Trangen til at bedømme alt og alle

Dansk

David Braben har fået den fabelagtige idé, at vi nu skal have et slags Metacritic for spilanmeldere. Anmeldere skal simpelthen selv anmeldes, når de smider en karakter efter et spil, hvilket i teorien lyder ganske fint, når man tænker på den svingende kvalitet af sammensatte bogstaver, der vælter ud i mængden hver evig eneste dag.

Braben mener, at det mulige system skal gavne anmelderne i det lange løb.

“Most reviewers are excellent at what they do, and it is a very hard job with, frankly, little glory. As an industry, there is something we could do to recognise this — effectively a Metacritic for reviewers. The best reviewers give spot-on reviews pretty soon after a game is released. They do not wait to see what others say, but nevertheless consistently come very close to the final average score. There could be a prize for the best each year,” udtaler Braben.

Helt ærligt, det er jo et håbløst forslag. Hvornår er der kommet en god anmeldelse ud af at kunne være den første med en karakter, der senere rammer den gennemsnitlige karakter, som alle andre lander på? Og hvornår har man nogensinde kunne fremtvinge originale anmeldelser ved at love en præmie indenfor en gruppe opstillede rammer, som sådan en side kræver?

Bedre bliver det ikke, når Braben tilføjer, at siden overhovedet ikke skal spille ind på anmelderens job:

“Don’t forget — this is not intended to influence reviews — just to encourage and reward consistency — as it is not a high reviewer that gets the reward, it is the one that gets the best result.”

Er jeg den eneste, der ikke kan se sammenhængen her? Braben lyder efterhånden som en drømmende udvikler med sure rønnebær, fordi et af hans spil er blevet kritiseret lige lovligt meget. Det er ikke fordi, at jeg vil kritisere Brabens arbejde, for jeg har absolut ingen forstand på, hvordan han skrev succes-formularen på Elite, men der er et eller andet i hans logik, der simpelthen ikke giver mening, når man dagligt befinder sig i den branche, som han mener har et behov for en anmelder-Metacritic.

Det er skam ikke fordi, at jeg føler mig ramt som spilanmelder, selvom det kunne lyde sådan. Jeg synes egentligt, at jeg gør det ganske fint, og det gør andre åbenbart også. Men der er helt sikkert også nogen, der har rystet på hovedet, når de har læst et eller andet fra mig, fordi de slet ikke har været enige, eller fordi de har ment, at jeg fuldstændig har misset de vigtigste pointer i et givent spil. Og ved du hvad? Det er skam helt fint med mig, for det er sådan, det hele fungerer med anmeldelser – efter min mening. Anmeldelser kan være både subjektive og objektive, men i sidste ende er det en smagssag, hvad forbrugerne og anmelderne selv foretrækker. Hvis man starter en diskussion om, hvordan anmelderne skal gribe sagen an, er man allerede godt på vej ud på et sidespor. En gruppe vil sige, at de foretrækker subjektive anmeldelser, fordi de giver et ærligt omend farvet indblik, imens andre foretrækker objektivitet, fordi de får en neutral opfattelse af spillet (og måske dermed bedre kan bedømme det i forhold til resten af mængden).

Hvis anmeldere skulle bedømmes for at kunne blive smidt ind på Metacritic-agtig liste, ville det kræve, at vi skrev efter en fast skabelon, så alt passede sammen, og hvor kedeligt vil det ikke blive? Hvis jeg havde en tjekliste, som jeg absolut skulle igennem, hver gang et spil landede hos mig, ville jeg droppe det her job øjeblikkeligt. Det ville sætte en brat stopper for enhver form for kreativitet, som jeg ellers får afløb for i mange anmeldelser, for tro det eller ej, men en del af os anmeldere kan faktisk godt lide at skrive med vores egen stil i stedet for at agere som robotter, der følger strømmen og automatisk har givet Uncharted 3 fede ti-taller over hele rækken mere end et halvt år inden det rammer markedet.

Nu skal jeg ikke pudse glorien for hårdt, for den skinner måske allerede bare en smule. Jeg indrømmer gerne, at jeg har skrevet anmeldelser, der vil kunne falde ind i den generiske genre med en forventet karakter og ikke det mest sindsoprivende skriveri bag sig, men for det første er man nødt til at tage højde for ikke mindst en anmelders erfaring, men også den skare man skriver til. Sidder du med en nørdet læser, er det næsten forventet, at du ikke bare dækker sædvanlige samt ofte overfladiske punkter som gameplay, grafik, lyd og så er den ude af verdenen. Hvis du til gengæld sidder med forældre, der leder efter et passende spil til deres femårige barn, er det måske ikke det smarteste at hoppe ind i filosoferende diskussioner om, hvorvidt spillets visuelle udtryk dækker over et mere dybdeborende problem, der i sidste ende kunne resultere i en anmeldelse, der giver svaret på alle verdens problemer.

Med det sagt, så skal der også lyde et opråb til spilanmeldere, der er bange for at blive haglet ned, fordi de giver Modern Warfare 3/10 og kalder det generationens værste shooter. Det klogeste (og sikkert eneste) råd, der for evigt og altid har printet sig fast i min hukommelse, er, at så længe man kan argumentere for sin sag med logik og forstand, så er der hold i ens ord og meninger. At andre ikke er enige, er så en helt anden sag, som man ikke bør være konfliktsky overfor. Netop dette faktum bør alle involverede (anmeldere, PR-folk, udviklere, etc.) være klar over. Det er naturligt, at man føler sig ramt, hvis man bliver kritiseret for arbejde, som man har lagt blod, sved og tårer i – ligegyldigt hvilken side af hegnet man befinder sig på. Men samtidig skal man også være i stand til at indse sine fejl og mangler, hvis de er der. Det kan godt være, at man ikke er enig, men man bør alligevel kunne udvise lidt respekt for arbejdet bag produktet, om man er anmelder, mellemmand eller en udvikler. Det er en helt anden sag, hvis der slet ikke er lagt et godt stykke håndværk i produktet, men det derimod stammer fra ren dovenskab uden nogen form for integritet – så er det bare om holde mund og tage imod kritikken.

Derfor giver det heller ikke meget mening for mig at skabe en Metacritic-side, der rangerer anmelderne. Selvom idéen tiltaler mig, vil den efter min mening slet ikke kunne udføres i virkeligheden. Der er alt for mange faktorer, der tæller ind, når en anmeldelse skal sammenstykkes. 2+2 er ikke lig med 4 i det regnestykke, og det bliver det aldrig.

2 thoughts on “Trangen til at bedømme alt og alle

  1. Følger dig absolut langt hen ad vejen Julie, men kan ikke lade være med at udskifte “spilanmelder” med spil i din tekst, og dermed se, at det jo er præcis det, som Metacritic (måske lidt mere indirekte) gør over for alverdens spiludviklere = et system, hvor deres hjerteblod bliver sat i bokse og påklistret tal, som ingen mening giver.

    Så måske vil det være sundt for spiljournalisterne at smage deres “egen” medicin i denne henseende, fordi Metacritic for spil giver på nogle punkter ligeså lidt mening som en Metacritic for spilkritik ?

    /T

    1. Helt sikkert. Personligt ville jeg ønske, at sådan et system kunne give os anmeldere blod på tanden for at gøre det godt, men som Braben opstiller det, ser jeg det mere som et system, der sikrer, at vi alle følger hinanden blindt uden at tør have vores egen mening. Jeg ville have absolut intet imod at blive bedømt ud fra en skala, men det skal ske retfærdigt, og det skal ske på vilkår, der ikke svinger op og ned efter et fastsat regelsæt, der ikke gør det muligt at skille sig ud fra mængden.

      Dermed også sagt, som du selv siger, at Metacritic egentligt ikke giver den store mening. Det giver et gennemsnit for den mindre kritiske person, der vil have hurtigt adgang til et spil og dets nogenlunde position i forhold til andre spil på markedet, men mere giver det ikke, og det er en skam, for i længden nedværdiger det til tider spil, der egentligt fortjener opmærksomhed (og omvendt).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *