Kampen om kritisk respekt

Dansk

Thomas Bense var i løbet af ugen forbi TV2’s Go’ Morgen Danmark, hvor han var kom ridende ind på hest for at anmelde Ocarina of Time 3DS, imens han var udklædt som Link. I sig selv ikke den helt store begivenhed, og dog… Situationen har nemlig – på både godt og ondt – givet genlyd i stort set alle afkroge af de danske gamer-hjerter.

Jeg tænker selvfølgelig på Thomas Vigilds kritiske kommentar overfor TV2’s behandling af spilmediet, der fulgte i kølvandet på udsendelsen, men samtidig skyldes min interesse også, at det har fået opmærksomhed fra en ganske almindelig bruger-blog fra Gamereactor. Nu er det jo ikke fordi, at den type blog har mindre værdi end for eksempel fra Hr. Vigild, men det er derimod interessant at se, hvordan ganske almindelige danskere kan fare i flint over Benses rolle i spilanmeldelsen, imens andre sikkert har nydt det som et mindre afbræk fra kedelige rutiner. Selve anmeldelsen og dens udførelse er dog ikke det store problem, som jeg ser det, men derimod et symptom på en mere underliggende problemstilling, som de fleste af os kæmper en brav kamp mod, nemlig hvordan spilmediet skal behandles af samfundet.

Det er klart, at en anmeldelse af spil på TV2 ikke kan leveres som en dyb filosofisk udlægning, specielt ikke når det sker i et program som Go’ Morgen Danmark. Det ville slet ikke passe ind i deres stil, og nogen vil sågar fristes til at tro, at DR2 havde sneget sig ind i kulissen. Det er et faktum, at tv skal sælges, og kigger man på Go’ Morgen Danmarks publikumsegment, vil Link-udklædningen formentlig falde i meget bedre jord og samtidig følge den røde underholdningstråd end hvis Bense havde troppet op og var gravalvorlig (som han selv hentyder i en kommentar til Vigilds indlæg). Det er desværre den kedelige sandhed, men det er måske også et vilkår, vi er nødt til at leve med, hvis spilmediet skal have en plads i mainstream-tv.

Accepterer man det vilkår, betyder det dog ikke nødvendigvis, at man absolut skal udelukke andre alternativer. Tager man for eksempel Troldspejlet, har det efterhånden levet i evigheder hos DR, hvor vi heldigvis har kunne slippe for tvivlsomme udklædninger, men derimod fået serveret spilmediet uden alt for meget lir og gøgl. Det er bare en skam, at det fyrtårn, som programmet tidligere har ageret som, står i slemt forfald. Jeg har før forsvaret programmet, netop overfor Vigild, men selvsamme sag, som jeg dengang forsvarede, er dog også et problem, som jeg udmærket er bevidst om. Det er et program, der hverken tager stilling eller anmelder med kritiske øjne, hvilket førhen har fungeret ganske positivt, men som efterhånden er en yderst forældet tilgang. Spilmediet kræver sit indtog i et samfund, hvor det behandles på lige fod med alle andre former for underholdning. Derfor er det også på tide, at de folk, der vil arbejde med mediet, forstår, hvilken opgave de står overfor. I Troldspejlets tilfælde kræver det en ordentlig saltvandsindsprøjtning, hvor gamle rutiner droppes til fordel for mere kritiske behandlinger, positivt som negativt.

Men er det ikke for meget at kræve af et program som Troldspejlet? Jo, det er det vel, for det vil på sin vis fjerne hele grundlaget for programmets eksistens. I stedet kan man vælge at fokusere på nye veje, som for eksempel Pixel.tv, der har droppet tv, som vi kender det, til fordel for internettet, hvor der jævnligt udsendes videoer om alt fra spilverdenen. Da de startede op, var det et frisk pust, som mange danske gamere tog til sig, men tanken kan strejfe én, at det kun skete i mangel af bedre. Det er atter en gang den kritiske optik, som jeg personligt savner, for selvom Pixel.tv har formået at favne nogenlunde bredt og dække det spilmediets mange aspekter, så er det stadig ikke noget, der tiltaler mig. Grunden er ganske enkel, og skylden kan ikke findes hos spilmediets krav, men derimod behandlingen af netop spilmediet. Med valg af værter, der specielt i starten nærmest havde starfucker-tendenser, gjorde Pixel.tv sig selv en bjørnetjeneste. Den seriøse tilgang blev decideret undergravet, hvilket er en kedelig tendens, der stadig viser sig med to lalleglade drenge. Bense og Nicolas, der nu fungerer som de primære værter, er tydeligvis spilentusiaster, og det er sådan set ikke et personligt angreb på dem, men ligeså snart de tropper op på skærmen med en drengerøvsattitude, så er det ligegyldigt, hvor seriøst de end prøver at gå til et spil, da jeg allerede har ramt stop på videoen.

Nu gør jeg det heller ikke nemt for alle dem, der gerne vil sige noget om spil. Der vil altid være det ene eller andet at kritisere, og man skal formentlig lære at vælge sine kampe med omhu, men det undrer mig stadig, at der ikke er et tiltag, som har fundet den gyldne mellemvej. Det kan godt være, at branchefolk simpelthen ikke er villige til at gå ned på et lavere niveau, hvor det hele ikke skal handle om filosofiske og sociologiske diskussioner, men derimod kun om rendyrket underholdning. Men siger man A, må man også sige B, og gør man det, kunne man lige så godt vende den om og sige, at de almindelige danskere burde kunne lære at leve med, at spilmediet kræver en mere seriøs plads i vores samfund. Har man krav til, hvordan ens daglige dosis film-, musik- eller teater-anmeldelser serveres, hvorfor skulle man så ikke stille de samme krav til en anmeldelse af Ocarina of Time eller L.A. Noire?

Jeg tvivler på, at det er en diskussion, der slutter snart. Det ville kræve en løsning eller i hvert fald et kompromis, hvilket ikke virker helt til, som situationen er lige nu. Bense har ret, når han spørger om, hvorfor Politiken som en af Danmarks største og mest respekterede aviser ikke har en fast, ugentlig spilsektion, men Vigild er lige så meget på sin rette plads, når han vinker med en vognstang til Tv2 om i det mindste at være lidt mere selvkritiske. Forhåbentligt kan hele sagen fungere som et opråb til os spiljournalister samt alle andre, der har en interesse i spilmediet, til at kræve mere af os selv og vores medmennesker. I sidste ende elsker vi jo alle spil, det er jo bare lige, hvordan vi lærer at håndtere den kærlighed.

6 thoughts on “Kampen om kritisk respekt

  1. Spændende læsning.
    Jeg kom til at tænke over følgende:

    Det bliver, også i Vigilds tekst, fremstillet som om, computerspil bliver taget mindre seriøst end andre medier, som f.eks. film.

    Vil du mene, at de brede, danske medier (TV og aviser) tager f.eks. filmmediet tilstrækkeligt alvorligt sammenlignet med computerspil? DR havde jo et filmanmelderprogram (Filmland?) hvor der på et tidspunkt var to værter, der også godt kunne lide at klæde sig ud, selvom de samtidig lod til at tage deres egen ekspertise ret alvorligt. Specielt var der en anmeldelse af filmen “Machete” som vist var et pragteksempel på “dårligt” tv. Men det, at DR kan lave dårlige, useriøse filmanmeldelser, skyldes vel ikke nødvendigvis, at de ikke har lært at tage filmmediet alvorligt?

    Jeg tænker også på, om det grundlæggende problem virkelig har at gøre med “niveau”, som du skriver. Skal de dygtige, seriøse anmeldere gå ned på et “lavt niveau” for at komme ud til den brede befolkning? Eller er der bare tale om, at Go’Morgen Danmark til tider er decideret “dårligt TV”?

    Findes der nogen eksempler på spiljournalistik på “højt niveau”? Vil du mene at det engelske spilblad “Edge” er på højt niveau? Og hvad med det danske Gamereactor? De to virker i hvert fald meget forskellige i deres måde at skrive på.

    Hvad mener du forresten med, at hvis man har sagt “A”, må man også sige “B”?

  2. Angående din sidste kommentar om EDGE så synes jeg, at det er passende at bringe magasinet Kill Screen ind i billedet (selvom det dog intet har med Danmarks dækning af spil-verdenen at gøre). Her forsøger man netop at beskrive spil-kulturen til lægmand (dog med visse undtagelser), hvor man taler både til den dedikerede gamer, men samtidig også folk, som bare finder hele spil-snakken en smule interessant.

    I øvrigt begyndte Sverige for nyligt Fienden (http://www.tidskriften.fi/enden/), som er et kulturskrift, der efter sigende skulle minde en del om Kill Screen. Jeg har ikke læst det, men det tyder da på, at også Skandinavien er på vej i den rigtige retning, når det kommer til nuanceret spil-dækning.

  3. Jeg tror, at de danske medier har svært ved at håndtere deres tilgang til spilmediet på samme måde, som de i visse tilfælde har det med film. Medierne har et publikum, eller målgruppe om man vil, som de skal tilfredsstille og dermed også tage hensyn til. Når de skal være opmærksom på det hensyn, har spilmediet ikke samme prioritet, som jeg synes, det fortjener – samme problematik gør sig i et vist omfang gældende med film.

    Det er ikke så meget, at medierne ikke er i stand til at håndtere spil (selvom det dog sker, fx Smagsdommerne og LIMBO), men derimod at de er nødt til at følge rammer, som er opsat af tidligere måder at gå til tingene på. Som jeg ser det, er vi nødt til langsomt at nedbryde de rammer og omdefinere dem, så der bliver plads til alt og alle, lidt groft sagt.

    Dermed mener jeg heller ikke, som det måske fremgår af mit indlæg, at danske spiljournalister skal gå ned på et niveau under deres kunnen, men derimod være opmærksomme på, at der er forskellige niveauer at bevæge, alt sammen afhængig af det tiltænkte publikum. En dygtig spiljournalist skal være i stand til at tale om spil med alle typer af mennesker, om det så er en kollega, en ældre kvinde i supermarkedet eller et barn.

    Jeg tror en stor del af problemet også ligger i, at der endnu ikke er et bredt marked i Danmark for et medie, som fx Kill Screen, eller at der i hvert fald ikke er nogen, der tør kaste sig ud i det (hvilket desværre ofte har med økonomi at gøre). Gamereactor sidder tungt på det generelle marked, men deres stil vil jeg ikke ligefrem kalde “højt niveau”. De leverer alt om spil, men på en meget direkte, generel måde. Der er ikke den store filosofiske lommesnak, desværre.

    Det kunne være fedt, hvis der var nogen, som var klar på at skabe et magasin af en slags (online/print/whatever), hvor man turde gå udover de gængse grænser for spiljournalistik, hvor der er plads til meninger, og hvor man skriver om spil og den tilhørende kultur, fordi man har noget på hjerte. Det er vel egentlig det, som jeg savner mest i forhold til de danske medier: At grænserne overskrides i stedet for at hænge fast i den samme trivielle tilgang til spilmediet.

    Mht. til “når man har sagt A, så må man også sige B”, så var det mest møntet på de folk, der har en tendens til kun at kræve noget fra den ene side uden selv at tænke over deres egen rolle i situationen. Hvis man kræver noget fra nogen, må man også selv tage ansvar og deltage i hele diskussionen. Spiljournalister kan godt kræve en mere farverig dækning af spilmediet, men vi er også nødt til at indse, at spilmediet skal kunne tilpasses fx TV2’s Go’ Morgen Danmark – om vi er enige eller ej.

  4. Tak for svaret.

    Jeg tænker på, om du, som redaktør på Gamers Globe, ikke netop har muligheden for at være med til at bryde disse gængse grænser for spiljournalistik. Det kunne være meget spændende at se dit/jeres bud på, hvor spiljournalistikken bør bevæge sig hen, rent konkret og yderligere om der hos læserne viser sig at være interesse for dette.

    Lidt en sidebemærkning:
    For nogle år siden var der en programserie om computerspil på svensk tv, som tilsyneladende forsøgte en “seriøs” tilgang til mediet. Seriøse, pæne mennesker, der talte pænt og seriøst om spil, på en måde, der minder om et debatprogram på DR2. Spørgsmålet er jo så bare, om spil kan “tåle” at blive behandlet på den måde.

    1. Umiddelbart ville muligheden foreligge der, men Gamers Globe er ikke (i hvert fald ikke i øjeblikket.) en side, hvor grænserne overskrides, medmindre det sker personligt fra anmeldelserne, og de skal alligevel ligge indenfor visse rammer. Det er en skam, men det er selvfølgelig noget, der er værd at kigge på. Det er også derfor, jeg har oprettet denne blog, så jeg i det mindste har et sted at lufte mine meninger, når det er på tide.

      Jeg tror, du har ret i, hvorvidt spil rent faktisk kan tåle at blive behandlet alvorligt. I længden kræver det muligvis en vurdering i hver enkle sag. Det er klart, at et spil som Rayman Raving Rabbids slet ikke lægger op til en behandling som mere alvorlige titler, men det betyder ikke, at de skal tages mindre seriøst som et medie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *