#dkgame og PR – hvem vil høre om dit spil?

For nylig blev Growing Games #4 afholdt med fokus på PR, branding og kommunikation. Mere specifikt handlede det om, hvordan man som spiludvikler kan sælge sig selv til medierne og til dels forbrugerne.

Jeg var med til arrangementet, som jeg også skrev om (du kan læse mere om det hos Interactive Denmark). Det var en interessant dag, som af gode grunde resulterede i et ret objektivt skriv, men der manglede dog efter min mening et – for #dkgame – vigtigt element: Hvordan man fanger mediernes opmærksomhed. Eller rettere sagt, hvordan man fanger de korrekte mediers opmærksomhed.

Der blev sådan set fortalt en del om, hvordan man bør tage kontakt til medier, og Dajana Dimovska fra KnapNok Games fortalte på fremragende vis om, hvordan man bør vise sig selv frem i selve spilindustrien. Men ser man på den generelle PR-mølle, så var der overvejende fokus på de “store” medier i Danmark, fx DR og Politiken, hvilket for de fleste i #dkgame er fuldstændig ligegyldigt.

Det lyder måske bombastisk, men realiteten er, at danske spil har minimal chance for at blive dækket i de (store) danske mainstream medier. Faktisk er chancen for at score sig en plads i spotlyset sådan cirka lig nul, medmindre man hedder Agent 47 eller rammer en succeshistorie, som måske sker én gang hvert tredje år (eller hvis man tjener millioner på sit iOS/Android-spil). Det er trist, men det er sandheden, og det er bedre at indse det hurtigst muligt, for kræfterne er alligevel brugt bedre stort set alle andre steder.

Det lyder ikke ligefrem optimistisk, og det er det heller ikke, men der er faktisk en god grund til at droppe håbet om de famøse 15 minutter i de danske medier. For det, som utroligt nok ikke blev sagt til Growing Games, er, at det vigtigste i PR-møllen er at finde ud af, hvilke medier, der burde dække ens spil.

Har du den skæve vinkel, som kan fange de store medier herhjemme, så skyd endelig løs. Men overvej lige, om dit spil ikke er bedre egnet til (og har større chance for) at blive dækket hos specialistmedier i udlandet (det er der, spillerne – og pengene – er). Har du et PC-spil, så kontakt Rock, Paper, Shotgun (eller nogle af de andre PC-centriske spilsider). Er dit spil perfekt til Let’s Play-videoer, så hiv fat i YouTube- og Twitch-folk. Vend hele PR-møllen på hovedet og glem alle de gamle dyder. Medielandskabet for spil er under drastisk udvikling, og det er ikke de danske medier, som er vinderne, når det kommer til spildækning.

Dette skal ikke blive et langt skriv om, hvad der er korrekt og forkert, når det kommer til PR. Naturligvis fungerer kontakt til danske medier i visse tilfælde, men husk at tænke udover Danmark. Sælger du dit PC-spil på digitale platforme, så hjælper et minut hos DR formentlig ikke lige så meget, som hvis spillet går viralt på Reddit, NeoGAF eller hos fx førnævnte RPS. Tænk ud af boksen.

  • Hvem er dit publikum for spillet? Fang dit publikum igennem de medier, som de selv bruger.
  • Vær ærlig og personlig. Lad være med at sige noget om dit spil, som ikke passer. Har det solgt 100.000 eksemplarer, har det solgt 100.000 eksemplarer. Ikke 500.000 eksemplarer (går du viralt på NeoGAF, bliver enhver udtalelse pillet fra hinanden på 0,2 sekunder, og så bliver du stemplet som “løgneren” – needless to say er dette ikke værd at stræbe efter, uanset om det gælder salgstal eller noget helt andet).
  • Har du historien til et traditionelt medie? Så sælg den for fanden, men gør det personligt. Tag fat i journalisten, som bør dække det. Ikke nogen kedelig pressemeddelelse. Skriv en personlig mail (men lad være med at kalde journalisten “gamer”, hvis personen tidligere har skrevet negativt om begrebet).
  • Brug sociale medier, duk op til arrangementer (både i Danmark, men også i udlandet), gør dig selv synlig – få en idé om, hvad jeg mener med Dimovskas slides fra Growing Games #4.
  • Indse, at dit spil ikke er specielt* – men at du kan sælge det specielt.

Det er ikke sikkert, at disse råd er brugbare for en del af #dkgame, eller at de overhovedet er relevante (i så fald er disse råd måske bedre), men noget siger mig, de er.

*Selvfølgelig er dit spil specielt. Selvfølgelig. Men det synes andre formentlig ikke (indtil du gør det specielt).

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *