skal det nok blive spændende at se, om middelalderen stadig kan lokke ængstelige eventyrsfanatiske gamere til at sidde foran skærmen i flere dage for at kurere sig selv for vampyrisme.

3. Portal 2
Åh, Valve. Ikke nok med at I ofte er geniale udviklere, så er I også fyldt med humor, der gennemsyrer enhver form for udgivelse fra jer. Lige præcis derfor er Portal 2 blandt de spil, som jeg ser mest frem til i år. Det første var en blanding af fremragende puzzles og grænsende grotesk humor, og så var sangen under rulleteksterne vel nok en symfoni, der stadig burde ligge i toppen hos iTunes. Aldrig har jeg været så glad for at have en terning som selskab, og når først portalerne skal åbnes og lukkes igen på min skærm, vil jeg være optaget i meget lang tid – om og om og om igen.

4. Bulletstorm
Jeg har ikke meget tilovers for shooters. Hvis jeg havde, burde Killzone 3 vel ligge et eller andet sted på denne liste, men det gør det ikke. I stedet kan jeg ikke vente med at gå amok i Bulletstorm med latterligt store våben, indhold, der har fået censur-maskinen til at stå på bagben og så ellers bare generelt kaos. Faktisk ved jeg slet ikke, hvad spillet handler om, og Cliffy B.’s evige promo-maskine for spillet siger mig ikke en dyt, men efter at have set én (!!!) trailer for spillet og intet andet, var jeg solgt. Kald mig bare overfladisk eller dybt ukritisk, men Bulletstorm bliver det spil, der har absolut intet intelligent at sige, men stadig væk formår at stjæle time efter time – eller, det håber jeg i hvert fald.

5. Dragon Age 2
Det siger jo egentligt sig selv med mit efterhånden fanatiske forhold til BioWares spil, men de har bare et talent for RPG-genren. Selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg synes om, at ens heltefigur nu er fastlagt fra starten (Hawke er dog et sejt navn), så stopper det mig ikke fra at spilde adskillige døgn, når det dumper ind hos mig. Det er formentlig ret meget af samme skuffe med enkle nye tiltag, men det betyder ikke så meget for mig, eftersom jeg var delvist fortabt i det første spil. Om det bliver en ligeså stor succes hos alle andre, vil jeg ikke spå om, men det er i hvert fald helt sikkert, at det skal afprøves lige meget hvad.

Jeg glæder mig til at se jer, men det her ikke en top 15: The Witcher 2, Homefront, Mortal Kombat, Uncharted 3: Drake’s Deception, L.A. Noire, Torchlight II (+ Torchlight XBLA), Batman: Arkham City, Gears of War 3, Diablo III og Hitman 5 – vi ved godt, at du er på vej, forhåbentligt i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *