Spil er en del af vores kultur – om vi vil det eller ej

Dansk

Det er populært at være mavesur i disse dage (måske er det sommerferien), så gæt, hvad der skal ske i dag?

Jeg fik tilsendt indlægget “4 mavesure myter om computerspil – set fra den anden side”, som var et modsvar på teolog Iben Thranholms optræden i et radioprogram på Radio 24syv. Egentlig har jeg ikke brug for at spilde min energi på folk, som har brug for at ruske op “spil er onde, åh nej, nu går Jorden under, ej nej nej“, og modsvaret er faktisk ganske dækkende og yderst velskrevet, men… Så skete det her:

En af grundene til, at dannelse er umuliggjort, det er jo også fordi, at der er kommet en epidemi iblandt vores unge, som hedder computerspil … Altså, de spiller og spiller og spiller. Og det vil sige, at de faktisk ikke er interesseret i natur, de er ikke interesseret i historie, de er ikke interesseret i litteratur, de er ikke interesseret i kunst, fordi de er grebet af World of Warcraft.

Dette citat stammer fra Thranholm, naturligvis. Hun mener åbenbart, at computerspil korrumperer vores samfund, de er roden til alt ondt. Ungerne spilder hele deres barndom på dem, og det bliver sikkert kun værre, når de bliver teenagere. Og når de er voksne, så er de skydegale psykopater i USA. Eller som Thranholm skriver i debatindlægget “Abort og skolemassakre hænger sammen” hos Kristeligt Dagblad:

Gennem voldelige computerspil træner teenagere sig selv til at slå ihjel og til at miste samvittigheden, så de til sidst ikke kan se noget forkert i at dræbe deres klassekammerater og sig selv.

Nu sidder jeg og overvejer, hvordan jeg i dag kan leve et nogenlunde fornuftigt liv, hvor jeg endnu ikke har dræbt nogen. Eftersom jeg brugte en stor del af min barndom på spil, især skydespil (åh nej, sagde hun virkelig det?), burde jeg jo ikke have nogen samvittighed. I folkeskolen installerede vi Quake og Counter-Strike på skolens computere, og når sidste time var overstået, væltede vi i flok ud for at spille med publikum på. Unger fra alle klassetrin stod og heppede, og jeg tror endda, at jeg – hold nu fast – så en lærer smile en af dagene, fordi der stod en flok børn og hujede over noget så simpelt som computerspil.

Men tilbage til Thranholms indsats i Radio 24syv, for den var ikke til UG. Som altid skal vi høre på en moraliserende påtale om, hvordan spil gør os til afstumpede individer, og ifølge Thranholm holder de os fra at interessere os for vores omverden. Og jeg siger os, for når folk siger, at “spil ødelægger unge”, så må det samme have været tilfældet med mig og alle andre, der for 15-20 år siden for første gang satte sig foran en skærm og styrede begivenhederne.

Det er meget interessant, hvordan Thranholm er overbevist om, at spil afskærmer os fra alt andet kultur, heriblandt kunst og litteratur. Hun får det til at lyde som om, at der står en dørmand og vogter vores samfunds kultur. “Kultur eller spil? Haha, næh nej, du – du kan kun vælge én af dem.” Skal vi lige slå fast, at sådan fungerer vores verden ikke.

Spil er måske ikke kunst, men de er kultur, især blandt unge. Det samme gælder kunst, litteratur, musik og film. Spil komplimenterer disse, men erstatter dem ikke. Ligesom film og musik ikke erstattede litteratur, men derimod åbenbarede endnu et aspekt af vores samfunds behov for at udtrykke sig kulturelt og sige noget om den verden, vi lever i, da de tog deres spæde skridt.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at forstå, hvordan skydespil kan sige noget om vores verden (køb et eksemplar af Spec Ops: The Line, you’re welcome), men hvad, Thranholm tilsyneladende ikke har overvejet, er, at spil på den anden side faktisk har en mulighed for at nå den yngre befolkning på en anderledes – og i visse tilfælde – nødvendig måde end for eksempel en kedelig historiebog fra midten af 1950erne.

Spil er nået langt fra den gennemtæskede myte om “vi sidder i en kælder og skyder folk og drikker os til sukkersyge og spiser os til fedme“, for spil er vokset. De er blevet mere modne, de er blevet ældre. De har tilpasset sig vores samfund. Det er naturligvis ikke alle spil, som har noget på hjertet – og gudskelov for det. Men når man begynder at snakke om spil som en helhed, beviser man samtidig, at man ikke har den store forstand på, hvad man egentlig snakker om. For spil har meget mere at byde på end intetsigende, men tiltrængt underholdning.

Spil giver mig muligheden for at skabe forhold til andre mennesker. Ikke kun i spil, hvor man samarbejder eller konkurrerer, men også ude i den virkelige verden. Når jeg kan bruge en hel dag på at diskutere spil med folk væk fra skærmen, er det unægteligt et bevis på, at de faktisk har noget at byde ind med.

Spil gør mig interesseret i vores kultur, i vores verden. De giver mig et perspektiv, som de daglige nyheder sjældent formår, når de prioriterer en royal fødsel mere end en nations hemmelige overvågning af resten af verdenen, en kirkes mørklægning af seksuelt misbrug af børn eller et diktaturs folkedrab. Og hvis vi skal bevæge os væk fra de mere stereotypiske emner, så giver spil mig muligheden for at bearbejde tabuer som alkoholisme, vold og behovet for at være alene i et alt for politisk korrekt samfund, hvor alle er travlt optaget af at snage i alle andres sager end deres egne.

Jeg har ikke børn, men når jeg får dem, så bliver spil en fast del af deres opvækst. Ikke kun for underholdningens skyld, men også fordi, at vi lever i et samfund, hvor spil er blevet så omfattende og indflydelsesrige, at man ikke længere med sund fornuft bare kan afskære dem fra vores liv. Det hele handler om perspektiv – noget, som mange folk åbenbart ikke har ret meget af, når de begiver sig ud på deres korstog mod spil.

Skal jeg kravle ned fra min piedestal (for det kan hurtigt lyde som om, at jeg har det fint med at stå på min spil-piedestal, imens Thranholm og co. står på deres egen), så kan jeg sagtens forstå, hvorfor spil er frygtet. De er interaktive. Vi er ikke bare vidner til, hvad der udfolder sig på skærmen, vi er derimod deltagende. Vi udfører handlingerne. Det kan være farligt, men nu er vores verden skruet sådan sammen, at en del ting kan være farlige, hvis man ikke er påpasselig. Det burde en teolog, som dagligt beskæftiger sig med fordele og ulemper ved religion, af alle mennesker vide.

Skal jeg være ærlig, så ved jeg ikke, hvorfor jeg bliver ved med at forsvare spil, hver gang en eller anden får lyst til at hive den gamle hest ud fra stalden og tæske den igennem for at få opmærksomhed fra landsbyens tosser (hint: den gamle hest er en metafor for spil). Men samtidig viser det vel også udmærket, hvor stor en betydning spil har haft og stadig har for mig.

Selv hvis jeg ikke levede af at skrive om spil, ville de stadig være en fast del af min hverdag – helt ligesom når jeg af egen fri vilje læser litteratur, lærer om historie, nyder naturen og i det hele taget lever et liv, hvor alle disse ting tilsammen udgør en stor del af min dannelse som et menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *