Dialog: Sexisme i spilbranchen? – del 2

Dansk

Så er anden del af dialogen om sexisme i spilbranchen klar – første del kan læses her.

Hej Julie

Godt – lad os få proppen af flasken. Ikke mere fedtspilleri. For du har helt ret. Det er en kæmpe problem, der som en stor betændt byld dækker hele spilbranchen, og gør, at den ikke kan leve op til sit fulde potentiale. Spil er kunst, spil børe tages mere seriøst, spil er ditten og datten! Måske skulle spil tage sig samme og begynde at behandle folk nogenlunde ligeværdigt, inden den påberåber sig alle mulige kulturelle kvaliteter.

Og jeg kan ikke sige, at jeg forstår, hvordan det føles. For det kan jeg ikke. Det ville være en løgn og hyklerisk. Men det jeg kan sige, og det jeg kan forstå er, at jeg vil have at alle – også kvinder – føler sig godt tilpas i den kultuer der omgiver mit yndlingsmedie. At kvinder kan få lov til at tale og udtrykke sig med lige så stor autoritet, vildskab, ydmyghed eller selvtilfredshed som alle andre. Hvorfor? Fordi jeg vil tale med ligesindede, ligestillede og ligeværdige.

Og det er et problem, der bider sig selv i halen. End ond cirkel. For den dumme sexistiske indstilling driver kvinderne væk, og hvis det alligevel kun er mænd der er til stede, så må vi jo hellere hyre nogle modeller, så der er ’lidt lækkert’ at se på, og bliver kvinderne jo væk, og så kører møllen. Og det er et problem der stikker dybt! Ikke bare i den kultur der omgiver spillene, men også i spillene selv.

Tag et spil Bioshock: Infinity. Et spil der fra alle sider bliver hyldet som et auteurværk, et stort værk, der for alvor vise hvad spilmediet kan. Hvad viser det? At igen skal en den mørkhårede hvide, lidt grove mand, redde en smuk ung kvinde ’med kræfter hun ikke forstår’. 

Nogen gange føles det som et stort skuespil vi opfører i spilbranchen. Hvor alle mænd er dudebros, og mænd der ikke spiller FIFA eller GTA er suspekte halv-homoseksuelle typer. Tro mig – jeg har det selv ret svært med at blive adresseret på den måde – som om at ’det her skal du kunne lide’. Hvordan det opleves hvis man er kvinde, tør jeg slet ikke gætte på.

Engentlig er jeg lidt træt af hende. Men Leigh Alexander kom med et overmåde godt citat i løbet af hele IGDA-misæren. “When people say ‘I don’t feel comfortable in this space,’ it is not an invitation for debate.” Det er ikke et debatoplæg, når nogen påpeger en ubehagelig sexistisk oplevelse. Det er ikke en invitation til at folk (mænd?) skal argumentere for, hvorfor det alligevel ikke var en ubehagelig oplevelse.

Og det er netop noget af det værste jeg ved, ved hele denne debat. Når historierne om manglende ligeløn, kønsstereotyper eller forskelsbehandling dukker op, så er det som der er en hemmelig garde af mavesure hankønsvæsener der på bedste apologetiske vis altid synes at argumentere for, at disse fakta ikke findes. Eller måske ligefrem siger at ”HEY DET ER COMPUTERSPIL. DET ER BARE FOR SJOV” eller ”HEY, MÆND HAR DET OGSÅ HÅRD, FOR DE BLIVER ALTID FREMSTILLET SOM VILDT MUSKULØSE” eller de allerbedste af dem, som bare fuldstændigt afsporer debatten med ’sjove bemærkninger’ om hvordan ”hun får svært ved at brokke sig, med min pik i munden” eller ”Løsning: fjern Playstationen fra køkkenet”.

Af en eller anden grund, virker det som om, at spilmediet er meget, meget værre, end alle andre kulturprodukter, hvad angår det her. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader det. Måske fordi spilmediet er vant til at være under angreb, så er der an passive-agressive reaktion, hvor man end ikke tager stilling til problemet, men bare kører had-kanonen frem og skyder.

Hvordan kommer vi det til live? Jeg ved det ikke. Men det bliver ikke gjort bedre af, at spilkultur i dag er begrænset til specialistmedier, hvor man kun skrider ind overfor de mest grelle kommentarer, og i øvrigt læner sig op af debatkulturen på 4chan. Så er det ok at svine kvinder til på alle mulige måder, der intet har med de de siger eller skriver at gøre.

Alkohol: Maisel’s Weisse Weissbier
Musik: Mere The Dig

Hej Jesper,

Okay, proppen er af flasken – og jeg er rimelig sikker på, at pøblen står klar til at lynche os og derefter smide vores lig på bålet lige om lidt.

Hende Leigh Alexander har jeg det også svært med, men hun har trods alt fat i den lange ende i den her situation. Og noget, som jeg i hvert fald har lagt mærke til i denne uge, er, at folk tager det ilde op, når man taler for, at der skal ske ændringer, og at der faktisk ernoget galt med tilstandene, som de er lige nu.

Det er jo ikke som om, at det her er et personligt angreb på samtlige mænd i hele verdenen, og det er ikke fordi, at der ikke er kvinder, som siger, at nu overreagerer folk altså. For det sker faktisk. Folk har nemmere ved at råbe op, lige så snart de ser det mindste, der kan minde om sexisme, og det er naturligvis lidt af et problem.

Men! Og det er her et stort men – en ting er lukke øjnene i og blindt kaste om sig med argumenter om, at “jamen vi har det da alle sammen godt, alt det her er bare fis i en hornlygte” og så ellers komme med alle mulige statistikker, der prøver at bakke op om den påstand. Men lige så snart bare én kvinde siger, at hun har været udsat for chikane eller sexisme udelukkende baseret på køn, så er det en kvinde for meget.

Og så må man sgu gribe nosserne/brysterne og sige, at man er mand/kvinde nok til at høre på andre og spørge, hvordan man kan hjælpe. Hvis man bare siger, at folk overreagerer og derefter fuldstændig ignorerer det eller sågar overfuser folk, så kan man ligeså selv være en af del af sexisme-banden.

Jeg tror, at mange folk har svært ved at forstå, hvor meget det egentlig betyder for nogen, når de ikke selv har været i situationen. Det kender vi nok alle sammen til en vis grad, og derfor er det også nemmere at (over)reagere, når man selv har været igennem mudderet, og folk så siger, at man bare skal komme over det. Men her er det så bare, at jeg tænker: “Hvor meget koster det dig egentlig at udvise bare den mindste smule sympati eller blot empati?” Det er jo nok ikke for sjov, at folk prøver at bekæmpe det her problem så ivrigt.

Der er bare desværre så mange steder, man kan begynde. Som du selv nævner med BioShock: Infinite, så har det jo levet højt på, at Elizabeth er en kvinde med ben i næsen. Men faktum er, at man som mandlig hovedrolle redder en kvindelig birolle. Det kunne vi også se, da der skulle laves cover til spilæsken. Elizabeth blev smidt om på bagsiden, fordi spillet skulle tiltale unge mænd, så de kunne relatere til det, da det skulle sælges. Jeg er sikker på, at marketingsfolkene klappede i deres små hænder, da den beslutning blev taget.

Jeg tror ikke, at problemet er meget værre i spilbranchen og det tilhørende medie i forhold til andre brancher, men det bliver uden tvivl forstørret af, at spilkulturen i en lang årrække servicerede et mandligt publikum. Det hænger stadig fast – lige fra spilindustrien til medierne, der dækker den. Som da M! her den anden dag fik leveret en artikel fra Gameplay om de 20 lækreste spilbabes. Jeg havde ikke forventet andet fra M!, men jeg havde derimod forventet meget mere fra Gameplay.

Og så skal det her ikke blive en bredside mod mandligt orienterede publikationer, for sider, der skriver om elektronik rettet mod kvinder, hænger mig ligeså meget ud af halsen. Deres hensigter er jo fine, men det bider dem – og alle os andre – i røven, fordi det på sigt sætter kvinder i bås som et publikum, der skal have serveret deres læsning på en specielt tilpasset måde – og det er jo langtfra meningen.

I sidste ende gør det ligeså meget skade, som det gør gavn.

Musik: Sleater-Kinney – One Beat
Alkohol: Endnu mere Classic

6 thoughts on “Dialog: Sexisme i spilbranchen? – del 2

  1. Jeg havde egentlig ikke til hensigt at blande mig i jeres tastaturfægteri her, men når jeg nu lige fik at vide, at jeg indirekte var blevet nævnt, bliver jeg jo nødt til at kommentere (til alle læseudfordrede – too long; don’t read).

    Julie: Det var mig, der skrev bemeldte artikel til M!, som har ansat mig til at skrive om spil i både deres magasin og på deres webside. Jeg skrev den faktisk før, at jeg deltog i IGDA-festen på GDC og involverede den efterfølgende “sexism shitstorm” (jeg fotograferede festen for IGDA og sad pudsigt med nøglen til forståelsen af, hvad der rent faktisk skete), og jeg skriver skam gerne en lignende artikel igen, hvis de beder mig om det. Ikke på trods – men fordi det nu engang er det, jeg har valgt at lade mig ansætte til. De, der måtte læse med, kan finde artiklen her: http://mmm.dk/article/171284-de-20-laekreste-spil-babes/gallery/765337

    Jeg tænker, at det burde være temmelig åbenlyst for enhver, at forskellige typer medier kræver forskellige typer stof – at artikler til M! fx er lagt an på væsentligt andre præmisser end artikler i fx Gameplay – så jeg antager, at referencen mest er af polemisk karakter snarere end reel dyb skuffelse over mig eller mit magasin. Skulle det imidlertid være tilfældet, så fred være med det: I så fald må jeg blot understrege, at jeg intet problem har overhovedet med at skrive hurtige “hø-hø”-artikler til et mandemagasin om smukke kvindelige spilfigurer, eftersom den slags stof passer fint ind i magasinets emneområde, ligesom mine tidligere artikler om de fedeste våben nogensinde, de sejeste spilhelte og de største badass-skurke også gør det. Det er nu engang, hvad den gennemsnitlige 24-årige autolakerer fra Ikast gerne vil have og betaler for. Og så er det, ærligt talt, befriende underholdende at skrive! (Bare nu for at komme en eventuel forståelse af, at jeg blot prostituerer mig selv for pengenes skyld, til livs)

    Det er en fin nok pointe, at man ikke nødvendigvis skal hælde massevis af argumenter i hovedet på folk, der føler sig stødt på manchetterne over oplevelser, som overskrider deres grænser, og på den måde forsøge at trivialisere deres ubehag. Men vice versa må selvsamme folk også forstå, at alle dem, der foretrækker at forholde sig mere rationelt og mindre følelsesladet til sagerne, ikke nødvendigvis gider at tage andres personlige forargelse på sig. Jeg kan fx sagtens nyde at få en drink serveret af en smuk, letpåklædt kvinde og samtidig føre en samtale med, selvom du står og føler dig helt enormt presset over hendes tilstedeværelse. Det gør mig ikke til en chauvinist, og det er heller ikke manglende respekt for dine følelser. Om der så stod 100 vrede kvinder m/k ved siden af mig, ville det ikke forstyrre min oplevelse af hverken drinken eller den smukke bartender – og det ville stadig ikke gøre mig til en chauvinist eller udgøre manglende respekt for deres følelser. Bare for nu at prikke lidt til noget af den ejendommelige burhønelogik, der flyder rundt på nettet lige for tiden (som jeg er dog er vis på, at du er hævet over).

    Jeg var med til IGDA-festen, hvor jeg snakkede med alle Yetizen-pigerne på stylterne, som bidrog til strålende feststemning på en sød, sjov og bestemt ikke upassende måde. Jeg deltog også i Danish Game Awards, hvor det yndige kvindelige personale opførte sig yderst passende. Jeg har deltaget i spilbranchens forskellige arrangementer i over 15 år, hvor overvejende kvinder ofte har været ansat til at betjene gæster eller bare agere øjeguf. Jeg har festet igennem med vanvittigt smukke polske Playboy-modeller på et kasino et eller andet sted nord for Warszawa, jeg har klappet ad rasende dygtige poledancere på The Promised Lot på E3 (dengang, hvor messen rent faktisk havde noget kant), og der har været massevis af lignende arrangementer. Gør min deltagelse i sådanne arrangementer uden at problematisere dem mig til en chauvinist, der ikke respekterer kvinder? Naturligvis ikke.

    Pointen er, som jeg også måtte fremhæve igen og igen i en lignende debat tidligere på ugen: Kontekst. Alle de letkøbte generelle påstande, der fx spredtes ud over hele internettet efter IGDA-festen – og et par dage efter oven på Mojangs fest, hvor en række deltagere åbenbart valgte fuldstændigt at misforstå de tilstedeværende kvinders rolle – er komplet ubrugelige og er i høj grad med til at afspore kønsdebatten fra de væsentlige emner og sager. Stop med andre ord spredehaglsskydningen, og slå i stedet ned på aktuelle sager og reelle problemer i stedet for at gribe fast i det første, det bedste eksempel og hypostasere det til en proportionsløs og generaliserende debat.

    Her i Europa – og specielt i frisindede Danmark – har vi faktisk den fordel, at kønspolitiske debatter ikke straks bliver politiseret i samme absurde grad som i USA, og det bør vi udnytte noget bedre. Det er i øvrigt meget analogt til Blachmans nye talkshow, som alle og enhver også havde utroligt travlt med at mene noget om, før de overhovedet havde set det; her blev størsteparten af de diskussioner og debatindlæg, jeg læste, også afsporet fuldstændigt af løbsk feminist-etik (bemærk, at jeg ikke bruger det begreb nedsættende – det er en anerkendt moralfilosofisk diskurs) blandet sammen med virkeligt stærke følelser for emnet. Der sker meget af det samme i spilbranchen i disse dage – for mange slagord, for meget personlig profilering, for mange antagelser og alt for lidt substans.

    IGDA og Yetizen begik en fodfejl ved at hyre flotte piger til at piske feststemningen op. De har de indtil flere gange beklaget, blandt andet på deres GDC-årsmøde, hvor de blev hudflettet af både journalister og opbragte organisationsmedlemmer. Men dén sag havde en underliggende dagsorden, der handlede om interne politiske uenigheder i IGDA, hvilket blæste den fuldstændigt ud af proportioner, ikke mindst fordi diverse spilmedier led kraftigt under manglende overskrifter resten af ugen efter mandagens Battlefield 4-offentliggørelse og greb fuldstændigt ukritisk fat i “historien”. Meget beklageligt for alle de involverede parter – og endnu et eksempel på, at en ellers fremragende bred og langvarig indsats for både LGBT-interessegrupperne og kvindesagsforkæmperne blev skævvredet fuldstændigt.

    Der er selvfølgelig flotte piger til et arrangement som DGA, ligesom der også er det til prisuddelinger i diverse andre brancher, hvis produkter traditionelt har været rettet mod mænd, eller hvor mænd udgør den primære målgruppe. Det ser jeg overhovedet ikke som et problem i sig selv, da de ansatte piger ved DGA-arrangementerne primært står for at servere drikkevarer, stå i garderobe og bare gå rundt og smile pænt til gæsterne. Hvor går grænsen, kunne man omvendt? Må man ikke hyre piger, der bevæger sig rundt blandt arrangementets deltagere, men er det o.k., at de står i baren? Skal der være en 100 procent ligelig kønsfordeling, for at det er okay at have kvinder ansat til et arrangement? Hvornår bliver påklædningen anstødelig? Må de godt smile og flirte med bargæsterne? Er det deres blotte tilstedeværelse, der fornærmer, eller er det deres interaktioner med mandlige gæster, den er gal med? Hvad er problemet *helt* præcist? Den slags får man aldrig rigtigt svar på, når man spørger de mere normativt anlagte. Og bemærk, at det ikke er noget forsøg på at smadre dårlige oplevelser med krav om logisk argumentation; det er mest af alt et forsøg på at forstå, hvor I kritikere tegner stregen i sandet. Der må da vel for pokker foreligge en eller anden form for uskrevne retningslinjer, hvis man gerne vil opstille generelle regler for, hvad der er rigtigt og forkert i en hel branche. Eller hvad?

    Og at der eksisterer mandeblade, hvis læsere interesserer sig for artikler om spilbabes … herregud da. Jeg gætter på, at det næppe figurerer på nogen Top10-lister over de mest presserende kønsbaserede problemstillinger i spilbranchen? I så fald kan jeg godt hjælpe lidt til med at rette opmærksomheden mod væsentligt mere relevante emner. Og hvis det bare var for at få mig ud af hullerne, så lykkedes det om ikke andet. 🙂

    [Fortsættes i næste kommentar]

  2. Der skal også være lidt at arbejde videre med, så for at være konstruktiv tilføjer jeg her en hurtig lille liste med debatoplæg rettet mod folk med stærke holdninger til kønsdebatten:

    1. Er fremstillingen af Lara Croft-figuren bedre, lige så god som eller dårligere i det nye Tomb Raider-spil sammenlignet med de tidligere spil? Er hun for feminin eller maskulin eller helt tilpas? Er scenen med voldtægtstemaet (som er der, uanset hvad deres krysteragtige producer tør at stå ved efter furoren) og Laras første drab godt og nuanceret skildret, eller er den i spillets ramme skadelig for opfattelsen af kvinder, eftersom hun umiddelbart derefter udvikler sig til en reel massemorder?

    2. Er der for få spil med kvindelige hovedpersoner? Eller er fremstillingen af dem vigtigere end mængden af dem? Er det vigtigt, om kvinderoller i spil er den figur, spilleren styrer, og som man ofte ikke ser, eller de ledsager spilleren (jf. Jespers betragtning om Bioshock, som jeg er dybt uenig i)? Hvis kvinderoller i spil er baseret på alt for mange slidte troper, hvad ville så være gode alternativer til nye rolletyper? Skal kvinderne være stærkere, skal de føle mere, skal spille handle om mindre fantasifulde og mere aktuelle problemer? Eller det modsatte?

    3. Hvornår er kvinders tilstedeværelse ved større spilarrangementer et problem? Er det o.k., at en cosplayer står i en ringbrynjebikini og vifter med et sværd, mens hun frivilligt lader sig fotografere og blive gramset på af hober af drengenørder? Og er det ikke o.k., hvis hun er ansat af firmaet, der afholder arrangementet? Eller er det overhovedet ikke o.k. med kvinder uden “normalt tøj” på ved den slags arrangementer i det hele taget? Afhænger det af deres attitude og adfærd? Eller afhænger det i højere grad af de mandlige tilstedeværendes attitude og adfærd, og er det dermed snarere dem og ikke kvinderne i sig selv, der er problemet?

    4. Er det et grundlæggende problem, at størsteparten af de ansatte i spilbranchen – fra lave til høje stillinger – er mænd? Er det meget anderledes end diverse andre brancher, der er stiftet af mænd, og som med tiden har udviklet sig langsomt til i højere grad at inkludere og profilere “stærke” kvinder (fx filmbranchen)? Ville spilbranchen være bedre, hvis man indførte kvoter i ledelser og bestyrelser for at sikre stærk kvindelig tilstedeværelse? Eller kunne det tænkes, at spilbranchen som udgangspunkt bare tiltrækker flere mænd en kvinder, ligesom diverse andre erhversgrupper også har forskellig tiltrækningskraft på kønnene?

    5. Hvem er det typisk, der udsætter kvinder for fornedrende kommentarer og chikane i spil, debatfora, chatkanaler osv.? Er det specifikt for spilverdenen – eller et større problem i denne end i andre digitale fællesskaber? Kan man påvise, at det skyldes stereotype kvindefigurer i spil – eller er det et mere generelt sprogligt og respektmæssigt skred i forskellige samfund? Ville disse problemer blive løst, hvis der var “bedre” kvindelige spilfigurer og flere kvinder i spilbranchen – men færre kvindelige ansatte ved fester?

    … Og jeg kunne blive ved. Jeg skal bestemt ikke tage patent på debatten eller forsøge at styre den – men kom nu med fakta, statistikker, argumenter og substans, der kan bruges til noget, alle kloge hoveder!

    Musik: Dying Fetus
    Alkohol: Ingen, skuffende nok

    Relevante links:

    Spilbabe-artikel i M!:
    http://mmm.dk/article/171284-de-20-laekreste-spil-babes/gallery/765337

    Billeder fra IGDA/Yetizens GDC-fest:
    http://www.flickr.com/photos/mortenskovgaard/sets/72157633117528717/

    Gameplay på nettet
    http://gameplay-online.dk

  3. Wow! – Noget af et svar Morten.

    Nuvel – jeg vi da meget gerne prøve at komme med mit bud på dine fem spørgsmål.

    1) Jeg synes den er bedre. Især fordi hun har fået en noget mere normal krop, men også fordi hun har fået lidt mere emotionelt spillerum. Der er så et problem i, at de handlinger man udfører i selve gameplayet ikke stemmer helt overens med den historie som spillet iøvrigt prøver at fortælle. (åååååh nej – jeg slog en mand ihjælp. Slår 20 til ihjel uden at blinke 2 minutter senere). Men generelt synes jeg hun er lykkedes ganske godt. Hvad voldtægtsscenen angår ved jeg ikke. Da jeg snakkede med Rhianna Pratchett om den, sagde hun, at man skulle være meget varsom med at bruge oplevelser, som andre personer kunne have oplevet ‘for real’ som billige plot-points. Men jeg synes det fungerer ok i dette tilfælde.

    2) Begge dele synes jeg. Jeg synes også det er vigtig, at det, i hvert fald en gang imellem, er kvinden man styrer, da den største grad af agency i en verden typisk tillægges den agerende spiller. De er en selv, der som hovedregel får tingene til at ske, og påvirker verden omkring en. Naturligvis er der undtagelser, men som hovedregel. Jeg vil desuden nævne, at jeg har været ret stor fan af BioWares arbejde med Dagon Age og Mass Effect, fordi de spil har [mulige] kvindelige hovedpersoner, som ikke først og fremmeste defineres ved, at de er kvinder. Shephard er først og fremmest en soldat – derefter kvinde. Noget jeg tror er opstået, fordi handlingen har skulle kunne passe til begge køn. Lad kønnet være noget sekundært, når hun er hovedpersonen.

    3) Jeg synes det kommer an på, om arrangementet skal forestille at omfatte hele ’spilstanden’. Det er også derfor at jeg mener at DGA (og IGDA, selvom deres tilfælde ikke var så grelt som mængden af omtale antyder) bør sørge for at være mere på vagt end andre, fordi de netop fremstiller sig selv om repræsenterende spilbranchen over ét. Det kommer også an på, om de er hyret for at ligne noget fra spillet, eller spille skuespil eller lignende. Det er ikke fordi jeg advokerer for at kedeldragter udleveres ved indgangen. Men jo mere det bare er ‘øjeguf’ jo værre i mine øjne.

    Jeg synes også der er en nuanceforskel mellem, om nogen gør det frivilligt, for sjov, eller om de bliver betalt for det. Men frivillighed undskylder ikke hvad som helst. Det er ikke et figenblad, man kan gemme sig bag. Men det er klart, at det bliver mere suspekt i mine øjne, hvis der er penge inde i billedet.

    4) Jeg synes det er et problem, at der kun er 10% kvinder i spilbranchen, når over 40% af spillerne er af hunkøn. Det virker på mig som en meget skæv balance mellem dem der forbruger varen, og dem der producerer den. Jeg advokerer ikke for kvoter eller lign, men jeg synes at man skal gøre, hvad man kan, for at gøre branchen imødekommende for ansatte af hunkøn. Hvis man kigger på eksemplerne i #1reasonwhy virker det jo vitterligt som om, at der er et problem.

    Det understøttes også af de data som Game Developer har indsamlet, der netop viser, at kvinder ikke bliver på langt tid i branchen som mændene (http://gamasutra.com/blogs/PatrickMiller/20130404/189895/Gender_Gap_and_the_Game_Developer_Salary_Survey.php). Dette kunne også være en indikator på en knap så kvindevenlig branche.

    Og så er det også, at helt egoistiske årsager. Jeg færdes jo også på produktionssiden af spilbranchen, og jeg synes det er langt mere interessant, når begge køn er repræsenteret.

    5) Godt spørgsmål! Jeg er først og fremmest ikke i tvivl om, at spilmediet af en eller anden årsag har samlet de mest hysteriske og agressivt-defensive fans op. Du finder ikke mange andre typer kultur, hvor et Kickstarter-projekt til en videoserie om kvindestereotyper resulterer i trusler om drab og voldtægt mod ophavskvinden.

    Præcis hvorfor ved jeg ikke, men spilkulturen har en indbygget tendens til at være meget defensiv, og forsvare sig meget kraftigt. Som når spørgsmålet om vold, skydevåben og spil dukker op, og afvises ved døren, selvom jeg da ikke er i tvivl om, at vi bliver påvirket af de spil vi spiller. Ellers ville mediet jo også være værdiløst.

    Noget af det skyldes måske klassiske subkultur-defensive handlinger. Hvor tilhængerne af subkulturen er bange for at miste den, hvis den skal blive normaliseret og komme ud til et alt for stort publikum. Du ved – ‘Deres gamle plader var meget bedre, inden de blev mainstream’

    Hverken druk eller musik her! (Hver dag kan jo ikke være en fest)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *