En dialog om mulighederne i PlayStation 4 – del 1

Dansk

Vi er tilbage! Jesper K. Kristiansen og jeg har endnu en gang sat os ved tasterne for at udveklse tanker og meninger. Denne gang handler det om Sony, PlayStation 4 og hvordan fremtiden ser ud for den kommende konsol.

Hej Julie

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men af en eller anden grund har jeg svært ved at pulsen i vejret over den nye PlayStation 4. Jeg ved ikke helt, hvad det er der er galt. Er det selve boksen (som vi så ikke engang har set endnu) den er gal med, eller er det langt mere alvorligt. Har jeg simpelthen mistet evnen til at blive barnligt begejstret over ny hardware?

I en verden hvor Apple, og enhver anden elektronikproducent præsenterer nye modeller på en årlig basis, er der måske bare tale om, at jeg har fået nok! Nok af buzzwords og powerpoints og løfter om fagne nye verdener, der lader dig være ’connected’ til dit netværk og dine venner hele tiden. Jeg tror, at jeg har fået hård hud på imponeringsnerven. Det jeg mangler er ikke tekniske features og ’mere grafik’. Det tror jeg i hvert fald ikke.

Nogle af de spil, som jeg har fået mest glæde af det seneste år har været The Binding of Isaac, FTL og The Walking Dead. Og så virker det næsten som en provokation, når David Cage går på scenen og proklamerer, at nu med endnu flere polygoner, så kan vi komme endnu tættere på spilkarakterer med følelser. Det var da bestemt en imponerende, ja vel egentlig lidt skræmmende, demonstration han viste frem. Et eksempel på, hvor tæt vi efterhånden er på ”the uncanny valley”. Men tror jeg på, at det vil forbinde mig nærmere til spillenes personer – næh. Lee Everett og Clementine fra The Walking Dead havde måske 10% af de polygoner som David Cage viste frem på skærmen, men har alligevel formået at trække reaktioner frem i mig, som computerspil ellers sjældent formår at røre.

Lidt samme ligegyldighed skyllede over mig, under hele præsentationen af alle de fantastiske sociale features. ”Se – nu kan du dele videoer på Facebook med en knap direkte på controlleren”. Fedt nok. Men helt ærligt, har DU lyst til at være den der ’deler’ din spiloplevelse på Facebook? Hvordan er det bedre end ”Louise mangler hjælp til at finde den orange ko i Farmville – klik her for at hjælpe hende”? Jeg er så gammelt et røvhul, at det vil være dybt stigmatiserende at deler spilvideoer i min omgangskreds på de sociale medier. ”Se mannar – jeg pløkker lige en zombie så hjerne splatter ud over det hele – har har”, stemmer bare ikke så godt overens med forespørgsler på huslånstyper og billeder at den nye Weber-grill. Helt ærligt jeg har to, siger og skriver TO, venner på min PSN-konto. Sociale luftkasteller? – Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Det jeg savner, er ikke en indpakning der er hurtigere, bedre og sjovere. Det jeg savner, er enten noget der taler til mig som menneske, eller i det mindste noget, som bare er ufortyndet underholdning. Det man nok med et engelsk ord, ville kalde ”mindless fun”. Derfor gør det også bare mere ondt, at man efter en en indledning, der for en gangs skyld synes at ville mig noget, som fortalte om det samfund vi lever i, endte med bare at blive en introduktion til en lam fortsættelse af Infamous. Yiii-haw. Partikeleffetker og superhelte-kræfter og sådan en lidt sej rebeltype, der ikke vil gøre hvad de stive myndigheder (læs: skolelærer) fortæller ham, at han skal.

Men der var dog glimt af noget andet ind imellem. For trods hans prætentiøse fremtræden, var mit lyspunkt den aften Jonathan Blow. Fordi han ikke snakkede om hardware og polygoner og PS Move og sociale medier. Han snakkede i stedet for, om de ting, som spil gør ved os. De følelser som de kan fremkalde i os når vi spiller dem. Og det synes jeg er langt mere interessant.

En ny PlayStation er jo for filan ikke målet i sig selv. Den er kun mediet, metoden, som skal bruges til at give spillerne, altså os, nogen oplevelser der er sjove, vilde eller eftertænksomme. Ja, det er da fedt at den har 8 GB RAM i stedet for kun 4. Men kun fordi, at det gør, at man måske kan skabe nogle bedre spiloplevelser.  

Eller måske er det bare mig der er ved at blive en gammel sur mand. Nogen gange frygter jeg lidt, at jeg har mistet evnen til barnlig begejstring. For det er i mine øjne en værdifuld evne, som jeg ville være meget ked af at miste. Jeg håber den er der endnu. Klar til, at den møder det rigtige at begejstres over.

Musik:  Neil Young- Harvest

Alkohol: Schneider Weisse Tap 7 Weissbier

Hej Jesper,

Det er sjovt.. Jeg har det lidt på samme måde – og så alligevel ikke. Jeg blev faktisk ret harm efter annonceringen af PS4, fordi folk gik helt i selvsving med at svine konferencen til, imens jeg løb ud på gaden og fortvivlende skrålede “HVAD REGNEDE I MED?!?!” Okay, det med gaden er løgn, men spørgsmålet var faktisk reelt. 

Jeg havde ikke sat de store forventninger op (som jeg fx gjorde med PS3-annoncering), for kvantespringene fra dengang gør sig simpelthen ikke gældende længere. Konsoller er ikke konsoller på samme måde, som de har været. Da David Cage ævlede løs om sine elskede polygoner, tog jeg mig en tissepause. Jeg elsker et visuelt lækkert spil, men hvis historien er ødelagt, og spillet er det rene møg, så kan udseendet jo være ligemeget. Det kan ikke redde noget som helst. 

Spil som FTL og The Binding of Isaac ligger som fast inventar på både min bærbar og min stationære, og når The Binding of Isaac udkommer på PSN, ryger det direkte ind i download-køen. Spillet er jo ikke smukt at se på, men det er fandens underholdende. Det slipper aldrig grebet på dig, og det er netop sådan nogle spil, jeg håber på, at Sony også vil satse på med PS4.

Derfor var noget af det, jeg jublede mest over ved Sonys konference, at de fremover vil gøre det nemmere for indie-udviklere (sådan fik de det i hvert fald til at lyde). De har allerede etableret sig som en venlig platform for visse eksklusive indie-darlings som Journey, Papo & Yo og The Unfinished Swan, og det skal de holde fast i med næb og kløer. Til gengæld var jeg ved at falde i søvn, da Jonathan Blow trådte på scenen. Hans spil fangede mig ikke, og manden giver mig udslæt. Men hey, i det mindste gør han noget anderledes, og al respekt for det.

Samtidig tror jeg heller ikke, at det er helt ude i hampen, at Sony satser så hårdt på det sociale aspekt. Jeg kommer aldrig til at bruge det (nu skal man aldrig sige “aldrig”, for jeg tror, det kunne være et spændende aspekt som spiljournalist, når man skal dække spil udover de trivielle artikler), men jeg har derimod en bror, der vil finde det skide spændende bare at kunne trykke på en knap og så ellers spamme løs på Facebook med headshots fra Black Ops eller vilde stunts i Borderlands 2. Formår spiludvikler at involvere den feature i deres spil uden, at det bliver for anmassende, så kunne det blive interessant. Især med spil i samme ånd som Dark Souls eller ZombiU. Jeg kan godt se det lokkende i at være en del af et community, eller hvad man nu vil kalde det, hvor dele-features på PS4 bliver ivrigt brugt. 

Mit største “men” i øjeblikket er dog, at de løfter om guld og grønne skove, som konsolproducenterne altid kommer med ved annonceringen, sjældent matcher virkeligheden på selve lanceringsdagen. Sony har allerede været ude at udtale, at visse features ikke vil være tilgængelige fra dag 1, og det er problematisk. Især i et land som Danmark risikerer vi at vente meget længe på forskellige features, og det cirkus er jeg træt af. Derfor sad jeg også med himmelvendte øjne, da Sony listede alle deres samarbejdspartnere for medietjenester, for godt og vel 60% (hvis ikke mere) når slet ikke Danmark.

Jeg tror også, at min frustration med netop dette udspringer af, at jeg ikke længere anser min spillekonsol for en spillekonsol, men derimod som et mediecenter. Jeg bruger min PS3 mere til Netflix, Viaplay og forhåbentlig engang HBO Nordic, når de får nosset sig sammen, end jeg overhovedet bruger min Xbox 360 (det siger heller ikke meget, den er efterhånden gået på ufrivillig pension). Når der ikke er tale om eksklusive titler, så spiller jeg på min PC, og sådan har det efterhånden været i lang tid. 

Derfor er mine forventninger og krav til PS4 også helt anderledes, end hvad de ville have været for bare to-tre år siden. Og indtil videre er jeg ikke overbevist, men jeg er heller ikke afvisende. Jeg tror, at E3 og måske endda gamescom, som Sony længe har haft et svagt, men yderst positivt punkt overfor, bliver den ultimative test. PS4-annonceringen var bare en formel “det her er, hvad vi arbejder på – nu ved I det”-konference, imens især deres pressekonference ved E3 bliver der, hvor de så at sige skal sælge konsollen. Det er her, hvor de skal overbevise folk om, at PS4 er fremtidens konsol.

Musik: Spec Ops: The Line soundtrack 

Alkohol: Billig hvidvin fra Superbest (6/10)

One thought on “En dialog om mulighederne i PlayStation 4 – del 1

  1. Jeg er enig, og som spilforfatter glad for at denne holdning ser ud til at sprede sig i spilbranchen. Konsollens hestekræfter kan vel sammenligne med special effects i film; det gør fed storytelling mulig, men effekter skaber ikke en god oplevelse med mindre der er kød og blod bag. (Cue splatterfilm-jokes)

    Alderen er en god pointe. Jeg tilslutter mig mængden der bruger PS3 mere som mediecenter end konsol – mine børn ser Netflix på den. Den “gamle gamer” dækker også et stort marked efterhånden, som jeg håber får mere og mere fokus. Snart begynder der forhåbentlig at komme spil til forskellige aldersgrupper, hvor det lige nu virker som om at der er spil til småbørn, til teenagere og så til resten der er over 18 år. Men “dem over 18” har voldsomt forskellige krav efterhånden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *