Et åbent brev til Vibeke Manniche

Dansk

Kære Vibeke Manniche,

Du har i dag, den 9. juni 2012, skrevet debatindlægget ”Derfor bør Hitman forbydes i Danmark” i BT, hvor du hævder, at voldelige spil kun har en negativ effekt på børn og unge, og at vi derfor skal bandlyse salget af voldelige spil.

Konklusionen på indlægget er, at ”der er intet positivt at sige om voldelige computerspil”, og at et generelt forbud derfor er den ”rigtige vej”. Det er sådan set fint at komme frem til den konklusion – bortset fra at du gør det på en så uprofessionel og fordomsfuld måde, at din konklusion i sidste ende er fuldstændig usaglig.

Du starter indledningsvis med at nævne, at dokumentationen for voldelige spils virkning er ”meget klar”, da ”store amerikanske studier” viser, at computerspil blandt andet øger aggressivitet og stresshormoner hos børn og unge. Hvad, du glemmer at nævne, er, at det er den mest forsimplede side af sagen, som du har valgt at fremstille. Studier i voldelige spil og den dertil (måske) eskalerende aggressivitet hos børn og unge har vist, at spil kan have både positive og negative effekter, alt afhængig hvilke undersøgelser man hælder til.

Jeg skal ikke angribe undersøgelser, der stiller voldelige computerspil i et dårligt lys, for der er ingen tvivl om, at voldelige spil formentlig kan være med til at skubbe til børn og unge, der allerede befinder sig i et grænseområde. Men når man siger A, må man også sige B, hvilket i dette tilfælde betyder, at du også er nødt til at tage hensyn til positive undersøgelser eller kritik af negative undersøgelser i stedet for at begive dig ud på et korstog mod voldelige spil, hvor de udelukkende negative og ofte omdiskuterede (samt – i dit debatindlæg – ironisk nok unavngivne) studier bruges som dit hellige våben. Du kunne for eksempel tage et kig på Medierådets undersøgelse om netop dette emne, hvor deres konklusion fremføres en anelse mere velovervejet end din, men jeg vil med glæde også finde andre undersøgelser til dig, hvis du har lyst til at udvide din horisont i en knap så negativ retning.

Du skriver også, at unge ofte sidder alene ”og spiller de her spil i timevis”. Det er givetvis sandt (jeg gjorde det selv, da jeg var yngre), men du tilføjer også, at det får konsekvenser hos forældrene, fordi de ikke ved, hvad spil gør ved deres børn. Dette er formentlig også ganske sandt, især hvis forældrene er lige så snæversynede om spil og den rolle, som de efterhånden har fået i vores moderne samfund, som dit indlæg er. En konsekvens af spils til tider voldelige natur er aldersmærkningen PEGI, der sætter passende aldersgrænser på spil. Hitman: Absolution (det spil, du kræver forbud mod) har et PEGI-mærkat på 18 år. Det betyder ikke, at spillet er direkte forbudt for børn og unge under 18 år, men at indholdet er fundet passende til folk over 18 år. Alt dette ved du selvfølgelig allerede godt, eftersom du er så opsat på et forbud, at branche-anerkendte og vejledende aldersgrænser som fx PEGI åbenbart ikke længere er acceptable for dig.

Du nævner, at det ikke giver ”mening at have spil, der understøtter, fremelsker og ligefrem giver point for at være voldelig”, og at et forbud derfor burde være på sin rette plads, ikke kun ”for børn, men for alle”. Umiddelbart har jeg lyst til at spørge dig, hvor ofte du egentligt sætter dig ned for at spille et såkaldt voldeligt spil, som du ikke umiddelbart har forladt efter få minutter, fordi du mente, at du havde dannet dig et varieret og sundt overblik over spillets indhold. Samtidig vil jeg også gerne vide, hvad du egentligt mener med voldelige spil, for med dit debatindlæg lyder det som om, at du skærer alle over én kam. Det er forståeligt, hvis man ikke har den store indsigt i computer- og videospil, men det er også ganske sørgeligt, hvis du med et debatindlæg prøver at skabe kontrovers og forbud indenfor et felt, hvor du simpelthen ikke kan dit kram.

Så vidt jeg kan forstå, har du selv børn, og jeg kan godt forstå, at du som forælder og person, der i en eller anden grad til dagligt arbejder med børn og unge, bekymrer dig om deres velfærd i en verden, hvor vold ofte dukker op i vores dagligdag på stort set alle skærme. Med det sagt synes jeg dog, at det er dybt foruroligende, at netop du, en person, der burde være villig til at se på alle sider af sagen, når det drejer sig om børn og unge, er den, der rasler kraftigst med sablen, når det kommer til kravet om et forbud mod Hitman: Absolution (og alle andre såkaldt voldelige spil) på det danske marked.

5 thoughts on “Et åbent brev til Vibeke Manniche

  1. Så vidt jeg ved, at er der kun lavet meget få grundige undersøgelser endnu, fordi det er meget svært at sikre variablekontrol i den type psykologiske forsøg. Hvordan sikrer man sig fx, at det ikke er et helt livs (negativ) påvirkning, der afføder voldelig adfærd? Hvis man dernæst overvejer hvor mange, som rent faktisk spiller fx Call of Duty – og endnu mere voldelige spil – burde antallet af voldsforbrydere vel næsten være højere, hvis effekten var så målbar. Og endelig, henviser man til studier uden kilde, er det svært at tjekke, om det er genuin forskning, om hun misrepræsentere det eller bevidst fremhæver tendenser deri. Den slags debatindlæg skal man nok ikke tage for mere end det er, men alligevel er det tragisk, at de får spalteplads. Hvad der også gælder forsøg på at glorificere spil.

  2. Et forskningsprojekt fra Sveriges Medieråd er kommet frem til at der ikke er beviser for, at computerspil gør børn voldelige. Rapporten er baseret på 106 målinger lavet i 2000- 2011.

    Vibeke Manniche kan bruge samme argumentation for at få voldelige film gjort ulovlige på trods af eksisterende vejledende aldersgrænser.

    Det ser ud til at hver gang et nyt medie dukker op skal vi igennem samme mølle. Tegneserier avler vold. Film avler vold. Computerspil avler vold. Jeg tror ikke vi kan ikke lovgive os frem til opdragelse af vores børn og unge i tilfælde som disse.

  3. Der er også hele den side til sagen at et forbud reelt set er censur, da computerspil på lige fod med film, musik og billedkunst hører under kommunikation, og selvom nogle lande i verden stadig bruger censur, så er danmark altså ikke et af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *