Mangler den danske spiljournalistik nyt blod?

Dansk

Da jeg skrev mit seneste indlæg, var det egentligt møntet på den måde, hvorpå spilmediet blev håndteret. Det blev der en smule debat om i kommentarerne, som fik sat godt i tankerne hos mig. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, som man muligvis også kunne udlede af mine efterfølgende kommentarer, at jeg mener, at der er en mindre stilstand i den danske dækning af spilmediet. Det er ikke fordi, at der ikke er tilfredsstillende dækning, men mere at det har en tendens til at blive lidt for statisk og lidt for… mainstream. Ja, jeg brugte fy-ordet, men det er nu ikke nødvendigvis dårligt. Problemet er derimod, at der er en form for implicit skabelon, hvori spilmediet sættes ind, når det skal dækkes. Det gælder for den største spiller på det nordiske marked, Gamereactor, det gælder magasiner på print, der i eller anden afskygning dækker spil, og det gælder sådan set også Gamers Globe, hvor jeg selv slår mine folder.

På sin vis gør det mig også til en del af det problem, som jeg skal til kaste ord efter, men det ikke fordi, at jeg ser det som en negativ problemstilling, der for alt i verdenen må udryddes. Det er derimod et nødvendigt onde, der slet ikke er så ondt, men derimod kan vendes til noget positivt. Det er nemlig ganske acceptabelt at tage denne mainstream tilgang, når spil skal dækkes. Uden denne tilgang vil en del spillere formentlig gå forgæves, når de hopper online for at tjekke de seneste nyheder og anmeldelser, fordi de simpelthen ikke er interesseret i lommefilosofisk snak om, hvorvidt et vist spil lige pludselig kan vendes og drejes ud fra en sociologisk og kulturel vinkel. Det er fair nok at indrømme, at man ikke gider spil-snobberi eller hvad man ellers kan få kastet efter sig, og selvom jeg muligvis lyder en smule bitter, så er det skam slet ikke hensigten. Jeg gider ærlig talt heller ikke altid høre på, hvordan Mass Effect kan være med til at afhjælpe homofobi, eller hvordan LIMBO er et fantastisk visuelt mesterværk, der lige så godt kun blive kaldt kunst, som det kunne blive kaldt et almindeligt videospil. En gang imellem vil jeg bare have en anmeldelse foran mig med en velargumenteret, numerisk karakter, så jeg aner, hvad jeg har med at gøre uden at skulle skænke kultur og samfund en tanke.

Men hvad er det så egentligt, jeg vil have, når jeg allerede har noget, jeg er tilfreds med? Jo, det er meget simpelt: Bryd med de gængse traditioner, spiljournalister. Bare en gang imellem. Stod det til mig, skulle Danmark have en pendant til for eksempel Kill Screen, hvor spil behandles på atypisk vis. Det er ikke fordi, jeg kræver en revolution, men mere for at få et dagligt afbræk i den traditionelle spiljournalistik. Spørgsmålet er så, om der overhovedet er efterspørgsel på denne type spiljournalistik. Vil sådan et magasin – online eller offline – overhovedet kunne begå sig? Vi lever i et forholdsvis lille land, hvor udbuddet i et vist omfang styres af, at den samlede målgruppe for spiljournalistik er forholdsvis begrænset. Hvor netop Kill Screen kan skrive til en omfattende skare af interesserede, fordi det er engelsksproget, kunne man frygte, at Danmark simpelthen ikke ville kunne bære en hjemmeside eller et magasin, hvis det skulle være finansielt holdbart. Så er spørgsmålet selvfølgelig, om man overhovedet burde tage højde for et økonomisk aspekt, hvis bare det er viljen, der driver værket.

Man kan også vende den om og spørge, om spiljournalister overhovedet har interesse i at udforske spilmediet på en anden måde, end de allerede gør. Såh.. Har I det? Personligt er mit svar ja, hvis det ikke skulle være tydeligt nok allerede. Det er ikke kun for at hanke op i alle os, der skriver stort og småt om spil, men det er lige så meget for at udforske den kreative del, som man trods alt kan udnytte, når man dagligt giver liv til skrift. Spil behøver ikke altid kun at være kilde til underholdning, de kan derimod fungere som inspiration til relevante diskussioner eller sætte gang i tanker, som man normalt ikke ville have overvejet. Om det så kun handler om at skrive en mere eller mindre alternativ anmeldelse, så er det egentligt ikke så vigtigt. Det handler i stedet om at udnytte et medie, man har til rådighed, så traditionerne ikke borer sig fast og i sidste ende bliver en kedelig bjørnetjeneste, som man aldrig rigtig kan slippe af med.

Det er dog vigtigt at understrege, som jeg nævnte tidligere, at det her indlæg ikke er en decideret kritik af det arbejde, som de danske spiljournalister (inklusiv mig selv) til dagligt leverer. Det er derimod en tankestrøm, der for alvor har fået ben at gå på hos mig efter den feedback jeg fik på sidste indlæg, og som folk forhåbentlig vil opfatte som et opråb til lidt debat. Det ville være spændende at se, om en mere diskuterende tilgang til spilmediet kunne klare sig herhjemme, og om folk overhovedet ville finde det spændende eller i stedet opfatte det som ligegyldigt og irrelevant.

11 thoughts on “Mangler den danske spiljournalistik nyt blod?

  1. De sidste par år har den danske spilbranche været tvunget til at argumentere for sin eksistensberettigelse – og gør det sådan set stadig. “Hvorfor har vi brug for en dansk spilbranche?” er det spørgsmål, som udviklerne er blevet mødt med (især når de har bedt om penge). Dette har været utroligt sundt for branchen.

    Samme spørgsmål meldte sig, da jeg læste dit indlæg. “Hvorfor har vi brug for dansk spiljournalistik?” Der findes jo glimrende udenlandske sites som Kill Screen, Escapist, Kotaku, Wired’s GameLife osv. Hvorfor er det danske sprog vigtigt i en artikel om engelsksprogede spil? Er artiklen ikke relevant for andre end danskere? Hvad er den danske vinkel, der gør det mere relevant for mig at læse den danske artikel end den engelske?

    Det virker som om, at mange af tankerne i dine blogindlæg afspejler, at denne afklaring ikke er sket.

    Men måske tager jeg fejl?

    1. Du tager slet ikke fejl, og som jeg skriver, er det mere end en tankestrøm end en endelig mening fra min side. Der er en god bunke afklaringer, som netop ikke afklaret endnu. Det er sådan set heller ikke sikkert, at det overhovedet er interessant, når der allerede er et udbud på engelsk, som skriver af høj kvalitet med netop den tilgang, som jeg efterlyser.

      Faktisk tror jeg det er meget godt formuleret, når du skriver, at det nøjagtig samme er sket for den danske spilbranche, hvilket har været en sund ting. Pointen er nemlig, at vi skal udfordre os selv for at undgå at stå i stampe. Det betyder ikke, at vi skal ændre hele fundamentet for dansk spiljournalistik, men mere evaluere standpunkterne bare en gang imellem for at se, om vi kan gøre det bedre end vi allerede gør.

  2. Godt at se, at tankerne fortsætter.

    Jeg er dog stadig lidt i tvivl om, hvad det præcist er, du efterspørger.
    Mass Effect og homofobi og Limbo som kunst – ville den slags tilgange til spillene være en “ny vinkel”, som er ønskværdig, eller skal det forstås som eksempler på lidt kedelig og intetsigende spiljournalistik? Formentlig det sidste?

    At spille “kunstkortet” kommer jo tit til at virke som et lidt desperat forsøg på et rose spil, som ofte er gameplaymæssigt meget ringe, og det kan også komme til at ligne en dominoeffekt. Når først en eller anden “indflydelsesrig” spiljournalist har kaldt et spil som “ICO” for “kunst”, hvem tør så kalde spillet for en spilmæssig katastrofe. Og pludselig er det nærmest blevet almindeligt kendt, at ICO er et “kunstspil”.
    … men det var et sidespring.

    Men som sagt, har du mulighed for at komme med nogle bud på, hvilke nye tilgange man kunne tage overfor nogle af de nye spil på markedet? The Witcher 2? Portal 2? Shadows of the Damned? InFamous 2? Normalt ville en anmeldelse vel handle om dels, hvor godt spillet “spiller”, og i tilfælde med historiedrevne spil: hvor godt historien bliver fortalt, og hvor godt indlevelsen fungerer. Hvad ville man eksempelvis ellers kunne fokusere på i nogle af ovenstående spil?

    1. Eksemplerne med Mass Effect og LIMBO var som sådan ikke set som en kedelig form for spiljournalistik, tværtimod. De er skam mere end velkommen, men det er bare ikke altid, at det er lige interessant for alle læsere. Der skal være plads til begge dele, og så må folk selv bestemme, hvad de vælger at kaste sig over, når ens nysgerrighed omkring et spil skal stilles.

      Kunstkortet er efter min mening et ganske holdbart argument, men problemet er vel egentlig ikke, at en enkelt spiljournalist har kaldt et spil kunst, men derimod at andre ikke har mod nok til at sige personen imod (som vist også er det, du vil hen mod?). Spiljournalister skal ikke være så bange for at sige fx Thomas Vigild imod, så længe de bare kan argumentere for deres sag.

      Det er heller ikke fordi, at jeg efterspørger en helt ny form for anmeldelser af spil, men nærmere diskuterende artikler. Som sagt er det her indlæg mere en bunke tanker, som er blevet nedfældet uden den store overvejelse, men jeg så gerne, at der var plads til at behandle spilmediet på andre måder end at der bliver skrevet en anmeldelse af et spil, og så er det ellers dækket godt nok ind. Alternative tilgange (muligvis som “supplement” til anmeldelser) kunne være en artikel om moralsystemet i inFamous 2, om The Witcher 2 kan være fremtiden for RPG-genren, imens BioWare og andre må til at rubbe sig, eller hvordan Portal 2 har videreudviklet designet for FPS uden faktisk at tilhøre genren ved første øjekast. Det er ikke noget, man normalt vil berøre i anmeldelser, og det skal det heller ikke. Det kunne bare være interessant med mere fokus på andet end de gængse anmeldelser.

  3. Tak for svaret.

    Det er da nogle interessante bud, du kommer med, og det kunne da være spændende, hvis nogen ville skrive den slags artikler. Samtidig er det jo heller ikke så “langt ude”, så det burde vel sagtens kunne eksistere side om side med mere traditionelle spilanmeldelser. Det eneste, der kræves, er vel, at nogen vil skrive dem. Måske du selv kunne blive en af pionererne?

    Som en sidenote til ideen angående The Witcher 2, så er det selvfølgelig aldrig til at spå om fremtiden, men ikke desto mindre kan det være interessant at læse velargumenterede overvejelser om sagerne. The Witcher 2 lader jo til at have fået ret fine anmeldelser, og gør tilsyneladende mange af de ting, som Bioware gjorde tidligere, men som de er holdt op med i deres nyere titler, såsom Dragon Age. Men hvilken serie sælger bedst? Er der flest penge i det spil, som får mest ros, eller er det omvendt?
    Går vi tilbage til omkring år 2000, og et spil som Baldur’s Gate 2, kunne man jo let have troet, at netop dette spil var fremtiden for RPG-genren. På trods af Baldur’s Gate 2’s popularitet, var det jo alligevel Bioware selv, der i senere spil f.eks. nedprioriterede sådan noget som interaktion mellem “party members” og den stærke single player-oplevelse. Hvad mon CD Project vil gøre, nu da de tilsyneladende er på toppen…?

  4. Der er vel ingen der forhindrer hverken Gamers Globe eller andre danske spilsider i, at pynte det de i forvejen skriver, med lidt ekstra sløset snak i stil med Kill Screen og hvad ved jeg. I stedet for at kalde det en “spilanmeldelse”, så kunne man vel lave en “spilartikel” og så er den… prut vel slået? Det er vel ikke mere indviklet end som så? At ingen har gjort det er naturligvis et mysterium som jeg forklarer med Reapers og en stor Mass Relay.

    Nu må jeg indrømme, at jeg ikke har nøjelæst indlægget, men det lyder lidt som om, at der bliver lavet en problemstilling som ikke burde være der: læserens interesse.

    Er det nødvendigt, at der eksisterer en læser før skribenten kan skrive noget, som skribenten (Julie Horup f.eks!) selv brænder for?
    Det er nonsens, at bekymre sig om at ingen læser eller reagerer på det man skriver, og så derfor helt undlader at skrive det. Der er ikke nogen need, want eller demand, men vi skriver det s’gu alligevel, for vi har noget at fortælle! Og så er det vel bare om at få tastaturet til at brænde, smelte eller gå op i røg. Er dét ikke spiljournalistik eller journalistik i det hele taget som det burde være?

    Så kan vi tænke i budgetter, penge og alt det der og sige, “der er ikke råd til det”, men hvis journalisten ikke kan skrive noget i sin fritid uden at få løn for det, hvor meget brænder vedkommende så egentligt for sit arbejde? Hvis man som skribent ikke kan skrive med en brændende iver, kan man så i det hele taget få læseren til at læse andet end lige den karakter, det tal, de skal bruge for at afgøre om spillet skal købes eller ej?

    Hvis der er overskud til det, så synes jeg da, at I skulle prøve at få gang i noget udover de anmeldelser jeg aldrig læser, idet jeg ikke kan bruge en anmeldelse til andet end at måle hvor anmelderen står i forhold til mig hvad angår spilideologi.

    Det er ikke alle der er vilde med at se et tal klasket på et spil, og hvis der kan leveres en reel diskussion, evt. mellem spiljournalister eller andet, og ikke en kedelig artikel med en flot lille kasse til at smide en kommentar ind som på mange engelsksprogede sider, ville jeg sandsynligvis læse det med interesse.

    Jeg er naturligvis godt klar over, at jeg er i mindretal hvad angår elskoven med tal og anmeldelser. Men det er en anden snak.

  5. Nej, der er ingen, der holder nogen fra at skrive den slags artikler, hvilket blandt andet er derfor, at jeg skriver det her. Men der er to sider af sagen, afhængig af hvad ens formål er. Vil man gerne have, at folk bare læser det (som fx det jeg skriver på denne blog) uden at skulle tænke økonomisk, så er det bare om at hamre af sted. Vil man gerne tjene penge på det, så er der straks mere at overveje, hvor netop læserens interesse kommer ind. Man sigter jo heller ikke efter at sælge briller til en blind person. Det er almindelig logik, at målgruppens interesse skal varetages, hvis produktet skal sælges.

    At man så bevæger sig ud på et skråplan ved at tænke økonomisk før man skriver er en helt anden sag, som mange formentlig kan blive enige om. Det skal være lysten, der driver værket. Ellers bliver det sgu ærlig talt kedeligt og trægt at kæmpe sig igennem en tekst, hvor en eller anden skribent bare har skrevet løs uden egentligt at have hjertet eller med i det.

  6. Jeg opfordrer ikke til, at man skal sælge briller til en blind person. Jeg opfordrer til at man giver en blind person gratis solbriller, efter at vedkommende har købt en førerhund, uanset om vedkommende kan bruge de solbriller til noget som helst.

    Jeg formoder, at spilsiderne allerede har en læserskare og at de fortsætter med at skrive som de hidtil har gjort. Og bagefter, smider nogle ekstra artikler ind som er mere i stil med det som du nu efterspørger. Så får målgruppen det som de hidtil har efterspurgt, og så den ekstra bonus som de måske kan bruge eller ikke kan bruge.

    Det vil sige, at skribenten ikke bliver belønnet med andet end den tilfredstillelse det er, at have skrevet noget man brænder for.

    Er det et stort problem at prøve den idé af?

  7. Hej igen

    Jeg forstår det ikke helt. Er du kun interesseret i at skrive nytænkende artikler om spil, hvis du har en garanti for, at du kan få penge for det? Det lyder lidt sådan i den første del af dit sidste indlæg. Jeg kan ikke helt hitte ud af, om du selv indgår, når du skriver “man”.

    Ellers lader du jo til at efterspørge nytænkende spiljournalistik fordi du har en stor interesse for det og muligvis brænder for at bringe noget nyt på banen i den danske spiljournalistik?

    Kunne det ikke være givdigt bare at gå i gang, og prøve at skrive nogle artikler uden at få noget til gengæld, andet end eventuelle læserkommentarer? Hvis ikke du kan skrive dem på Gamers Globe, kan du eventuelt bare skrive dem her på bloggen? Herved kunne du jo faktisk undersøge, om der findes læsere til “gratis” artikler af den nye slags. Hvis der ikke gør, findes der måske heller ikke læsere, der er villige til at betale.

    Eksperimentér. Du lader til at have en masse på hjerte.

  8. Min pointe er, at det måske kan være en hæmsko for nogen sider, at de ikke kan se en økonomisk gevinst ved det (eller at det kan være ressourcekrævende, fordi det måske kræver et par ekstra skribenter, der er i stand til at skrive “ud af boksen”), hvilket er en skam at have den tænkegang. For mit vedkommende er penge fuldstændig ligegyldigt. Det, jeg gerne vil skrive, skriver jeg her, netop fordi folk er interesseret i at kommentere på det. Det er i sig selv nok for mig.

  9. Jeg kan godt se, at hvis “toppen” hos de forskellige steder ikke er videre interesseret i, eller tør gøre mere ud af det, at så har dansk spiljournalistik naturligvis ikke noget håb for at blive til mere end en omgang anmeldelser og nogle fornemme karakterer.

    Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at du stiller dig tilfreds med blot at skrive her, for jeg anede ikke noget som helst om din eksistens, indtil jeg snublede over din blog ved ren tilfældighed på en ligegyldig Google-søgning. Og du lader jo ellers til at have en masse i dig, så det kunne blive interessant at se hvad du faktisk skriver om forskellige spil, og ikke om spiljournalismens kedelige situation i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *