En lukket fest i elfenbenstårnet

Dansk

Lad os snakke om Danish Game Awards 2014.

Jeg kan godt lide selve grundpræmissen for Danish Game Awards. At rose spil for det, de har opnået i det foregående år, er en fin gestus. Det er en gestus, som ikke bærer megen vægt udenfor – og lad os bare være ærlig – heller ikke indenfor de danske grænser, men det er stadig en fin gestus.

Det er et show, hvor sidste års bedst sælgende spil (primært spil solgt i fysiske butikker, hvilket er lidt komisk i den digitale guldalder) automatisk nomineres til en pris, imens en jury – primært fra den almene spilpresse – nominerer resten. Herefter stemmer folket om spillene, og det mest populære spil ender med en pris. Marketing og populisme hånd i hånd.

Det er fint at have en fest for spil, som sælger godt, og det er fint at inddrage offentligheden i afstemningen. Det er trods alt spillerne, der stemmer med deres pengepung, men det er også her, hvor kæden hoppede af for Danish Game Awards 2014. For da stemmerne var smidt i urnen, blev dørene lukket. De dødelige blev nægtet adgang til festen. I stedet måtte de tage til takke med en live stream. En live stream, som gav et indblik ind i, hvad der sker, når man giver spiljournalister og distributører fri bar for en aften.

* * *

Som publikum stod det rimelig klart, da showets vært allerede efter små seks minutter måtte kommentere, hvordan den fri bar åbenbart var lidt af en succes hos deltagerne. Man behøvede ikke at være til stede for at vide, at alkoholen flød, for der kom jævnligt høje tilråb fra salen til de personer, der befandt sig på scenen.

Havde DGA14 været et lukket arrangement, hvor offentligheden ikke havde haft en stemme, og hvor det hele ikke kunne følges live, så havde det egentlig været fint nok. Så havde jeg nok slet ikke skrevet dette, for jeg havde været fuldstændig ligeglad. Men det var ikke tilfældet, og i stedet tegnede DGA14 et billede af en indspist branche med pinligt ivrige skulderklap og fælles ego-onani.

Lad os understrege med det samme, at det er fint at have venskaber på tværs af roller i industrien. En journalist kan sagtens være venner med en distributør eller PR-ansat uden, at der tale om korruption og vennetjenester. Og der er bestemt intet galt med, at den danske spilbranche (i denne sammenhæng forstås “den danske spilbranche” som internationale udgivere med danske repræsentanter) fejrer sig selv i selskab med danske spilmedier (i denne sammenhæng forstås “danske spilmedier” som de medier, der har mest at skulle have sagt hos de danske forbrugere. Altså, dem, som PR-folkene kan få mest ud af at samarbejde med).

Problemet ligger derimod i, at DGA14 var offentligt tilgængeligt via live stream. Der var godt nok ikke fysisk adgang som forrige år, hvor folk – uanset deres tilknytning til spil og medier i Danmark – kunne købe billetter til showet, men de kunne stadig se det. De kunne stadig opleve alle eskapaderne på scenen, og de kunne få en idé om, hvordan branchen er skruet sammen.

Desværre blev opfattelsen hurtigt vendt fra en respektabel prisuddeling, som DGA de seneste år har bevæget sig – eller prøvet at bevæge sig – i retning af at være, til gøgl og lir, hvor selv værten måtte give op og sarkastisk kommentere “og så var der nogen, der syntes, at det her var en intern branchefest”.

Hvis der er nogen, der er i tvivl om, hvor tilråbene kom fra, så kan det hurtigt afsløres: De kom fra pressebordet. Fra spilpressen. Den lader vi lige stå et øjeblik.

* * *

Kan man ikke forstå, hvorfor dette er problematisk, så er det okay (det er det egentlig ikke, men hvis du ikke forstår det moralsk uforsvarlige ved at komme med fordrukne tilråb gennem hele showet, indtil andre i salen krummer deres tæer så hårdt, at de falder af, så er du nok allerede voldsomt uenig med mig). Jeg har i kølvandet på DGA14 set spiljournalister, som forsvarede DGA14. Jeg har også set spiljournalister, som har kritiseret det. Og så har jeg set dem, der lå lige imellem. Spiljournalister, PR-folk og spiludviklere, som ikke havde andet end apati tilovers for Danish Game Awards efter showet i sidste uge.

Desværre viste DGA14, at professionalisme ikke altid er i højsædet, og hvordan fri bar åbenbart kan få folk til langsomt at drukne deres integritet i procenter. Jeg har intet ondt at sige om de folk, som deltog i DGA14. Jeg arbejder jævnligt sammen med mange af dem, men det ændrer ikke på, at jeg skammer mig over det billede, som DGA14 gav af medierne og selve branchen i Danmark – eller måske nærmere det stik modsatte: det billede, som medierne og branchen gav af DGA14. Få tog ansvar for det medie, som de til dagligt repræsenterer. Det var moralsk forkasteligt uden en snert af professionalisme, og det var dybt, dybt pinligt at være vidne til.

Og det bringer os tilbage til det faktum, at DGA14 blev sendt live, så alle kunne følge med. Havde det været en lukket fest, hvor offentligheden ikke havde noget som helst at skulle have sagt, havde der ikke været et problem (eftersom man ikke skulle stå til ansvar overfor offentligheden). Så havde det blot været en intern branchefest, hvor ros fløj til højre og venstre, hvor folk klappede hinanden på skulderen for et godt stykke arbejde sidste år, og hvor ‘circle jerk’ ikke var det mest beskrivende ord for hele aftenen.

Men i stedet blev DGA14 til en useriøs abefest, hvor offentligheden stod udenfor og gloede ind, imens showet kørte af sporet. Da værten i sidste halvdel var nødt til at afbryde tilråbene med kommentaren “hey drenge, jeg er altså i gang med noget her”, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Jeg slukkede for skærmen, pudsede min glorie og kravlede op på min piedestal – og så vinkede jeg over til pressebordet og deres gæster, som langsomt var ved tage plads i deres elfenbenstårn.

One thought on “En lukket fest i elfenbenstårnet

  1. Ganske sigende er det vel også, at hovedparten af de deltagende medier efterfølgende ikke fandt det værd at fortælle, hvilke spil, der egentlig havde vundet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *