En dialog om måden vi snakker om spil på – del 2

Dansk

I går bragte Jesper K. Kristiansen og jeg første del af vores dialog om måden, vi snakker om spil på. Nu er det blevet tid til næste omgang, hvor jeg lægger ud.

Først og fremmest: For få bil-metaforer. Min kat er opkaldt efter en bilmotor for lige at smide bonus-info, der er fuldstændig ligegyldig.

Jeg kan godt lide din tankegang om det at skrive godt om spil, især fordi du lige har skrevet den mest geniale anmeldelse af Ace Combat. Jeg kender godt spillet, men kunne aldrig finde på at kaste penge efter det og slet ikke frivilligt at læse en anmeldelse af det… men så tog du kaptajn-hatten på og gjorde det relevant til det punkt, hvor de fleste af os kan være med – i hvert fald os, der har været ude at flyve.

Normalt ville det være dødssygt for mig at læse om et spil som Ace Combat, og som sagt har jeg aldrig gjort det før, men din anmeldelse var sjov og samtidig informativ. Selve informationen om spillet har jeg smidt ud igen, for som sagt er det ikke relevant for mig, men jeg brugte glædeligt tid på at læse teksten igen, og det er vel lige præcis det, der er målet: at folk læser om noget, selvom de måske ikke er så interesseret i det.

I dag er det nemt at downloade en demo, at se YouTube-videoer af spil eller høre, hvad ens venner synes om det seneste Dead Space. Anmeldelser bærer ikke samme vægt længere, og du ser sjældent deciderede spilsider lave dybdegående artikler om noget, der måske ikke nødvendigvis kun er af interesse for kerne-spillerne, især i Danmark. Det er en skam. Hvorfor skal vi læse side op og side ned af artikler, som egentlig blot er det samme, som man møder alle andre steder? Previews, reviews, etc.

Det lyder jo højt til hest, og det er det sådan set også, men jeg tror, at der er et overraskende antal af folk, der undviger at besøge fx danske spilsider, fordi de simpelthen ikke skriver om noget interessant. De kommer ikke med noget nyt.

Det sjoveste og mest underholdende ved at skrive om spil er, når man finder historien, der er skide interessant i sig selv og ikke fordi, at det er hængt op på et spil. Jeg skrev på et tidspunkt om Steam-tilbud og deres psykologiske effekt på folk, hvilket var så langt mere tilfredsstillende end en anmeldelse af det seneste shooter-spil på markedet, og lur mig, om der ikke var andre, der synes det var interessant læsning.

Og det er jo også derfor, vi to laver det, vi laver, tror jeg. Vi vil gerne fortælle historier for andre folk. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at der er så meget mere end det skrald, som folk dagligt roder igennem uden at være kritiske. Og det er skam ikke en anklage mod netop de folk, for jeg kan sagtens forstå det, men det er lidt ligesom, når man køber discount-kød og derefter får den mest lækre, saftige bøf. Der er bare ingen vej tilbage.

Mine forældre har ofte svært ved at forstå, hvordan jeg kan leve af at skrive om spil, og hvorfor mine søskende og jeg bruger så meget tid på spil. Når de ser, hvad der foregår på skærmen, virker det som spild af tid for dem, men når man fortæller historierne bagspillene, så forstår de. De forstår, at spil kan give oplevelser, der kan rykke ved fastgroede aspekter af ens liv. Det er muligvis sjældent, at det går op for dem, men når de fx læser noget af det, jeg skriver (som ikke er anmeldelser, men derimod artikler eller interviews), så forstår de lige pludselig, at der er en mening med galskaben.

For dem er spil stadig bare spil, men de er begyndt at se meningen med galskaben. At spil ikke kun er spil. Og det er jo i bund og grund det, der gør det værd at skrive om spil på alle andre måder end den typiske “10/10 GOTY”-måde. Ikke mindst fordi måske kan være med til at overbevise den slags folk om, at spil er så meget andet end “push start to play”.

[Tissepause]

Musik: Electric Six – Fire.

Alkohol: x2 øl

Hej Julie

Jeg håber du har ret i din antagelse om, at der vitterligt er et publikum til spilartikler der vil andet og mere end at anmelde og klistre en karakter på. Både fordi det ville gøre mit liv lettere, men også fordi, at gør mig trist at tænke på, at det måske bare ER sådan, at FIFA og Call of Duty vitterligt bare er de bedste spil.

Med hensyn til den adskillelse du stiller op mellem kerne-spillere og mere almindelige mennesker, så tror jeg faktisk ikke, at det er fordi at de ’bedre’ (lad os da bare kalde artikler der vil mere og andet en previews og reviews det for faen) artikler afskrækker kerne-spillerne. Jeg tror også at (nogen) af dem læser det. Jeg tror mere det er et spørgsmål om, at meget af det almindelige spilstof har en karakter der simpelthen skræmmer folk bort, hvis de ikke i forvejen har en meget stor interesse for den eller de spil der skrives om. Det er ’entusiast–presse’ – skrevet af fans til fans.

Jeg har tit tænkt på, at man måske burde prøve at skrive om spil på en mere impressionistisk måde. Altså, forstået på den måde, at man ikke forholder sig til det rent mekaniske, men udelukkende fokuserer på den oplevelse man har, når man spiller spillet. Jeg har efterhånden interviewet en del spilpersoner, og en gang imellem oplever man jo trods alt, at der er hul igennem, og at man får en flig af noget, der ikke bare er pr-snak eller noget, som marketing-folkene har sagt de skal sige. Og mere end en gang har jeg hørt nogle af de dygtigste folk i branchen fortælle, hvordan spillet ikke er det der sker på skærmen. Spillet er det der sker i dit hoved mens du spiller!

Tænk hvis man anmeldte bøger på samme måde som spil. Så skulle man have karakterer som Indbinding 7/10, Skrifttype 8/10 og Genlæsningsværdi 6/10. Men med bøger er det indlysende, at det vigtige ikke er de tekniske forhold omkring leveringen, men om bogen formår at vække noget i dig. Om den får din hjerne til at køre på en fed måde. Og det tekniske er kun relevant, hvis det enten hjælper med eller står i vejen for dette.

Jeg tror vi er nødt til at blive bedre til at se ind bag skærmen, og tage fat i de oplevelser i får, og skrive om dem i stedet for. Computerspillet har sit ophav som teknisk disciplin, der i høj grad gik ud på at betvinge teknikken, og få den til at makke ret. Men jeg tror (og håber) at vi er ved at nå et vendepunkt. I takt med, at det bliver stadig lettere for stadig flere mennesker at producere spil, så bliver vi nødt til at give mere slip på den tekniske overflade, og hoppe ind bag skærmen. Men det kan også være en skræmmende oplevelse, for så er vi nødt til at sætte noget mere af os selv på spil, hvis vi skal fortælle om vores personlige oplevelse med spillet. Noget som jeg fornemmer at du kom ret tæt på, da du anmeldte Papo & Yo.

Men det er svært at bryde ud af skallen. Klassisk sociologi peger på, hvordan det letteste i verden er, at leve op til de forventninger som omverdenen stiller til én, fordi det er så pissebesværligt at få folk til at ændre de forudopfattelser de har inde i hovedet. Og så længe omverdenen har et forhold til spil der siger at det bare er legetøj, eller som i Breviks tilfælde, farligt legetøj, så er det klart det letteste som spilskribent, bare at efterleve disse fordomme. Og så bliver det ikke mindre kompliceret af, at det er dem med fordommene, der i mange tilfælde står med lønchecken.

Men jeg kan for døden ikke lade være med at kæmpe imod, fordi jeg VED at spil har så meget mere at byde på end det. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at ændringen kommer. Spørgsmålet er bare hvornår. For dem af os der er vokset op med spil ved, at det er mere en bare ligegyldig tidsfordriv. Og hvad enten vi vil det eller ej bliver vi ældre, og kommer til at udfylde flere og flere ansvarspositioner i samfundet.

Men for min skyld måtte det godt nok gerne være før end senere.

Musik: Megadeth – Peace Sells … But whos buying

Drikkevarer: Støckel Pale Ale & Gin + tonic

I morgen følger de to næste afsnit …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *