Fejhedens grimme ansigt

Dansk

I går brød helvede løs i den britiske spilpresse, da en skribent blev censureret af Eurogamer efter juridiske trusler (siger nogen – andre har en anden udgave af sagen), hvorefter skribenten forlod tjansen hos Eurogamer. Hele sagen har været et pinligt rod, men det har også været et nødvendigt onde.

(Jeg har med vilje valgt at udelade navne på visse journalister, der nævnes i dette indlæg, da jeg ikke ser nogen grund til at nævne deres navne. De fleste folk ved allerede, hvem de er, og hvis man ikke ved det, er man ikke længere end en simpel Google-søgning fra navnene.)

Lad os tage den fra starten. I sidste uge blev der afholdt Games Media Awards, hvor den britiske spilindustri, dog primært pressen, klappede hinanden på skuldrene og uddelte priser til spiljournalister og hjemmesider for veludført arbejde. Hele seancen er årligt sponsoreret af adskillige firmaer, der har med spil at gøre, og i år var ikke anderledes. Et firma gik dog så langt at få journalisterne til at tweete et promoverende hashtag for et af deres produkter, hvorefter journalisterne ville deltage i lodtrækningen om en håndfuld PlayStation 3. Formålet fra PR-folkene bag kampagnen var klokkeklart: udnyt journalisternes omfattende netværk på Twitter for lidt billig reklame. Desværre gik dette på mystisk vis ikke helt op for nogle af journalisterne.

I forgårs blev vinderne annonceret, hvilket fik en britisk spiljournalist til at afsløre navnene på Twitter. Det var ikke af venlighed, han gjorde dette, men derimod fordi han var imod idéen om, at journalister reklamerer for et produkt på deres Twitter-konti uden at personernes followers gøres opmærksomme på, at der er tale om et promoverende hashtag, som kun tjener et formål: at give journalisterne en chance for at vinde en PS3.

Twitter-afsløringen af de fem navne var som sådan dog ikke starten på det ufattelige efterfølgende kaos. Det var derimod den flod af journalister, som bagefter forsvarede journalisterne, der havde tweetet hashtagget. Især en kvindelig, britisk skribent blev central i debatten på trods af, at hun ikke var blandt journalisterne, som deltog i PR-kampagnen under GMA, men derimod forsvarede dem, der deltog. Hvorfor hun var så opsat på at forsvare de andre journalister vides ikke, men hun arbejder for MCV, der er med til at arrangere GMA, og så er hun venner med adskillige af de kritiserede journalister. En kombination, der formentlig gør hende forudindtaget og dermed også burde have holdt hende ude af diskussionen – det ville hun nok i hvert fald ønske nu, at nogen havde sagt til hende på det tidspunkt.

For kort tid efter røg der en klumme op på Eurogamer, hvor Robert Florence revsede forholdet mellem PR-folk og journalister, især det lidt for venlige forhold, der kan opstå, hvor vennetjenester erstatter professionalisme. Klummen ramte hovedet på sømmet, men den ramte også alt for tæt på visse journalister, ikke mindst fordi Florence på dumdristig vis nævnte deciderede navne i artiklen. To journalister blev nævnt, en af dem var en af vinderne af en PS3, og den anden var den kvindelige skribent fra MCV. Florence sagde aldrig, at de to journalister var korrupte, men han gjorde det helt klart, at han ikke kunne fordrage, hvordan de to havde håndteret situationen, der startede på Twitter.

Lad det være sagt med det samme: navne-afsløringerne var et dumt træk fra Florence. De fleste journalister vidste udmærket, hvem der var tale om, men det gjorde størstedelen af Eurogamers læsere ikke. Det i sig selv er ikke det store problem, men det er derimod det faktum, at journalisterne, som kender de to implicerede personer, er klar over, at de formentlig ikke er korrupte. Det samme gjorde sig dog ikke gældende hos læserne, hvor en stor del hurtigt drog forhastede konklusioner og kom med hadske og sexchikanerende angreb.

Resultatet var en rodet affære, der løb fuldstændig løbsk efter en fodfejl fra Florence, men skandalen startede først for alvor, da Eurogamer redigerede artiklen (læs den oprindelige her) efter den kvindelige skribent og hendes arbejdsgiver havde bedt om at få fjernet citater fra hende, som Florence havde hentet fra hendes offentlige Twitter-strøm. Dette var før, alle angrebene begyndte, men takket være usædvanligt strenge love om injurier i Storbritannien, var Eurogamer nødsaget til at makke ret. Der gik rygter om, at der var kommet juridiske trusler, men intet er blevet bekræftet endnu, og det bliver det nok heller ikke. Til gengæld er det officielt, at fadæsen kostede Florence hans faste tjans som ugentlig klummeskribent hos Eurogamer, og det er netop her, hvor hele affæren går fra blot at være rodet til at være dybt pinlig for stort set alle involverede parter med mulig undtagelse af Florence.

Florence har nemlig fat i noget med hans artikel. Spiljournalister har absolut ingen ret til at deltage i et spilfirmas PR-kampagne, og hvis de gør, skal de formentlig have et grundkursus i sund fornuft og generel etik. Hvorvidt ”name & shame” er på sin plads kan diskuteres, men det peger mod et åbenlyst problem, hvor spiljournalister (og sågar PR-ansatte) ikke kan gennemskue, hvor de professionelle grænser går.

Spiljournalister (og alle andre journalister) har ikke et primært ansvar overfor PR-maskinen, men derimod overfor deres læsere, og det ansvar smides på jorden, når der ubevidst danses efter en uskyldig PR-fløjte i en konkurrence, der faktisk er knap så uskyldig. Det er den uendelige diskussion om, hvordan PR-folk og journalister skal arbejde sammen, hvilket Florence også er inde på. Han mener, at forholdet mellem de to parter er blevet for venligt, og det har han nok også ret i – til et vist omfang.

Faktum er, at forholdet mellem PR og journalister er symbiotisk, hvor spilpublikationer er afhængige er annoncekroner fra spilfirmaerne, imens spilfirmaerne er afhængige af positiv omtale. Quid pro quo, om man vil. Det er af mange et forhadt system, fordi annoncekroner betyder død eller overlevelse for publikationer, og fordi publikationers ord kan resultere i en sneboldeffekt af dårlig omtale fra deres brugere. Men det er også et system, som uden problemer kan køre gnidningsfrit og vellykket med stor tilfredshed fra alle sider, hvis begge parter er indstillet på at udføre deres arbejde som de professionelle, de er – eller som de i hvert fald burde være.

Svenske Aftonbladet kørte for nylig en kronik om netop forholdet mellem en PR-ansat og bladets spiljournalist, hvor Nordic Game Supplys Jens Hvass* blev hængt ud for at spørge ind til bladets politik for spilkarakterer, der åbenbart svinger en del. Journalisten bag kronikken hæftede sig ved, PR-folk ikke skal blande sig i karaktergivningen af spil, hvilket han har absolut ret i, omend han han måske trak det hele lidt for meget igennem mudderet, netop fordi der er tale om en tovejs-situation. Forholdet mellem PR og journalister er ikke en konkurrence i mudderkastning eller en dyst om at være bedste venner for evigt – det er professionelle forretningsforbindelser, der i fællesskab gør det muligt at drive en hel branche.

En anden side af hele sagen er, som Florence af gode grunde ikke er inde på, da det først er kommet frem på grund af netop hele denne kaotiske tur rundt i spilpressens cirkusmanege, er, hvordan spiljournalister og især publikationer (hvilket bare gør det endnu mere pinligt) formår at undergrave deres egen profession. Hvor ofte er det, at man ser en journalist stoppe en anden journalist fra at udtrykke sin mening og samtidig koste personen hans job? Ikke ofte, for – og lad os bare være ærlige her – ytringsfriheden var indtil denne uge en af de mest yndede tiltag i den meningsdannende spilpresse, som Florence i længere tid har tilhørt hos Eurogamer med hans klumme, der lige fra starten har været kendt for yderst personlige meninger på skrift.

Det er direkte pinligt, at en journalist og ikke mindst journalistens arbejdsgiver tyer til de metoder, som er blevet taget i brug de seneste par dage. Om der har været juridiske trusler eller ej, så burde den oprindelige artikel ikke havde været redigeret. Hvad, man derimod kunne have gjort, var at skrive en klumme som modsvar, hvor anklagerne blev afvist på professionel vis. Det er oftest sådan, spilpressen reagerer på kontroverser, og dette ville ikke have været meget anderledes. Derudover burde Eurogamer gro et par nosser (medmindre der virkelig var tale om et fejt søgsmål – i det tilfælde burde Intent Media, som MCV-journalisten arbejder for, selv gro et par nosser og agere professionelt).

Et andet problem er også, at hvor meget MCV-journalisten end prøver at dy sin uskyld, så er hun enten vanvittig naiv eller decideret dum, når hun for det første forsvarer andre folks manglende sunde fornuft ved deltagelse i PS3-konkurrencen, og for det andet ikke kan se, hvorfor det er et problem, at hun skriver om spil fra Square Enix, når hun har ageret konsulent for dem. Dette er et helt tredje (eller er vi ved fjerde, femte eller tyvende?) aspekt af sagen, som Florence ikke gjorde opmærksom på, men som Twitter derimod hang fast i i går.

Den omtalte journalist er selverklæret fan af Tomb Raider, som bekendt kommer fra Square Enix. Hendes Twitter-side er fyldt med billeder fra det kommende Tomb Raider, og følger man hende til dagligt, vil man jævnligt få en yderst fanatisk tweet om spillet i sit feed. Det i sig selv er ikke et problem. Mange spiljournalister har spil, som de er fans af eller som de glæder sig helt ekstremt til, men samtidig er man også nødt til at indse, at når man arbejder med spil professionelt hver dag, og når ens arbejde er at dække dem for forbrugere, så må man opgive visse ting for at fremstå troværdig og professionelt uden en snert af mistro. Det har MCV-journalisten ikke formået at gøre med sit arbejde for Square Enix, da hun ikke har distanceret sig langt nok fra dem.

Hvilke spil hun har konsulteret på, aner jeg ikke, men jeg ved, at havde det været mig i den situation, så havde jeg aldrig nærmet mig et af deres spil med en ildtang for en af de publikationer, som betaler mig penge for at skrive om spil (selv frivilligt ville jeg ikke gøre det), netop af frygt for at virke forudindtaget eller partisk og dermed ende i en pinlig affære som denne. Det havde været noget andet, hvis hun f.eks. havde konsulteret for et helt tredje firma, som var på kontrakt for Square Enix, og hun dermed ikke havde nogen direkte kontakt med Square Enix. Men det er ikke tilfældet, og nu kan hun takke sig selv for at have lært lektien på den hårde måde.

Ved første øjekast virker de sidste par dage som en negativ fadæse af hensynsløse angreb, men under overfladen er det en konkret kritik af især spilpressen, som er blevet belyst, og som hele den internationale spilpresse er nødt til at reagere på. Det handler først og fremmest om integritet, og hele denne sag har vist, at ikke alle forstår, hvad det ord egentligt betyder. Der er meget gøgl og lir ved at skrive om spil, men midt i alt balladen skal man ikke glemme, at det trods alt blot er et helt almindeligt arbejde, hvor en vis professionalisme er det mindste, folk burde kunne forvente fra én.

* Jeg har aldrig oplevet dette fra Jens på trods af at have givet mindre favorable karakterer til spil, hvor han har ageret PR-kontakt, så lad venligst være med at komme med kommentarer/starte en internet frenzy om, at han er korrupt.

2 thoughts on “Fejhedens grimme ansigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *