Dansk spiljournalistik på falderebet

Dansk

Jesper K. Kristiansen aka @vanulla_ace skrev for nylig om Spiljournalistikkens tre største problemer, der var en ganske velovervejet argumentation for, hvorfor dele af den danske spiljournalistik halter efter (for det gør den). Nu er det så min tur, for selvom jeg er enig med Jesper langt hen af vejen, så er der også noget helt andet galt – noget, der muligvis ikke kan ændres øjeblikkeligt, men som vi alle bør være opmærksomme på.

Lad os dog lige starte med problemerne i boldgaden, som Jesper befinder sig i. Hans tre punkter kører især hårdt på det metodiske arbejde bag spiljournalistik, og det er ikke helt underligt, for få såkaldte spiljournalister herhjemme forstår egentligt, hvad de sidder og laver. Når der kastes nyheder ud til højre og venstre, bliver de sjældent tjekket igennem, og når rygterne flyver, kan de stadig dukke op på hjemmesider, selvom de for længst er enten be- eller afkræftet af fx spiludviklere eller PR-repræsentanter.

Der kan selvfølgelig ske svipsere her og der, men når det bliver et velkendt problem, så er der altså noget om snakken. Det trækker kvaliteten af spiljournalistik ned, da man ender med at stå med utroværdige rapportager, som på et eller andet tidspunkt har været relevante, men som ved publicering bliver en fæl oplevelse, fordi det grundlæggende arbejde bag enten har været sløset eller simpelthen udført uden de rette kvalifikationer eller bagtanke.

Disse problemer er der flere årsager til – nogle mere retfærdige end andre.

Det skal understreges, at det er ikke fordi, at jeg skal være højt til hest med denne moppedreng af en tekst. Jeg er ikke bedre end så mange andre danske spiljournalister, men mange af de år, hvor jeg skrevet om spil, er gået med at vælte rundt i fejltagelser fra alle fem punkter, der ridses op nedenfor. Det kan ikke undgås, og i visse tilfælde er det nødvendige lærestrege og erfaringer, der kun er med til at gøre ens arbejde bedre.

1. Spiljournalistik udføres ikke af journalister
Det er sikkert ikke et chok, men det er de færreste spiljournalister, der rent faktisk er uddannede journalister med de korrekte værktøjer i bagagen efter fire års uddannelse og tvungen teoretisk læsning om, hvordan man skriver som en rigtig journalist.

Mange spiljournalister er derimod autodidakte med en forkærlighed for spil. De har kastet sig ud i frivillige skribentjobs, hvor de har levereret anmeldelser i lang nok tid til, at nogen vil betale dem for at gøre det. Det er der ikke noget galt i (sådan startede jeg selv), men det kan skævvride hele grundlaget for spiljournalistik på længere sigt, hvis man ikke håndterer denne tilgang korrekt i de tidlige faser.

Problemet er nemlig, at hvis man skriver for ”hobby-redaktører”, der selv er startet ud på denne måde, men senere er blevet reelle redaktører, så er chancerne store for, at man aldrig lærer af sine fejl, fordi man ikke bliver gjort opmærksom på dem. Man fortsætter derimod i sin vanlige gang, når man sætter sig ned for at kværne ord ud, og hvor man med den rette vejledning ellers kunne rykke sig ved at lære et håndværk, sidder man i stedet fast i den samme onde cirkel, som i øvrigt aldrig vil gøre dig til en god skribent – betalt eller ej.

Derfor handler det også om at være villig til at lære hele tiden. Man skal, uanset om man er uddannet journalist eller ej, indse, at andre altid vil have en eller anden form for viden, som man endnu ikke selv er i besiddelse af. Det er ikke en dårlig egenskab, men derimod et godt træk, hvis man er i stand til at lægge den velpudsede glorie fra sig et øjeblik. På et eller andet tidspunkt vil det nemlig være andres tur til at stå i selvsamme position, hvor man måske ender med at blive den sparringspartner, der kan hjælpe dem på vej mod næste skridt i deres udvikling og karriere.

2. Der er ikke penge i skidtet
Penge er roden til alt ondt, siger kloge folk, men i spiljournalistik er det også en direkte forhindring for at videreudvikle branchen. Annoncekroner og andre indtægter betyder knald eller fald for seriøse spilsider og blade, imens spirende folk ikke har en mulighed for at slå igennem som en profitabel side eller skribent, da pengene fra annoncører og andre skattekister allerede er lagt til side andetsteds*.

Det er et minefelt at bevæge sig ind i, da det ofte er ilde set, at man vælger at tale ud om penge i spiljournalistik, men det er sådan set sandheden. Ikke mindst fordi pengene også har en anden betydning, der ofte overses, men i længden er langt vigtigere end at have den seneste reklame for spilmarkedets næste store hit.

Penge kan nemlig være med til at skabe journalistisk kvalitet, fordi de fungerer som en gulerod for skribenter. Det er ikke fordi, at talentløse skribenter kan gøres til Danmarks næste store spiljournalist ved at få jævnlige betalinger for artikler og anmeldelser, tværtimod. Men man kan derimod kultivere og forbedre de allerede talentfulde skribenter til at fortsætte deres arbejde og dermed sørge for at smide den rigtige erfaring ned i bagagen ved rent faktisk at belønne deres arbejde. Det hjælper ikke kun dem selv, men også fremtidens spiljournalistik.

Det er i og for sig en belønning at kunne se sit navn trykt i toppen af en tekst, som kommer ud til alskens læsere, men det bliver hurtigt en triviel oplevelse, hvis man første gang får et klap på ryggen, anden gang får et klap på ryggen og tredje gang får et klap på ryggen. Det bliver med andre ord det samme om og om igen, og så kører man surt i det for til sidst kun at sidde tilbage med et halvhjertet resultat.

Spiljournalistik er et arbejde ligesom alt andet, man kan støde på, også selvom vi har at gøre med et underholdningsmedie. Det sørgelige er bare, at det for mange sjældent kan betale sig at investere den nødvendige tid i det, da det simpelthen ikke er holdbart i længden. En ting er at skrive frivillige anmeldelser i ny og næ for derefter at kunne beholde det anmeldte spil, men noget andet er at levere kvalitative, analyserende og kritiske tekster, der ikke kun kan overleve, så længe et produkt er omgivet af hype.

Det er klart, at man ikke bare kan hive flere penge op af en magisk hat, så alle lige pludselig kan tjene en passende månedlig løn, der betaler husleje, mad og alle andre udgifter, og det er lige så stjerneklart, at en stor del af pengene ofte kommer fra firmaer, der har en interesse i at se deres investering blive profitabel. Det er ikke holdbart at kræve, at der kastes penge i et sort hul, bare fordi dygtige skribenter gerne vil løbe efter en gulerod i form af økonomisk kompensation, men det er et gyldigt argument, når man gerne ser en mere bæredygtig økonomisk distribution, der kan give pote længere nede af vejen.

Desuden er der en anden helt anden side af sagen, som ikke kan benægtes, da det udgør et problem, der skal tages hånd om hurtigst muligt. Det udspringer meget muligt af debatten om kroner og ører, men det er i langt større grad et spørgsmål om en direkte uetisk opførsel, nemlig at profitable hjemmesider og magasiner lægger sin lid til frivillige skribenter. Har man stablet et professionelt firma på benene, der tjener penge som alle andre forretninger, fremfor en hobbyside, der udelukkende drives for fornøjelsens skyld, er det dybt kritisabelt, at skribenter arbejder uden nogen form for godtgørelse udover det traditionelle anmeldereksemplar af et spil.

Det kan formentlig resultere i en endeløs diskussion, især når snakken falder på, hvorvidt skribenterne er skyld i det med deres velvilje og accept af ingen løn, eller om det er hierarkiets højeste magter, der burde tjekke sig selv efter i sømmene. Uanset hvad, er det et alarmerende problem, der formentlig kunne tilhøre flere af punkterne i dette indlæg, bl.a. fordi det ofte resulterer i tekster af tvivlsom kvalitet og fundamentalt manglende respekt samt integritet.

(* Den hjemmeside, der tiltrækker flest læsere og er mest profitabel uanset kvalitet.)

3. Kvantitet overdøver kvalitet
Skulle det ikke være gjort klart, så er journalistik håndværk og penge begge en del af årsagen til netop det, som tredje punkts titel peger mod: kvalitet vs. kvantitet. Den danske spiljournalistik er et enormt kvantitativt ocean af anmeldelser, nyheder og artikler, hvor dråber af kvalitativt materiale kæmper for ikke at drukne i mængden.

Vi trækkes dagligt igennem ligegyldige tekster, fordi håndværket bag ikke er til mere. Udtalelser sættes sammen med overfladiske analyser, og så er der ikke meget mere at komme efter. Det kan i visse situationer være svært at ændre på dette, selv hvis man har de korrekte journalistiske evner, da Danmark ofte er afhængig af andre lande for at kunne levere interessant stof, men der er altså alligevel mulighed for det, hvis man ellers vil tage ansvar. Desværre gribes muligheden sjældent, enten fordi folk ikke ved, hvordan de skal gøre det, eller fordi de åbenbart er direkte ligeglade.

I stedet sniger en professionel dovenskab sig ind og ulmer for derefter at komme til udtryk i det produkt, man dagligt og månedligt leverer. Det kan enten være, hvis man slet ikke er klar over, at det, man har gang i, nærmer sig fis i en hornlygte, men det kan også være fordi, at det på overfladen er en velfungerende opskrift, der månedligt sørger for annoncekroner og tonsvis af læsere. Læsere, der (u)frivilligt ikke stiller sig kritiske overfor det, som de dagligt bruger op til flere timer på at fordøje.

4. Læserne har ikke altid en mening
Du kan ikke tvinge folk til noget, de ikke gider. Det er ganske retfærdigt, men intet mindre end direkte frustrerende. Nu skal lorten ikke udelukkende tørres af på folk, der læser om spil af ren og skær interesse, men sætter vi denne problematik ind i en traditionel kommunikationsmodel, så kan afsender og budskab efterhånden krydses af, hvilket efterlader modtageren – i dette tilfælde læserne.

Når man fodrer masserne med mainstream spiljournalistik, så er det ikke underligt, at de efter flere år vænner sig til det. Det kan man ikke rigtigt klandre dem for, og det er vel også ganske forståeligt. I stedet bør man påtage sig noget ansvar og proklamere, at nu er nok altså nok. Der skal ændringer til, og når der skal sættes skub i sådan noget, er det som regel nemmest at starte der, hvor modstanden er mindst, nemlig hos sig selv (medmindre situationen er omvendt – i så fald må man arbejde med sig selv og tillykke med det).

Fremfor at kræve, at læserne skifter holdning, bør man kigge indad og selv foretage ændringerne, så modtagerne kan danne deres mening frivilligt. Det kan selvfølgelig betyde, at man mister læsere (og dermed annoncekroner samt andre indtægter), men på sigt vil man højst sandsynlig sidde tilbage med en følelse af, at man ikke længere er en marionetdukke, men derimod agerer ud fra, hvad man selv ønsker, og ikke hvad folket kræver.

Det er dog en kompleks situation, som der ikke er en fiks løsning på, men der burde være plads og mod til at lave ændringer, der tilgodeser andet end mainstream spildækning, hvor man kun får glæde af kedelig, ukritisk og intetsigende spiljournalistik, der snildt kan kaldes spildækning fremfor egentlig journalistik.

5. En lille ting kaldt integritet
Er man kynisk og ligeglad med sociale relationer og integritet, er dette punkt formentlig ganske underordnet og aldeles overflødigt (tilhører du gruppen, kan du bare stoppe med at læse nu), men der er alligevel en lille torn i siden på spiljournalistik, som folk bør være opmærksomme på.

Tag det som en opsang til alle, der har bare den mindste relation til dansk spiljournalistik, men det ville gavne branchen, hvis der blevet taget hensyn til, at vi alle sammen er mennesker. Der er ikke tale om endeløse rækker af robotter, der får indkodet en proces for derefter at fortsætte i én køre uden nogensinde at stoppe og tænke sig om. Der er kød og blod bag skærmen, i hvert fald i de fleste tilfælde, og med det følger et ansvar, om man er chefredaktør, lønnet spiljournalist eller frivillig skribent.

Det er i bund og grund også et ansvar, der udspringer af de fire tidligere punkter, for de er ikke bare punkter, der opridser problematiske tilstande, men punkter der har en bagside, hvor menneskelige egenskaber er krævet, som ikke kan læres igennem et arbejde eller på skolebænken. Det handler om integritet og at hanke op i sig selv, både professionelt, men også i interaktionen og samarbejdet med andre mennesker.

Branchen for dansk spiljournalistik er så lille, at stort set alle kender hinanden, og alle har en mening om alle. Det er ikke fordi, at alle lige pludselig skal fedte for hinanden, for det er ganske okay at være kritisk overfor sine kollegaer, men man er nødt til at være opmærksom på, at man har valgt at arbejde indenfor et fag, hvor integritet muligvis kan blive en irriterende byrde, men reelt set er et af de vigtigste værktøjer, man besidder.

Sælger man sin integritet og sig selv til højestbydende, om det så gælder penge, læsere eller udførelsen af middelmådig spiljournalistik, kan man lige så godt stoppe med det samme og gøre sit bagland en tjeneste. Spiljournalistik bliver af mange allerede opfattet som et uprofessionelt og mindre seriøst fag, så hvorfor hjælpe den fordom på vej?

2 thoughts on “Dansk spiljournalistik på falderebet

  1. Godt skriv. Havde ikke brug for en dråbe kaffe på min vej gennem teksten.

    Mange af punkterne peger tilbage på samme basale årsag. At spiljournalistikken i DK ikke er proffessionaliseret nok – eller – at den ikke er professionaliseret i en journalistisk retning, men i en retning der optimerer trafik og pleaser annoncører på den korte bane.

    Men thumbs up for at prøve at sparke lidt til diskussionen.

  2. Jeg faldt lidt tilfældigt over teksten, og fandt den velargumenteret og relevant i forhold til debatten om spiljournalistisk.
    Da jeg ikke selv er uddannet journalist eller arbejder som professionelt spilskribent, kan og vil jeg ikke sige andet end tak for læsningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *