Vi har ventet længe på det. Siden Sony tilbage i februar afslørede PlayStation 4, har der været rumsteren og undren. Hvordan ville Microsoft tage kampen op? Hvad ville deres næste spilkonsol hedde? Hvad ville den være i stand? Hvilke spil udkommer til den?

Spørgsmålene har været mange, og i aftes var svarene… knap så mange.

Den nye Xbox hedder ikke bare Xbox eller Xbox 720 eller Xbox Fusion. Den hedder Xbox One. Ja, ligesom Air Force One. Den er sådan cirka også ligeså stor:

Billede: The Verge.

Som Jesper K. Kristiansen skrev på Twitter: “Den nye Xbox fylder som syv liter mælk!” Det har han sådan set ret i, men jeg ved ikke helt, om jeg vil have syv liter mælk til at ligge under mit tv. Der er pladsmangel nok i forvejen.

Men det er ikke den eneste grund til, at jeg endnu ikke er helt overbevist efter Microsofts pressekonference i går. De fleste af os har hele tiden vidst i et vist omfang, at Microsoft ville gå efter hele stuen, og derfor var det ikke så overraskende, at de lagde stor vægt på alle de tjenester, som Xbox One kommer til at nyde godt af. Fokus var især på tv. Tv, tv, tv.

Man kan jo godt forstå Microsoft, for kampen om spillerne er tilsyneladende fortid. Nu gælder det hele familien. Alle behov skal dækkes, og behovene består ikke længere kun af at rykke rundt i et joystick og trykke på knapper. Det handler ligeså meget om at se film, høre musik og have et centrum for stuens underholdning. Der er ikke længere brug for en spilkonsol; der er derimod brug for en konsol. En konsol, der ikke sættes i bås som en maskine, der primært håndterer spil.

Det er en ny digital tidsalder, og Microsoft prøvede ihærdigt at omfavne den i går. Det gik meget godt – i hvert fald hvis man er amerikaner. For pressekonferencen sigtede direkte ind i amerikanernes hjerter med tv-tjenester og stemmestyring, der alle sammen kun er tilgængelige i USA ved lanceringen. Det har Microsoft bekræftet i dag, og selvom tjenesterne på et eller andet tidspunkt rammer Europa, så skal danskerne ikke juble endnu. Skal man lære lidt af fortiden, har Microsoft nemlig ikke for vane at være ligeså serviceminded, når det gælder nordiske folk.

Nu står der sikkert nogen og skriger “men hallo, det har ikke den store betydning for den almene danske familie“, og det er muligvis korrekt. Men man skal ikke glemme, at den almene familie efterhånden ikke er helt dum, og når Microsoft prøver at vriste stuen ud af kløerne på Apple (der på lige præcis dét punkt er Microsofts største konkurrent), så er Microsoft nødt til at overbevise den gennemsnitlige familie om, at de skal smide 3000,- (hvis ikke mere) for et mediecenter. Og hvorfor skal de gøre det, når deres Smart TV/Apple-dims/PS3/Xbox 360 de næste par år kan stort set det samme, men for langt færre penge?

Men hvad med spillene?

Ja, hvad med spillene? Microsoft havde ikke meget med til deres fremvisning, hvilket ikke var helt så overraskende, da de gemmer størstedelen til E3. De havde dog den sikre vinder i den kommende penge-ko Call of Duty: Ghosts, hvor de traditionen tro har sikret sig tidseksklusivt DLC. Derudover havde de FIFA 14 med, hvor Microsoft har sikret sig eksklusivt indhold til Ultimate Team. Det lyder måske ikke af meget, men det er alligevel et temmelig stort kup, specielt i Europa. FUT, som det populært kaldes, er en kæmpe succes efterhånden, så hatten af for Microsoft dér. Især fordi det viser, at de ikke helt har glemt, hvordan man tilfredsstiller det fodbold-glade segment af deres (europæiske) målgruppe.

Derudover var der selvfølgelig Forza 5 og så finske Remedys nye IP, Quantum Break, der udkommer eksklusivt til Xbox One. Alle spillene blev vist frem med trailers, der naturligvis ikke bød på gameplay, men derimod fancy CGI. Det siger vel også lidt i sig selv.

Det nytter ikke meget at beklage sig over, at der på spilfronten ikke var de store overraskelser eller chokerende annonceringer (selvom Quantum Break ser interessant omend lidt for bekendt ud). Vi har hele tiden vidst, at spillene kommer til E3, men den manglende fokus på spil viser alligevel lidt om, hvilket retning Microsoft tager i fremtiden.

Ulig Sony, hvor PlayStation primært er synonym med spil og kun spil, så er Xbox-brandet en del af en større familie, hvor platforme i fremtiden skal forbindes. Fra Windows til Xbox – der skal ikke være de store grænser. Sidder du og frygter for spillenes fremtid på Xbox One, så bare rolig, den ser ikke helt grum ud. Men når Microsoft stolt annoncerer, at de har 15 eksklusive titler på vej, hvoraf otte af dem er nye IP’er, så har de tydeligvis misforstået et eller andet.

Ikke at nye IP’er eller eksklusive titler er dårlige, men derimod at det ikke burde være et bærende punkt for dem. Imens Sony ved deres PS4-afsløring hev den ene alternative titel frem efter den anden og virkelig kælede for indie-udviklerne (man lader ikke Jonathan Blow afsløre sit kommende spil ved en konsol-afsløring, medmindre man er villig til at tage chancer), så lader det til, at Microsoft især går efter den sikre gevinst i store produktioner fra kendte studier.

Alt dette kan selvfølgelig ændre sig ved E3, men det interessante er at læse imellem linjerne ved gårsdagens annoncering. Det var tydeligt, at Microsoft gik efter overskrifter i mainstream-medierne, imens kerne-spillerne skal serviceres ved E3. Det er helt naturligt og giver god mening i forhold til Microsoft som et firma, der ikke udelukkende skal sælge Xbox One som en spilkonsol, men derimod skrabe penge ind med en alt-i-en-konsol.

Online, online, online

Et af punkterne mellem linjerne, som dog også blev hevet lidt frem i går og især i dag, er, hvordan Xbox One er forbundet til alt. Der er ikke hold i rygtet om, at konsollen konstant skal være online, men Phil Harrison har bekræftet overfor Eurogamer, at konsollen kræver en form for internetforbindelse.

Visse af systemets dele fungerer offline … det er vigtigt at gøre opmærksom på, at Xbox One kræver en internetforbindelse, men at den ikke skal være forbundet hele tiden. Vi mener, at de fleste af de største spil på Xbox One og de fleste af spillene og oplevelser og tjenester, du vil bruge, vil være forbundet til internettet.

Det lyder jo meget fornuftigt, specielt hvis man har en velfungerende internetforbindelse. I så fald er det jo ikke det store problem. Ser man bort fra internetforbindelsen, så er der dog også andre aspekter af konsollens forbindelse til nettet og til alle tjenester, som efter min mening kan være meget mere katastrofale.

For det første har Microsoft officielt taget kampen op mod salget af brugte spil. Det er forståeligt, for der er mange penge at tabe, men måden, de håndterer situationen på, bliver interessant at følge. Med hvert spil til Xbox One medfølger der en aktiveringskode, der binder spillet til ens brugerprofil. Det er ikke meget anderledes end med stort set alle PC-spil i dag, men det betyder også, at du for eksempel ikke kan låne konsolspil af andre, medmindre du logger ind med deres bruger.

Nu har man aldrig været i stand til at låne PC-spil af andre via for eksempel Steam, men Xbox One er ikke en PC. Det er en konsol, og som tingene ser ud med PS3 og Xbox 360 i dag, så kan man stadig låne spil fra hinanden uden de store problemer. Nu lyder det måske som om, at jeg går i små sko, men når mine spil-glade brødre gerne vil låne et konsol-spil af mig i fremtiden (eller omvendt), vil det ikke være muligt. Hvis de vil det med Xbox One, kræver det, at de betaler for en licens til mit spil, som jeg allerede har betalt for, medmindre jeg vil lade dem logge ind på min bruger (hvilket jeg ikke altid er helt villig til). Og ifølge Harrison er der ikke tale om et mindre beløb – nej, det svarer derimod til det fulde spils pris, forklarer han overfor Kotaku.

De [dem, der låner spillet] vil så skulle købe rettigheden til at spille det spil via Xbox Live … Hvis vi går ud fra, at det er nyt spil, så er svaret ja, det vil være den samme pris.

Det er dog ikke lig med, at der sættes en stopper for salg af brugte spil. For både Harrison og GameStop (der naturligvis har en stor interesse i netop salget af brugte spil) har allerede været ude at sige, at det stadig vil være muligt at sælge og bytte brugte spil, men hvordan det forløber, står endnu ikke klart. Det rører mig egentlig heller ikke så meget, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har solgt eller købt et brugt spil. Men at jeg ikke har friheden til at låne et spil (enten fra en ven eller en udlejningsservice), bekymrer mig. Det føles som tvang – vil jeg ikke betale fuld pris (spilpriser på 500,- i Danmark hjælper ikke ligefrem på det), så må jeg undvære det eller fedte mig til adgang via andres profiler.

Der var engang en spilkonsol…

Nu er det selvfølgelig i høj grad en smagssag, hvordan man tager stilling til netop sådan noget som at låne spil, og at Xbox One kræver en internetforbindelse, men er man fuldstændig ligeglad med, at man kan styre sin konsol ved at tale til den (og dermed indfri en fantasi om sin helt egen HAL 9000), så er chancerne store for, at man efter i går vil føle sig forbigået af Microsoft.

“Vent nu til E3“, siger nogen (måske endda delvist mig selv), men faktum er, at Microsoft allerede har vist, at de satser så bredt, at der unægteligt vil være kerne-spillere, som føler sig overset, fordi de bare gerne vil have en helt almindelig spilkonsol – og det har de alt ret til. Det kan godt være, at Microsoft gik efter mainstream-publikummet i går, men det var trods alt stadig den længeventede afsløring af en konsol, som millioner af mennesker har regnet med skulle være deres spilkonsol i fremtiden. Det er der stadig mulighed for, men man skal ikke undervurdere kerne-spillernes trang til at fnyse af alt for meget lir.

Jeg har allerede et mediecenter (hej PS3), som jeg bruger til Netflix og film. Jeg har en PC, som jeg bruger til stort alle spil. Hvorfor skal jeg investere i en Xbox One? Eksklusive titler er sjældent så livsnødvendige, at jeg ville købe en ny konsol for dem, jeg gider ikke tale til min konsol, jeg gider ikke se fjernsyn på den (jeg har slet ikke tv-kanaler – tak, Netflix), og jeg gider ikke betale for Xbox Live for at kunne bruge andre tjenester på min Xbox 360 (og derfor bruger jeg den sjældent) – sidstnævnte er i øvrigt et kontroversielt punkt, og sådan som Sony brager frem med PSN og især PS+, så skal Microsoft virkelig tage sige sammen med fremtidens udgave af Xbox Live.

Microsoft lover guld og grønne skove med Xbox One, men i jagten på at overtage stuerne har de (u)bevidst glemt deres rødder eller i hvert fald valgt at tage afstand til dem. En afstand, der på både godt og ondt kan blive meget afgørende for Microsofts fremtid som enten direkte konkurrent til Sony på spilmarkedet eller som direkte konkurrent til Apple på “vi ejer din stue”-markedet.

Uanset hvad de går efter, står de ved en skillevej, og selvom en stærk pressekonference ved E3 kan afdække Microsofts intentioner, så er deres ivrighed ved første øjekast i fare for at efterlade dem i en knap så favorabel position – både i forhold til deres konkurrenter og forbrugerne.

Hej Julie

Det mest bizarre er jo, at det ikke længere er sådan, at det er unge mænd mellem 15 og 21 der udgør den største kundegruppe for spil. Problemet er bare, at en stor del af branchen stadig agerer, som om det var sådan. Men måske er det også fordi, og her kommer jeg sikkert til at træde nogen over tæerne, at spil måske for nogen virker som en digital sutteklud, hvor man kan pleje en tankegang og empowerment-fantasier, som ikke ville flyve i den virkelige verden. Hvor mænd kan flygte hen og styre verden, uden at der bliver stillet irriterende spørgsmålstegn ved deres overlegenhed.  Elller, og her er der virkelig tale om risiko for ømme fødder, at det er dem der producerer spillene og sender dem på markedet, der selv er lidt fanget af den fantasi. 90% af dem er immervæk mænd, og jeg har da færdes nok i spiludviklermiljøet til at vide, at det kan være et problem.

Ikke fordi det nødvendigvis er noget som der ligger aktive beslutninger bag, men fordi der bare helt automatisk er nogen handlemåder man agerer efter. Hvis man ikke er klar over problemet, tager man ikke hensyn eller stilling til det. Desuden, så er der stadig lidt Wild West over mange spiludviklere. Og det betyder, at ting som HR-politkker, værdier, ligestilling osv. tit bliver glemt.

Ikke at det gør det OK, for det gør det ikke. Det skal fandeme gøres noget ved det. Men det er som om, at man ikke engang internt i branchen kan blive enige om, at det er et problem. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde hørt det omtalt hos hverken Growing Games, Computerspilzonen, DFI: Spilstøtteordningen eller Producentforeningen. Hvorfor måler vi ikke på den slags, når Producentforeningen alligevel indsamler tal for ansatte og omsætning. Hvorfor er det ikke indføjet i spilstøtteordningen, at man lægger vægt på produktioner der har et balanceret kønsperspektiv (når man nu ikke er bleg for at pushe at produktionerne skal være til børn og unge). Hvorfor bliver det eneste arrangement, som behandler emnet, en enkelt Spilbar, for en stor dels vedkommende til en præsentation af, hvordan MovieStarPlanet havde succes med at putte pink på deres sider?

Vi er nødt til at tage det alvorligt som problem, før vi kan gøre os forhåbninger om at komme tættere på noget der ligner ligestilling. Der er nogen der er nødt til at gå forrest og turde at blive kaldt for hysteriske og opblæste, for det vil ske i starten. Men det er en fase jeg tror vi er nødt til at krydse, for at komme ud på en anden side, hvor det måske ikke er perfekt, men hvor de problemer det måtte være kan diskuteres og adresseres uden først at skulle over den hurdle at bevise, at det overhovedet er et problem i det hele taget. At det ikke er ok fordi ’det jo bare er et spil’. At det at ’der altid har været forskel på mænd og kvinder’ ikke er ensbetydende med, at forskelsbehandling også er i orden.

For selvom vi alle spiller spillet og rollen, beholder masken på, så har jeg det sgu også mærkeligt, når Ken Levine præsentere Elizabeth som ”Den perfekte nørd-prinsesse”, og jeg føler at der er nogen der prøver at manipulere mig til at føle at hun skal være min love-interest. Jeg føler mig lidt som en gammel gris, når søde unge piger serverer for mig til DGA. Jeg er mistænksom, når de PR-ansatte der tager imod mig til spil-previewet oftest er virkeligt pæne kvinder, der en let latter spørger om jeg nu også har alt det jeg behøver.

Alkohol: Erdinger Weissbier og Coroa de Rei LBV 2007 Portvin
Musik: The musik of video games vol. 1

Hej Jesper,

Hej Julie

Godt – lad os få proppen af flasken. Ikke mere fedtspilleri. For du har helt ret. Det er en kæmpe problem, der som en stor betændt byld dækker hele spilbranchen, og gør, at den ikke kan leve op til sit fulde potentiale. Spil er kunst, spil børe tages mere seriøst, spil er ditten og datten! Måske skulle spil tage sig samme og begynde at behandle folk nogenlunde ligeværdigt, inden den påberåber sig alle mulige kulturelle kvaliteter.

Og jeg kan ikke sige, at jeg forstår, hvordan det føles. For det kan jeg ikke. Det ville være en løgn og hyklerisk. Men det jeg kan sige, og det jeg kan forstå er, at jeg vil have at alle – også kvinder – føler sig godt tilpas i den kultuer der omgiver mit yndlingsmedie. At kvinder kan få lov til at tale og udtrykke sig med lige så stor autoritet, vildskab, ydmyghed eller selvtilfredshed som alle andre. Hvorfor? Fordi jeg vil tale med ligesindede, ligestillede og ligeværdige.

Og det er et problem, der bider sig selv i halen. End ond cirkel. For den dumme sexistiske indstilling driver kvinderne væk, og hvis det alligevel kun er mænd der er til stede, så må vi jo hellere hyre nogle modeller, så der er ’lidt lækkert’ at se på, og bliver kvinderne jo væk, og så kører møllen. Og det er et problem der stikker dybt! Ikke bare i den kultur der omgiver spillene, men også i spillene selv.

Tag et spil Bioshock: Infinity. Et spil der fra alle sider bliver hyldet som et auteurværk, et stort værk, der for alvor vise hvad spilmediet kan. Hvad viser det? At igen skal en den mørkhårede hvide, lidt grove mand, redde en smuk ung kvinde ’med kræfter hun ikke forstår’. 

Nogen gange føles det som et stort skuespil vi opfører i spilbranchen. Hvor alle mænd er dudebros, og mænd der ikke spiller FIFA eller GTA er suspekte halv-homoseksuelle typer. Tro mig – jeg har det selv ret svært med at blive adresseret på den måde – som om at ’det her skal du kunne lide’. Hvordan det opleves hvis man er kvinde, tør jeg slet ikke gætte på.

Engentlig er jeg lidt træt af hende. Men Leigh Alexander kom med et overmåde godt citat i løbet af hele IGDA-misæren. “When people say ‘I don’t feel comfortable in this space,’ it is not an invitation for debate.” Det er ikke et debatoplæg, når nogen påpeger en ubehagelig sexistisk oplevelse. Det er ikke en invitation til at folk (mænd?) skal argumentere for, hvorfor det alligevel ikke var en ubehagelig oplevelse.

Og det er netop noget af det værste jeg ved, ved hele denne debat. Når historierne om manglende ligeløn, kønsstereotyper eller forskelsbehandling dukker op, så er det som der er en hemmelig garde af mavesure hankønsvæsener der på bedste apologetiske vis altid synes at argumentere for, at disse fakta ikke findes. Eller måske ligefrem siger at ”HEY DET ER COMPUTERSPIL. DET ER BARE FOR SJOV” eller ”HEY, MÆND HAR DET OGSÅ HÅRD, FOR DE BLIVER ALTID FREMSTILLET SOM VILDT MUSKULØSE” eller de allerbedste af dem, som bare fuldstændigt afsporer debatten med ’sjove bemærkninger’ om hvordan ”hun får svært ved at brokke sig, med min pik i munden” eller ”Løsning: fjern Playstationen fra køkkenet”.

Af en eller anden grund, virker det som om, at spilmediet er meget, meget værre, end alle andre kulturprodukter, hvad angår det her. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader det. Måske fordi spilmediet er vant til at være under angreb, så er der an passive-agressive reaktion, hvor man end ikke tager stilling til problemet, men bare kører had-kanonen frem og skyder.

Hvordan kommer vi det til live? Jeg ved det ikke. Men det bliver ikke gjort bedre af, at spilkultur i dag er begrænset til specialistmedier, hvor man kun skrider ind overfor de mest grelle kommentarer, og i øvrigt læner sig op af debatkulturen på 4chan. Så er det ok at svine kvinder til på alle mulige måder, der intet har med de de siger eller skriver at gøre.

Alkohol: Maisel’s Weisse Weissbier
Musik: Mere The Dig

Hej Jesper,

Okay, proppen er af flasken – og jeg er rimelig sikker på, at pøblen står klar til at lynche os og derefter smide vores lig på bålet lige om lidt.

Hende Leigh Alexander har jeg det også svært med, men hun har trods alt fat i den lange ende i den her situation. Og noget, som jeg i hvert fald har lagt mærke til i denne uge, er, at folk tager det ilde op, når man taler for, at der skal ske ændringer, og at der faktisk ernoget galt med tilstandene, som de er lige nu.

Det er jo ikke som om, at det her er et personligt angreb på samtlige mænd i hele verdenen, og det er ikke fordi, at der ikke er kvinder, som siger, at nu overreagerer folk altså. For det sker faktisk. Folk har nemmere ved at råbe op, lige så snart de ser det mindste, der kan minde om sexisme, og det er naturligvis lidt af et problem.

Men! Og det er her et stort men – en ting er lukke øjnene i og blindt kaste om sig med argumenter om, at “jamen vi har det da alle sammen godt, alt det her er bare fis i en hornlygte” og så ellers komme med alle mulige statistikker, der prøver at bakke op om den påstand. Men lige så snart bare én kvinde siger, at hun har været udsat for chikane eller sexisme udelukkende baseret på køn, så er det en kvinde for meget.

Og så må man sgu gribe nosserne/brysterne og sige, at man er mand/kvinde nok til at høre på andre og spørge, hvordan man kan hjælpe. Hvis man bare siger, at folk overreagerer og derefter fuldstændig ignorerer det eller sågar overfuser folk, så kan man ligeså selv være en af del af sexisme-banden.

Jeg tror, at mange folk har svært ved at forstå, hvor meget det egentlig betyder for nogen, når de ikke selv har været i situationen. Det kender vi nok alle sammen til en vis grad, og derfor er det også nemmere at (over)reagere, når man selv har været igennem mudderet, og folk så siger, at man bare skal komme over det. Men her er det så bare, at jeg tænker: “Hvor meget koster det dig egentlig at udvise bare den mindste smule sympati eller blot empati?” Det er jo nok ikke for sjov, at folk prøver at bekæmpe det her problem så ivrigt.

Der er bare desværre så mange steder, man kan begynde. Som du selv nævner med BioShock: Infinite, så har det jo levet højt på, at Elizabeth er en kvinde med ben i næsen. Men faktum er, at man som mandlig hovedrolle redder en kvindelig birolle. Det kunne vi også se, da der skulle laves cover til spilæsken. Elizabeth blev smidt om på bagsiden, fordi spillet skulle tiltale unge mænd, så de kunne relatere til det, da det skulle sælges. Jeg er sikker på, at marketingsfolkene klappede i deres små hænder, da den beslutning blev taget.

Jeg tror ikke, at problemet er meget værre i spilbranchen og det tilhørende medie i forhold til andre brancher, men det bliver uden tvivl forstørret af, at spilkulturen i en lang årrække servicerede et mandligt publikum. Det hænger stadig fast – lige fra spilindustrien til medierne, der dækker den. Som da M! her den anden dag fik leveret en artikel fra Gameplay om de 20 lækreste spilbabes. Jeg havde ikke forventet andet fra M!, men jeg havde derimod forventet meget mere fra Gameplay.

Og så skal det her ikke blive en bredside mod mandligt orienterede publikationer, for sider, der skriver om elektronik rettet mod kvinder, hænger mig ligeså meget ud af halsen. Deres hensigter er jo fine, men det bider dem – og alle os andre – i røven, fordi det på sigt sætter kvinder i bås som et publikum, der skal have serveret deres læsning på en specielt tilpasset måde – og det er jo langtfra meningen.

I sidste ende gør det ligeså meget skade, som det gør gavn.

Musik: Sleater-Kinney – One Beat
Alkohol: Endnu mere Classic

Første gang handlede det om måden, vi snakker om spil. Derefter gik turen til PS4, og denne gang bliver det… en anelse mere kontroversielt. Vi griber nemlig – som du nok har gættet ud fra overskriften – fat om sexisme i spilbranchen.

Så uden alt for meget bravour… God fornøjelse!

Kære Julie

Kan du høre det? Den knasende lyd af gruset mellem tæerne, der lyder som skærende knive i den næste elektriske atmosfære. Det er lyden af min bare fod, der tager det første skridt ud forbi skiltet, hvor der står ”Fare! – Minefelt”.  Det er lyden at min der træder ud i et område, der har det med at eksplodere under fødderne på én, hvis man sætter en fod forkert. Men det er også den eneste vej at gå, hvis vi skal ud på den anden side af spilkulturens iscenesættelse som en evig drengerøvskultur, der nogen gange opfører sig, som om at den kun er beregnet til 50% af verdens befolkning.

Lyder det dramatisk? Jeg mener det sgu! For jeg skal være ærlig og sige, at jeg altid har haft lidt svært ved at snakke om denne her slags ting – ikke mindst i plenum. Både fordi jeg er nervøs for hvad kvinder og mænd måtte sige til mine meninger. Om det er det rigtige jeg synes. Om jeg gør nogen kede af det, eller træder andre over tæerne.

Men nu skal det være. Du dér drage – jeg er klar med lansen. Ned med skjoldet, og så ridder vi med fældet visir frem, for at gå i clinch med spilbranchens sexisme. Så må du sige til Julie, om jeg rammer en mine på vejen. Og hvem ved. Måske er det OK at blive sprunget i luften en gang imellem.

Skal vi starte med IGDA? Lad os gøre det! For selv herhjemme lader det til, at det har skabt lidt røre i andedammen, at der har været kontroverser om, hvorvidt der var hyret lækre modeller ind, til at sætte lidt fut i stemningen til festen. Nu er det én ting, at det er virkelig sært, at gøre den slagt til en fest i en brancheforening. Men det der kan undre mig endnu mere er, at det først er, når debatten starter i udlandet, at den bliver relevant at tage herhjemme. Med det resultat, at 30 mennesker på Facebook diskuterer et arrangement, hvor under halvdelen var til stede.

Men hvorfor udebliver den debat, når vi f.eks. snakker om de nyligt afholdte Danish Game Awards. Hvis man synes IGDA-eksemplet var problematisk, så er det mig en gåde, at man ikke har sagt noget om DGA-arrangementet. For her var der tale om kønsstereotyper af Mad Men’ske dimensioner. Yndige unge piger i korte sorte kjoler, med masser af make-up, tog imod, servicerede, anviste, hentede drinks, og strøg i det hele taget én med hårene. Helt anderledes var det på scenen, hvor ikke en eneste af aftenens mange prisoverrækkere var mænd. Den eneste kvinde arrangørerne havde placeret på scenen, var den unge blondine, der smilende overrakte statuetten til vinderen. Og her snakker vi altså om den eneste landsdækkende spilpris i landet. Den eneste spilpris, som kan svinge sig op til bare en lille smule omtale i mainstreammedierne.  Her er budskabet – kvinder er pynt.

Ikke at det betyder, at IGDA-hændelsen ikke var et problem. Men det er jo bare så langt lettere at forholde sig til, og have en holdning til, noget der er så langt væk at det er ufarligt. For problemet er jo også, at det kræver noget, og at man risikerer noget, ved at stille sig op imod sexismen, der hvor man oplever den. Jeg kunne have skrevet en bidende ond artikel om det forældede patriarkalske verdenssyns jeg så den aften. Men jeg gjorde det ikke. For jeg er afhængig af at have et godt forhold til Producentforeningen og Multimedieforeningen, hvis jeg skal gøre mit arbejde. Eller – jeg er i hvert fald bange for, hvad der kan ske, hvis jeg stiller mig på bagbenene. Især hvis jeg er den eneste. ”Hey, hvem er ham tossen. Hahahahaha” …. Du ved, hvad jeg mener.

Men måske har jeg i det mindste drevet min hest et skridt nærmere dragen nu. For nu har jeg jo skrevet det. Ja! Vi har et problem med sexisme i spilindustrien. OGSÅ i veloplyste, ligestille, velfriserede og velfærdsramte Danmark. Måske i endnu højere grad, fordi vi er sikre på, at vi allerede ER ligestillede.

Jeg tror på, at det ændrer sig. Også fordi at jeg bliver sindssyg hvis det ikke bliver anderledes. Men jeg tror på, at det kan være på en anden måde. Ikke mindst i takt med, at også spillene selv bliver mere balancerede i deres temaer, og begynder at handle om andet en shoot-bang-gun-play-buff-guy-hot-girl. Da jeg for nyligt var på besøg hos Quantic Dream var det klart, at deres kønsfordeling var mere lige, end jeg havde set andre steder. Jeg tror, at det var fordi, at deres spil prøver at være andet og mere end bare tomme systemer der skal mestres. Og jeg tror at ændringen starter her.

Kom så hest – vi skal et skridt til tættere på.

Musik: The Dig – Soundtrack
Alkohol: Royal Stout

Kære Jesper,

Kan du høre det? Det var en mine, der eksploderede, da du – den hvide ridder – begav dig ud i grænseområdet for den spilbranche, som vores hjerter banker for – dit hjerte banker selvfølgelig hurtigst og stærkest, for du er en mand.

Jeg beklager, at det lyder dramatisk, det lyder prætentiøst, det lyder overlegent. Men jeg er desværre for træt til at være alt for fin i kanterne, når diskussionen falder på dette emne. Det mest betændte, tabuiserede og forhadte emne, som man kan komme i nærheden af i øjeblikket. Som du skriver, blev det jo lige pludselig blæst op i denne uge, hvilket jeg ikke helt forstår (jeg forstår det godt, bare rolig), for ser man udenfor Danmarks grænser, så har den her debat jo været i gang i lang tid, og 2012 blev om noget det år, hvor fokus gik fra et ikke så vigtigt problem til et problem, der absolut skal løses.

Det er lidt komisk, at det kræver en IGDA-fest for, at folk pludselig forholder sig til denne problemstilling, men som du selv siger, så lever sexisme (vi kan ligeså godt kalde en spade for en spade) jo også i bedste velgående herhjemme med DGA. Men så igen – herhjemme i Danmark lever alt i bedste velgående, når man nævner DGA, Producentforeningen og Multimedieforeningen, for det er dem, der svinger taktstokken. Det er dem, der siger “du er god nok, du er bandlyst, og dig kender vi slet ikke”. Nu brænder jeg måske nallerne – og adskillige broer – men det er noget fis.

Nu er et argument jo ikke ligefrem synderligt holdbart, når man kalder noget for “fis”, men arrangørerne bag DGA er godt klar over, at der bare skal holdes drengerøvsfest for branchen. Hvorfor skulle de gøre noget for kvinderne, for der er jo alligevel ikke særlig mange af dem? Og de mænd, der glædeligt dukker op til fri bar år efter år, klager jo alligevel ikke. Hvorfor skulle de også det? De har jo eye candy på scenen, hver gang en pris skal uddeles. 

Det er måske lidt hårdt sagt, men handling siger mere end ord, og jeg har set så mange handlinger de seneste år, at jeg er blevet rigtig, rigtig træt af det hele. Jeg står i hvert fald ikke og jubler på sidelinjen. Branche- og PR-fester er mere og mere irrelevante, og når man er kvinde, så fatter man jo alligevel ikke, hvad man laver der. Og hvis man faktisk gør, så er man alligevel et par omvandrende bryster, som alle frit kan glo og kommentere på (hvis du opfangede en snert af sarkasme i de sidste par sætninger, så er du ikke helt tabt bag en vogn).

“Slap nu lige af,” kan jeg allerede høre nogen sige, og det er fint – der skal være plads til alles meninger. Derfor er det også ekstra irriterende for mig at gøre følgende, men nu hiver jeg kvindekortet frem: Mange af dem, der netop tænker “slap af“, er mænd, som ikke aner, hvordan det her er. De ved ikke, hvordan det føles at få at vide, at ens mening ikke er gyldig eller i hvert fald ikke bærer ligeså meget vægt bare fordi, man er kvinde. Som da jeg fik at vide, at jeg ikke var i stand til at anmelde FIFA, fordi jeg var kvinde. Det var så sjovt, at jeg faldt ned fra stolen og døde af latterkrampe.

Hvor mange mænd i spilbranchen har hørt, at de ikke er i stand til at udvikle et spil, fordi de er en mand? Ikke mange, tror jeg.

Musik: System of a Down – Toxicity
Alkohol: Tuborg Classic

Husk også at tjekke del 1 og del 2, hvis du ikke aner, hvad du er ved at hoppe ombord i.

Hej Julie

Ja, jeg synes også at det er lidt sært, at de ikke snakkede mere om PS Plus til præsentationen af PS4. For ikke bare har det været en ganske habil succes, som har rettet gevaldigt op på Sonys noget blakkede online-renomé, efter at de blev hacket sønder og sammen. Jeg tror også, at vi i virkeligheden er vidne til en helt ny form for abonnementstype ala Spotify. En model, hvor det ikke er det enkelte spil du betaler for, men derimod et abonnement du betaler, for at have adgang til en hel vifte af forskellige spil, så længe de betaler sit abonnement.

Men ærlig talt, så virker det som om, at Sony ikke engang selv er helt klar over, hvordan PSN skal fungere i fremtiden. For det var det mere end tankevækkende, at de i deres gennemgang af alle de sociale features på den nye konsol brugte så lidt tid på PSN og i særdeleshed PS Plus. Jeg håber ikke at de begynder at løbe efter Microsoft, for de var faktisk ved at få styr på lortet. Og det vel og mærke på deres egen måde, som var noget andet end Xbox Live.

Og nej, jeg har heller aldrig rigtig været vild med Media Molecule. Jeg mener, det er vildt imponerende, det de lave, og vanvittigt kreativt. Men de er lidt, som de der overkreative typer, der lige siden formningstimerne i folkeskolen har udstillet ens egen pinagtige mangel på kreativitet, ved at lave fantastiske lerskulpturer, mens man selv stod og bandende over sit pølsede askebæger i dekorationsler.  Jeg mener – så du den stribede gøgler/cirkus-trøje som MM-fyren havde på. Han udstrålede så meget overskudagtig krea-energi, at jeg blev helt træt af, bare at kigge på ham. Det er som om, at deres produkter fordrer en eller anden form for kreativitet, som jeg slet ikke mestrer. Nåja – og så fungerer de egentlig heller ikke super-godt som spil.

Jeg har en mistanke om, at Medie Molecule i virkeligheden lidt er Sonys svar på Peter Molineux. Gode til at pitche uhæmmet kreativitet og vilde drømme til presseevents, men måske ikke helt så stive når det kommer til at levere egentligt gameplay.

Watch Dogs har jeg også stadigvæk et svagt håb for. Ikke i en grad så jeg bliver våd i trussen, men med os hankønsvæsener er den salgs jo også mere et tegn på manglende vandladningskontrol end egentlig ophidselse. Det der tændte mig på spillet i første omgang, var deres E3-præsentation, som i den grad rev benene væk under mig. Ikke mindst fordi, at de så ud som om, at spillet faktisk relaterede sig til den verden som jeg selv befinder mig i. En overgang virkede det, som om, at det ikke bare var et godt spil, men at det også var en spilmæssig behandling af en vision om et fuldstændigt forbundet digitalt samfund, som vi er på vej til at vælte ind i med bind for øjnene.

Til PS4-eventen virkede det mere som en nutidig udgave af Assassins Creed. Det håber jeg ikke, at det ender med at blive. For denne verden har nok Assassins Creeder, Killzones og Infamous. Ikke at de ikke skal være der. Bevares – Jeg er bestemt for mindless fun. Men der må også gerne være mere end det.

Og som du selv skriver. Når Watch Dogs ikke er en eksklusivtitel, så mangler også jeg det afgørende argument for, hvorfor jeg skulle investere i en PS4. ”Men den er ny!”, siger du. ”Og hvad så”, vil mit svar være. For indtil nu, har jeg ikke set det spil eller den feature, der giver mig det aha-øjeblik som jeg eksempelvis fok, da jeg første gang så Nintendos Wii. Da jeg fattede, at den lille slikkepind styrede ketcheren oppe på skrærmen, forstod jeg, hvad der var argumentet for den konsol. Det argument har jeg ikke for PS4 endnu. Den er bedre, hurtigere og flottere. Men det er ikke nok. I hvert fald ikke, hvis jeg skal købe den til launch. Så må det vente, til den lander omkring de 2000 kr. Og så er det altså kun, hvis der er masser af fede PSN-spil og nogen ordentlige streamingtjenester.

Alkohol: Gin & Tonic

Musik: Slayer – Seasons in the Abyss

Hej Jesper,

Det er faktisk en interessant tanke med Watch_Dogs, og at det har potentialet til ikke kun at være et spil, men derimod også en form for samfundskritik – eller i hvert fald en kommentar på, hvordan alt er forbundet. Og det er endnu mere interessant, når man tænker på, hvor opsatte Sony var på, at ALT skal være forbundet i fremtiden. Et tilfælde? Jah, måske. Men ganske tankevækkende og underholdende alligevel.

Men du har ret i, at det lignede noget, vi har set før. Ved E3 rev det benene væk under mig, ved PS4-annonceringen lignede det AssCreed, GTA og Max Payne i et stort orgie. Det havde lidt mistet sin unikke glans. Man kan dog håbe på, at Ubisoft ikke går efter strike tre og satser på endnu et citat fra Alice i Eventyrland, som de gjorde med Far Cry 3 og AssCreed 3 – endda det helt samme! Desværre tror jeg, at det er et fænomen, vi må affinde os med. Vi er nået så langt i den almene AAA-spilcyklus, at der hentes inspiration fra andre. Temaerne kan være vidt forskellige, men en del af spillenes gameplay nærmere hinanden mere og mere – lige indtil spiludviklerne finder på nye, fikse idéer.

Og det er jo der, at et studie som Media Molecule vælter ind. De er virkelig – som du siger – über-kreative. De er lidt ligesom dem der til billedkunst, der lavede noget helt specielt, som man senere sneg sig ind for at overhælde med benzin og smide en tændstik efter (ikke at jeg har gjort sådan noget, hej mor!). Man bliver virkelig mæt og træt af det, for det er specielt, og det er kreativt, men det er simpelthen også for meget i længden. I hvert fald for mig. Andre har det sikkert stik modsat. 

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at blive lidt overrumplet af tanken om “jamen, hvad venter der os så i fremtiden?” Når folk kan være så kreative, er det kun et spørgsmål om tid, før AAA-udviklerne følger trop med et eller andet smart. Håber jeg.

Måske er vi nået til et punkt, hvor vi simpelthen er mætte af den sædvanlige trummerum. Vi skal lære, at vi ikke skal forvente os for meget af spil som sådan. En del af kritikken, som jeg bed fast i efter PS4-annonceringen var, at de fremviste spil ikke revolutionerede eller leverede noget fuldstændigt nyt. Jeg forstår ikke helt den tankegang, for hvad forventer folk egentlig? Vi er nået til det punkt, hvor spil trods alt har etableret sig som et underholdningsmedie. Kan vi forvente den samme unikke, revolutionerende fremgang, som vi har været vant til de sidste årtier? Jeg tvivler.

Revolutionen venter ikke i en ny konsol, der kan give udviklerne flere ram og fancy tech specs. Jo, de har fået flere kræfter at lege med, men det hjælper jo ikke nødvendigvis på deres originalitet. Jeg tror, at mange folk er nødt til at indse, at spil er ved at finde en ny vej i deres udvikling. Det handler ikke om udseende så meget som det handler om at levere noget nyt. Det visuelle es, som så mange spil har levet højt på, rykker i baggrunden.

Der venter en hel ny fremtid. Om PS4 og Microsofts kommende konsol så kan leve op til det, er et helt andet spørgsmål. Og det er ikke kun deres ansvar. Det er efterhånden ligeså meget blevet udviklernes. Det er ikke ment negativt eller som, at det ikke skal være Sony, der sørger for at løfte PS4, men derimod, at udviklerne har fået en langt større sandkasse at lege i, især når PS4 bliver langt nemmere at udvikle til end PS3. 

Vi ser en gang imellem, hvordan enkle spil stråler, når de vælger den mindre bevandrede sti. Den sti bliver (forhåbentlig) snart trampet til med fodspor. 

Alkohol: Den billige hvidvin har udlevet sin værnepligt.

Musik: Puscifer – Donkey Punch the Night

Hej Julie

Stor respekt til billig hvidvin fra SuperBest. Vi ved jo begge to, at det ikke er vinen det kommer an på, men hvilket selskab den bliver drukket i. (Og mit selskab er naturligvis hamrende godt)

Du har sikkert ret i din vurdering af de sociale features. Jeg må bare vænne mig til at være en marginal-målgruppe, når vi snakker om den slags muligheder og funktioner.

Men jeg tror også, at du har fat i en hel central ting, når du snakker om løfter og guld og grønne skove. For der var da godt nok et tidspunkt, hvor alle mine alarmklokker ringede på samme tid, så jeg knap kunne se lige. For det plaster de prøvede at sætte på bagudkompabilitets-såret var da godt nok den usleste feltforbinding jeg længe har set.

Jeg har efterhånden været så længe i bullshit-branchen at jeg for det meste kan skelne rigtige løfter fra luftsteg og vindfrikadeller. Og når de prikker deres Gaikai-repræsentant på scenen, for at fortælle om at ’de har en vision’ om at ’ arbejde sig hen imod’ at kunne streame PS1, 2 og 3 spil til den nye PS4, så ved jeg godt, hvad det betyder. Det betyder I SKAL SGU IKKE REGNE MED NOGET! Så den der bagudkompabilitet tror jeg, at man skal skyde en hvid pind efter.

Men er det ikke også en del af charmen ved en ny platform? Det er lidt lige som at flytte. Det er en god anledning til at slippe af med en masse gammelt skidt, man alligevel ikke har nogen interesse i længere. Gem det væk sammen med din gamle konsol, og se om du tager den ud i løbet af de næste to år. Jeg tvivler. Som du selv skriver, så er din Xbox gået på pension, allerede INDEN afløseren er klar.

Meget vigtigere end bagudkompabiliteten er da, hvilke spil der kommer til den nye konsol. Og her deler jeg faktisk din optimisme i forhold til, at det ser ud som om, at Sony er langt mere forhippede på at få indie-udviklerne med.

En ting er, at de vælger at hive indie-udvikler par excellence, John Blow, på scenen, i selskab med de helt store publishere (Sandt at sige, havde han også en del mere at vise frem, end Square Enix nærmest latterlige optræden). Det, om noget, signalerer, at de også vil andet end AAA. En anden indikator er, hvordan de ikke bare til selve præsentationen, men også efterfølgende har presset på med budskabet om at udgivelse på PSN nu er tilgængeligt for alle.

Det var måske også en af grundende til, at præsentationen føltes lidt … hmm … kedelig? At den ikke udelukkende var rettet mod konsolkøberne, men i lige så høj grad var sat i verden for at overbevise alverdens spiludviklere om, at Sony nu er klar til at tage imod dem. Guderne skal vide, at de ikke fik mange venner i spiludviklermiljøet med forgængerens kringlede CPU, dårligt indrette onlinetjeneste, og deres mildt sagt arrogante holdning til både udviklere og købere ved PS3’s lancering.

Så måske skal vi også se præsentationen som en olivengren, som Sony rækker ud til alverdens spiludviklere, med håbet om tilgivelse og fred. En ting er sikkert. Hvis Sony har tænkt sig, at PS4 skal vinde i kraft af sine spil, meres end sine medietjenester, så SKAL de have styr på deres relationer til spiludviklerne.

Du skriver, at du efterhånden bruger din PS3 mere som mediecenter end som spillekonsol. Og jeg tror også, at Sony har gjort sig sårbare ved, i hvert fald til at starte med, at satse på spillene, mere end på de øvrige medietilbud. Til gengæld tror jeg, at det kan være rigtig set, for efter en gevaldig succes, er det som om, at luften er gået af XBLA-ballonen. Det er under en måned siden at Microsoft annoncerede at de stoppede understøttelsen af XNA. Et af de mest populære udviklingsværktøjer til XBLA-titler. Det er et sats, men jeg tror Sony har set rigtigt, når de satser på, at det er her den nye Xbox sårbarhed ligger.

Og i en dansk sammenhæng kan det vise sig at være endnu mere rigtigt, fordi det vil være et problem både for Microsoft og Sony at forhandle rettigheder på plads, der giver deres konsoller/mediecentre samme udbud som på de store markeder. Den danske flueklat ender oftest bagerst i køen.

Musik: Mere Neil Young – Harvest

Alkohol: Ceres Royal – English Alre

Hej Jesper,

Man skal aldrig kimse af billig hvidvin. Især ikke når halvdelen af flasken er ankommet veltilpas indenbords i ens krop og bare ligger og luner sig, mmmh.

Min umiddelbare reaktion til debatten om bagudkompatibilitet var “åh nej”, men så kom jeg i tanke om, hvor få spil fra min PS2, som jeg faktisk hev frem til min PS3, da jeg stadig havde en velfungerende phat-udgave. Det var næsten nul og niks, selvom jeg havde regnet med det stik modsatte, og det er lidt min “saving grace” i forhold til overgangen fra PS3 til PS4, selvom mit hjerte ivrigt stritter imod. 

I stedet må man jo kigge mod fremtiden – som du siger – og de spil, som Sony er ved at line op til lanceringen. Og her jeg ikke imponeret. Jeg har altid haft et lidt bedre forhold til PlayStation end Xbox, men alligevel har jeg aldrig helt forstået glæden ved adskillige af Sonys førstepartsudviklere. Media Molecule har “skab-din-egen-pik-i-ler”, hvilket vel er fint nok for nogen, men jeg er lunken. Så er der Killzone aka “se-vi-kan-bruge-andre-farver-end-grå-og-orange”, men gæt hvad, Guerrilla Games? Det er stadig en shooter, der ligner alle de andre. Min interesse peakede dog lidt overraskende med inFamous: Second Son. De første to spil var faktisk okay, selvom jeg aldrig troede, at jeg ville komme i nærheden af dem, men de var netop den der form for hjerneløse underholdning, som jeg tror, at vi begge er suckers for. Forhåbentlig kan Second Son følge op på det, selvom det mest af alt lignede et drama om teenagere med overnaturlige evner og en overdosis af uregerlig teenage-syndrom.

Der, hvor jeg var våd i trussen, var Watch_Dogs – helt ligesom ved E3 sidste år. Men så tænkte jeg “hallo, du kommer jo alligevel til at spille det på din PC”. Det er ikke eksklusivt til PS4, og for mig bliver det formentlig et af de aspekter, hvor PS4 kommer til at stå svagt. Var PS3 ikke min foretrukne konsol, ville Sony ikke kunne overbevise mig med deres førstepartsspil. Det gælder ikke kun med Watch_Dogs, men helt generelt. Så er det jo så heldigt for Sony, at de har en hel hær af fanboys.

Til gengæld tror jeg, at Sony står med et rigtig godt udgangspunkt til at blive indie-udviklernes foretrukne konsol, når de har været forbi PC, og forhåbentlig er det noget, der kommer danske udviklere til gavn. XBLA har - efter min mening - set usædvanligt svag ud det seneste år. Microsoft og XBLA har levet højt på deres sommerkampagner, især den med LIMBO, men siden da har Sony sparket dem gevaldigt i røven.

Jeg tror dog også, at en af grundene er, hvor stærkt PSN er blevet som en platform, især med introduktionen af PS Plus. Tjenesten var lidt af en blandet fornøjelse i starten, men som det ser ud lige nu, er det den suverænt bedste tjeneste, man kan betale for. Du får i hoved og røv af spil (for slet ikke at nævne automatisk download af patches, upload af save games, etc. – det lyder som en hel reklame), og det er ikke bare de der glemte AAA-spil, der hives frem. Sleeping Dogs, Red Dead Redemption og senest Mass Effect 3 er beviser på, at Sony buldrer frem. Og det skal de holde fast i.

Når tiden kommer til PS4, håber jeg, at de ikke glemmer, hvor stor succes de har haft med blandingen af PSN og PS Plus. Da det kom frem, at der muligvis ville komme en mere Microsoft-agtig løsning til PS4, kunne jeg ikke andet end at ryste af skræk (overdrivelse fremmer forståelse). Men det virker som om, at Sony i hvert fald har fået en idé om, hvordan de skal hive penge ud af folk uden, at de føler sig narret, og det er egentlig en okay kombination for mig. Jeg gider ikke betale for Xbox Live, men for nylig krydsede jeg af i boksen om, at PS Plus skulle fornyes automatisk uden så meget at tænke på, hvad den månedlige pris ville være. Og så ved jeg godt, at der kommer kritikken om, at “jamen, hvis du stopper med at være PS Plus-medlem, så mister du adgangen til alle spillene”, og det er rigtigt. Men som tingene ser ud lige nu, så kunne jeg slet ikke forestille mig at stoppe mit abonnement. 

Og det viser vel egentlig, hvor stærkt Sony står, og især hvor meget de har rykket sig siden lanceringen af PS3 (den var… katastrofal). 

Musik: Klaxons – Myths of the Near Future

Alkohol: Stadig den billige vin – vi er ved at blive gode venner (jeg skulle hilse)

Hej Julie

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men af en eller anden grund har jeg svært ved at pulsen i vejret over den nye PlayStation 4. Jeg ved ikke helt, hvad det er der er galt. Er det selve boksen (som vi så ikke engang har set endnu) den er gal med, eller er det langt mere alvorligt. Har jeg simpelthen mistet evnen til at blive barnligt begejstret over ny hardware?

I en verden hvor Apple, og enhver anden elektronikproducent præsenterer nye modeller på en årlig basis, er der måske bare tale om, at jeg har fået nok! Nok af buzzwords og powerpoints og løfter om fagne nye verdener, der lader dig være ’connected’ til dit netværk og dine venner hele tiden. Jeg tror, at jeg har fået hård hud på imponeringsnerven. Det jeg mangler er ikke tekniske features og ’mere grafik’. Det tror jeg i hvert fald ikke.

Nogle af de spil, som jeg har fået mest glæde af det seneste år har været The Binding of Isaac, FTL og The Walking Dead. Og så virker det næsten som en provokation, når David Cage går på scenen og proklamerer, at nu med endnu flere polygoner, så kan vi komme endnu tættere på spilkarakterer med følelser. Det var da bestemt en imponerende, ja vel egentlig lidt skræmmende, demonstration han viste frem. Et eksempel på, hvor tæt vi efterhånden er på ”the uncanny valley”. Men tror jeg på, at det vil forbinde mig nærmere til spillenes personer – næh. Lee Everett og Clementine fra The Walking Dead havde måske 10% af de polygoner som David Cage viste frem på skærmen, men har alligevel formået at trække reaktioner frem i mig, som computerspil ellers sjældent formår at røre.

Lidt samme ligegyldighed skyllede over mig, under hele præsentationen af alle de fantastiske sociale features. ”Se – nu kan du dele videoer på Facebook med en knap direkte på controlleren”. Fedt nok. Men helt ærligt, har DU lyst til at være den der ’deler’ din spiloplevelse på Facebook? Hvordan er det bedre end ”Louise mangler hjælp til at finde den orange ko i Farmville – klik her for at hjælpe hende”? Jeg er så gammelt et røvhul, at det vil være dybt stigmatiserende at deler spilvideoer i min omgangskreds på de sociale medier. ”Se mannar – jeg pløkker lige en zombie så hjerne splatter ud over det hele – har har”, stemmer bare ikke så godt overens med forespørgsler på huslånstyper og billeder at den nye Weber-grill. Helt ærligt jeg har to, siger og skriver TO, venner på min PSN-konto. Sociale luftkasteller? – Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Det jeg savner, er ikke en indpakning der er hurtigere, bedre og sjovere. Det jeg savner, er enten noget der taler til mig som menneske, eller i det mindste noget, som bare er ufortyndet underholdning. Det man nok med et engelsk ord, ville kalde ”mindless fun”. Derfor gør det også bare mere ondt, at man efter en en indledning, der for en gangs skyld synes at ville mig noget, som fortalte om det samfund vi lever i, endte med bare at blive en introduktion til en lam fortsættelse af Infamous. Yiii-haw. Partikeleffetker og superhelte-kræfter og sådan en lidt sej rebeltype, der ikke vil gøre hvad de stive myndigheder (læs: skolelærer) fortæller ham, at han skal.

Men der var dog glimt af noget andet ind imellem. For trods hans prætentiøse fremtræden, var mit lyspunkt den aften Jonathan Blow. Fordi han ikke snakkede om hardware og polygoner og PS Move og sociale medier. Han snakkede i stedet for, om de ting, som spil gør ved os. De følelser som de kan fremkalde i os når vi spiller dem. Og det synes jeg er langt mere interessant.

En ny PlayStation er jo for filan ikke målet i sig selv. Den er kun mediet, metoden, som skal bruges til at give spillerne, altså os, nogen oplevelser der er sjove, vilde eller eftertænksomme. Ja, det er da fedt at den har 8 GB RAM i stedet for kun 4. Men kun fordi, at det gør, at man måske kan skabe nogle bedre spiloplevelser.  

Eller måske er det bare mig der er ved at blive en gammel sur mand. Nogen gange frygter jeg lidt, at jeg har mistet evnen til barnlig begejstring. For det er i mine øjne en værdifuld evne, som jeg ville være meget ked af at miste. Jeg håber den er der endnu. Klar til, at den møder det rigtige at begejstres over.

Musik:  Neil Young- Harvest

Alkohol: Schneider Weisse Tap 7 Weissbier

Hej Jesper,

Det er sjovt.. Jeg har det lidt på samme måde – og så alligevel ikke. Jeg blev faktisk ret harm efter annonceringen af PS4, fordi folk gik helt i selvsving med at svine konferencen til, imens jeg løb ud på gaden og fortvivlende skrålede “HVAD REGNEDE I MED?!?!” Okay, det med gaden er løgn, men spørgsmålet var faktisk reelt. 

Jeg havde ikke sat de store forventninger op (som jeg fx gjorde med PS3-annoncering), for kvantespringene fra dengang gør sig simpelthen ikke gældende længere. Konsoller er ikke konsoller på samme måde, som de har været. Da David Cage ævlede løs om sine elskede polygoner, tog jeg mig en tissepause. Jeg elsker et visuelt lækkert spil, men hvis historien er ødelagt, og spillet er det rene møg, så kan udseendet jo være ligemeget. Det kan ikke redde noget som helst. 

Spil som FTL og The Binding of Isaac ligger som fast inventar på både min bærbar og min stationære, og når The Binding of Isaac udkommer på PSN, ryger det direkte ind i download-køen. Spillet er jo ikke smukt at se på, men det er fandens underholdende. Det slipper aldrig grebet på dig, og det er netop sådan nogle spil, jeg håber på, at Sony også vil satse på med PS4.

Derfor var noget af det, jeg jublede mest over ved Sonys konference, at de fremover vil gøre det nemmere for indie-udviklere (sådan fik de det i hvert fald til at lyde). De har allerede etableret sig som en venlig platform for visse eksklusive indie-darlings som Journey, Papo & Yo og The Unfinished Swan, og det skal de holde fast i med næb og kløer. Til gengæld var jeg ved at falde i søvn, da Jonathan Blow trådte på scenen. Hans spil fangede mig ikke, og manden giver mig udslæt. Men hey, i det mindste gør han noget anderledes, og al respekt for det.

Samtidig tror jeg heller ikke, at det er helt ude i hampen, at Sony satser så hårdt på det sociale aspekt. Jeg kommer aldrig til at bruge det (nu skal man aldrig sige “aldrig”, for jeg tror, det kunne være et spændende aspekt som spiljournalist, når man skal dække spil udover de trivielle artikler), men jeg har derimod en bror, der vil finde det skide spændende bare at kunne trykke på en knap og så ellers spamme løs på Facebook med headshots fra Black Ops eller vilde stunts i Borderlands 2. Formår spiludvikler at involvere den feature i deres spil uden, at det bliver for anmassende, så kunne det blive interessant. Især med spil i samme ånd som Dark Souls eller ZombiU. Jeg kan godt se det lokkende i at være en del af et community, eller hvad man nu vil kalde det, hvor dele-features på PS4 bliver ivrigt brugt. 

Mit største “men” i øjeblikket er dog, at de løfter om guld og grønne skove, som konsolproducenterne altid kommer med ved annonceringen, sjældent matcher virkeligheden på selve lanceringsdagen. Sony har allerede været ude at udtale, at visse features ikke vil være tilgængelige fra dag 1, og det er problematisk. Især i et land som Danmark risikerer vi at vente meget længe på forskellige features, og det cirkus er jeg træt af. Derfor sad jeg også med himmelvendte øjne, da Sony listede alle deres samarbejdspartnere for medietjenester, for godt og vel 60% (hvis ikke mere) når slet ikke Danmark.

Jeg tror også, at min frustration med netop dette udspringer af, at jeg ikke længere anser min spillekonsol for en spillekonsol, men derimod som et mediecenter. Jeg bruger min PS3 mere til Netflix, Viaplay og forhåbentlig engang HBO Nordic, når de får nosset sig sammen, end jeg overhovedet bruger min Xbox 360 (det siger heller ikke meget, den er efterhånden gået på ufrivillig pension). Når der ikke er tale om eksklusive titler, så spiller jeg på min PC, og sådan har det efterhånden været i lang tid. 

Derfor er mine forventninger og krav til PS4 også helt anderledes, end hvad de ville have været for bare to-tre år siden. Og indtil videre er jeg ikke overbevist, men jeg er heller ikke afvisende. Jeg tror, at E3 og måske endda gamescom, som Sony længe har haft et svagt, men yderst positivt punkt overfor, bliver den ultimative test. PS4-annonceringen var bare en formel “det her er, hvad vi arbejder på – nu ved I det”-konference, imens især deres pressekonference ved E3 bliver der, hvor de så at sige skal sælge konsollen. Det er her, hvor de skal overbevise folk om, at PS4 er fremtidens konsol.

Musik: Spec Ops: The Line soundtrack 

Alkohol: Billig hvidvin fra Superbest (6/10)

Husk også at tjekke del 1, del 2 og del 3.

Hej Jesper (igen igen), 

Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, fordi jeg stadig skriver for Politiken (og faktisk er ret glad for det på trods af de seneste ændringer), men det er rigtigt, at spildækningen herhjemme er ret homogen. Det siger vel egentlig sig selv, for der er desværre ikke det store publikum. Mange læser engelske sider, og det kan jeg godt forstå, for der er en større adspredelse i artikler, og det er blandt andet også derfor jeg valgte at skrive for en engelsk side fremfor en dansk.

Da Politiken valgte at omrokere, var det eneste, jeg kunne tænke “åh nej”. Jeg kan jo godt forstå dem; hvis der ikke er læsere, er det ikke værd at bruge tid og penge på. Det er desværre den sande, kyniske sandhed. Det hele handler om penge via reklamekroner og så videre, og det er en skam, at fx folk som Gamereactor ikke tør tage en chance og rykke udover de grænser, som de selv har været med til at opstille, når nu de er en af de største sider herhjemme.

Men samtidig tror jeg heller ikke, at man skal kimse af efterspørgslen på almindelig spildækning. Det lyder som lidt af et paradoks, for jeg er overbevist om, at dansk spiljournalistik er ved at uddø i sin nuværende form. Min anke er bare, at folk ofte ser det som “enten/eller” – der er ikke plads til den helt almindelige spildækning blandet med interessante artikler. Jeg ved godt, at det rent teoretisk ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der i teorien plads til alt… lige indtil man skal gøre det op i kroner og ører. Hvad tiltrækker flest klik, hvad læser folk og så videre. Penge, penge, penge.

Jeg tror dog, at det ændrer sig med tiden (hvis dansk spiljournalistik når at overleve så længe). Men som du skriver, så er spørgsmålet: Hvornår? Tiden render ud for vores generation, og det er vældigt frustrerende at vide, at de ændringer, som jeg gerne så komme, først kommer til sin rette om fem år (eller hvor mange år det nu må tage). Jeg vil have, at det sker nu.

Og så er jeg er – for lige at hoppe over i et andet spor – glad for din kommentar om spil som ‘æstetisk udtryksform’ og ikke mindst, at det faktisk er fuldstændig ligegyldigt. Det er ligesom mennesker, der konstant prøver at definere dem selv ved at bruge mærkater og presse sig selv ind i bokse, som de slet ikke passer ind. Hvorfor prøver folk at begrænse alt og alle? Det er et sørgeligt syn, ikke kun med menneskeheden, men også med spil. Hvis vi hele tiden føler et behov for at kalde spil det ene eller andet, ender vi med at gå glip af hele pointen.

Spil skal ikke altid underholde os. Spil skal også – i visse tilfælde – kunne rykke ved os, om vi vil det eller ej. Som fx med Papo & Yo og jeg. Det var voldsomt ubehageligt at spille, men det havde en betydning for mig – den vil jeg ikke være foruden. Hvis bare jeg kan få endnu sådan et spil i 2013, der faktisk gør noget mig fremfor blot at underholde, så er jeg tilfreds.

… Og så skal jeg nok skrive tusind ord om, hvorfor alle andre burde prøve at få den samme oplevelse, selvom det måske ikke er muligt (hvilket er hele meningen med det). Det, jeg prøver at sige, er vel egentlig, at vi skal hungre efter flere spil, der får det til at klø i den neurologiske meningscentral. Det er fint, at vi får shooter-fabrikkens samlebånd til at køre i uendelighed, men vi skal ikke stille os tilfredse.

Vi skal især ikke stille os tilfredse med at tale om spil, som om de kun kan én ting; nemlig at underholde. De skal flå hjertet ud på os. Ikke altid, men bare en gang imellem. Og så er det vores job – som spilskribenter – at formulere, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor folk skal lære, at spil ikke kun er spil, men samtidig blot er spil. Det er en gylden balancegang, der kan være svær at håndtere, men det er en nødvendighed.

Musik: Garbage – It’s All over but the Crying + The Knife – Full of Fire x3

Alkohol: Fjerde øl (tror jeg, but who’s counting?)

Hej Julie (for sidste gang)

Det med Politiken var nu også bare et eksempel, og man kan sige, at den eneste grund der var til at hive dem frem var, at det i hvert fald en overgang virkede som om, at de havde større ambitioner på området. Sammenlignet med den drypvise dækning der er på andre printmedier, er Politiken hverken værre eller bedre end de andre.

Jeg tror også at der er en solid efterspørgsel på ’almindelig’ spildækning. I hvert fald lige så længe, som den traditionelle AAA-model kan holde sig kørende. For det er i meget høj grad den, som den nuværende dækning læner sig op ad. Og ja, det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om kroner og ører. Eller – det er det for dem der driver de forskellige sites. For vi ved begge, at det at skrive om spil hører til noget af det dårligst lønnede freelance-arbejde, så man kan jo i virkeligheden undre sig lidt over, at det i så høj grad bliver dikteret af klik og sidevisninger. Men det er nok også ønsket om at komme ud til et stort publikum der trækker. Det har da i hvert fald været med til at få mig til at rette ind. For hvorfor skrive en masse, hvis ingen læser det (altså, udover i sådan semi-terapeutisk sammenhæng som dette her).

Men jeg har det også lidt lige som dig. Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi stadig i 2013 kan sidde og vente på, at spil bliver anerkendt som kulturbærende medie. Hallo! Alle spiller i dag – på deres mobiltelefon, konsol, tv, laptop whatever! Det bliver ikke mere mainstream! Alligevel er det stadig set som et nichefænomen for nørder og børn. Et stykke legetøj.

Men om ikke andet, kan man jo håbe på, at de tendenser der er ved at slå igennem i udlandet finder vej til Danmark. For når jeg ser, hvordan spil som The Walking Dead og Journey har støvsuget prisuddelinger det seneste år, så er jeg fortrøstningsfuld. For det er begge spil, som kræver at man går ind i dem, og oplever dem, for at man forstår dem. Og når spil som dem begynder at slå AAA-spil med udviklingsbudgetter på mange 100 millioner dollars, så er det altså fordi, at der er ved at ske noget.

Jeg kan kun håbe, at den tendens også tvinger os der skriver om spil til at gå dybere ind i spillene – i hvert fald i de spil der fordrer det. At ikke bare snakke om grafik og mekanik, men om de processer der sker inde bag kraniet, når vi spiller dem.

Og så tror jeg også, at vi på nogle punkter er nødt til at revurdere succeskriterierne for spilskriveriet. Det er i hvert fald noget jeg har tænkt lidt over. For selvom det måske ikke giver rablende læsertal, er det så ikke lige meget, hvis man kan opnå en tæt forbindelse til nogen af læserne? Hvis man kan skrive netop de ord, der beskriver en oplevelse, en tanke eller en følelse som vedkommende kender. Hvis man kan forbinde beskrivelsen af en meningsfuld spiloplevelse med bare én person, der så kan genkende den følelse, mærke at der er en forbindelse, og dermed føle sig en lille smule mindre alene i verden? Så har man i mine øjne opnået noget værdigt og betydningsfuldt, lige meget hvor få klik det giver.

Og er sandheden ikke også, at der er nødt til at være nogen der vitterligt prøver at skrive gennemført på den måde, før vi kan vide, at det står i modsætning til høje trafiktal? For er det ikke netop genkendelsen af følelsen, der gjorde ”Se en Drage” til en succes. Jeg tror det ….

Musik : Mere Baroness

Drikkevarer: 2 x Støckel Pale Ale, Gin og Tonic + Dansk pilsener (Yeahhh – proletar-style)

That’s it, folks! Vi håber, at I har haft det ligeså sjovt med at læse med fra sidelinjen, som vi havde, da vi gik amok på tasterne.

Første del kan læses her og anden del her.

Hej Jesper

Det er absolut et spørgsmål om at hoppe ind bag skærmen. Du nævner, da jeg anmeldte Papo & Yo, og det var helt sikkert en af de anmeldelser, som jeg har haft sværest ved at skrive, men som jeg også kæmpede mest for. Havde flere diskussioner med min redaktør om, hvorvidt anmeldelsen overhovedet skulle skrives, og i så fald om den skulle skrives af mig. Det er en meget naturlig diskussion mellem redaktør og skribent, men der var ingen tvivl hos mig: den skulle skrives.

Ikke så meget fordi, at spillet rent teknisk er en perle (det er det ikke), men fordi at selve oplevelsen er en af de stærkeste, som jeg nogensinde har oplevet i et spil. Det er selvfølgelig fordi, at jeg kan forholde mig til spillets budskab, for jeg kender andre, der langtfra har haft det på samme måde med netop det spil. Jeg har aldrig før måtte sætte et spil på pause for at græde og samle mig selv igen, men det blev jeg nødt til med Papo & Yo, og lige siden den aften, hvor jeg spillede det, har jeg ikke haft det samme forhold til spil, især ikke hvordan vi snakker om den.

På en måde var det terapeutisk, fordi jeg oplevede min barndom på ny (og dermed visse ting, som jeg egentlig var afklaret med), men det var også en slags øjenåbner for, hvad spil kan gøre. Vi har i lang tid hørt om, hvordan spil kan hjælpe soldater med post-traumatisk stress og lignende situationer, og det er sandt; spil har via deres interaktivitet noget, som film eller bøger simpelthen ikke er i stand til.

Og det er netop dette, som også kræver, at vi snakker om spil som et medie, der er rykket ud af det tidligere stigma. Jeg kan godt forstå, at folk har det fint med at holde fast i samme samtale-model om spil, og den skal man heller ikke bare fuldstændig glemme, men som du selv siger, så har spil så meget mere at byde på efterhånden.

Det er sjovt, at du nævner det med, at hvad hvis bøger blev anmeldt på samme måde som spil. På universitetet studerede jeg kunst-teori og definitionen af kunst, hvilket om noget er relevant for spil i dag. En af de teorier, som jeg skrev opgave om, var David Favrholdts parameter-teori. En teori, hvor kunst gives point fra 0-10 i kategorier som teknik og æstetiske kvaliteter (er maleren dygtig til at male, er billedet smukt, etc.) – det er svært ikke at se koblingen til, hvordan spil er blevet anmeldt de seneste årtier, bare indenfor spil-genren og de dertilhørende kategorier. Jeg har længe været fortaler for, at spil er kunst, men at de også kan være dårlig kunst, men jeg er efterhånden af den overbevisning, at det er et fuldstændigt ligegyldigt prædikat.

I stedet skal man bare indse, at spil altid vil blive kaldt spil, men at begrebet spil ikke nødvendigvis er lig med de spil, som man er vokset op med. Spil kan være alt andet, og de skal være alt andet. Det er vigtigt, at vi har folk som Minority Media eller thatgamecompany, så spil ikke hænger fast i en bås, der til sidst ender med at kvæle dem.

Kreativitet – om det er i spil eller i spiljournalistik – skal have sit helt eget liv. Man skal ikke begrænse kreativitet, men man skal også være klar over, at ikke alle folk er enige i, hvordan man selv opfatter det. Helt ligesom det vi har gang i lige nu. Der vil helt sikkert være folk, der tænker “fuck nu af den høje hest og puds glorien”, og det er helt fint. Det skal der være plads til. Uden den tankegang sad vi her formentlig ikke.

Musik: Vitalic – Rave Age

Alkohol: 3. øl

Hej Julie

Du har ret! Men som jeg ser det, så er vi desværre endnu ikke nået til det punkt, hvor folk skal forholde sig til de forskellige opfattelser af, hvordan man skriver om spil. For når jeg kigger ud over det danske medielandskab, hvad angår spildækning, så ser jeg for mine øjne det man i landmandskredse kalder for en monokultur – altså dyrkning af den sammen afgrøde på alle markerne. For på trods af, at der findes endog ikke helt få forskellige spilmedier (og andre medier der dækker spil) her i landet, så er det slående hvor ens de er i den måde de snakker spil på.  Det er, som vi begge har skrevet efterhånden mange gange – news, reviews & previews. Og ikke engang egne nyheder, men for 95% vedkommende afskrifter fra de samme fem store internationale sites.

Nu skal det ikke lyde som om, at det bare er en forfærdelig måde at gøre tingene på, for det er det ikke nødvendigvis. Men det er nedslående at alle dækker spil på stort set samme måde. Det er som at have seks aviser, der alle sammen er skrevet som Politiken, eller seks radiostationer der alle sammen er P3. Jeg ville elske, hvis der var lidt mere uenighed, lidt flere forskelle – og måske i det hele taget lidt mere liv og passion i dækningen.

En helt anden ting, er så mainstreammediernes dækning af spil, som er grænsende til det pinlige. På de store kanaler er det stadig kun Troldspejlet der beskæftiger sig med spil på en nogenlunde fast basis. Det gør de så til gengæld på en måde, som er vanvittig fed og loyal overfor deres målgruppe på 8-14 år. Men hvad med alle os andre? Gennemsnitsalderen for en computerspiller har for længst passeret 30 år. Og i de trykte medier er tilstanden ikke meget bedre. Det var en sort dag, da spilstoffet blev flyttet fra kultursiderne i Politiken til forbrugerstoffet. Budskab: Spil er er sammenligne med pristjek på køkkenruller eller blindtest af ”hvilken ketchup er bedst”.

Men heldigvis så bliver denne model for dækning af spil også udfordret af nogle af de spil der er på vej, eller er kommet, fra udviklere som thatgamecompany, Minority Media m.fl., som netop har en karakter, der gør, at man ikke kan bedømme dem på samme måde som Call of Duty. Et spil som Jouney, selvom jeg ikke selv var så vild med det som andre, går netop ind og er med til at undergrave den traditionelle måde at skrive om spil, fordi det bevæger sig uden for de rammer der normalt er opsat for, hvad et spil kan, skal og må.

Men som du også selv skriver, så mangler den kreativitet der sprudler ud af spilmediet i disse år, med indie-spil, Kickstarter og soloprojekter ad-libitum, at komme over i spilskriveriet også. At skrive om spil bør også være et spørgsmål om en personlig udtryksform. Ikke bare sådan, at man kan gennemskue, om en skribent er mest til sportsspil eller rollespil. Men sådan, at også den tekst der handler om spillet selv har de farver, detaljer, stemninger og fortællinger som finder vej til spilmediet selv.

Og så elsker jeg din definition af, at spil ikke er kunst, men spil er spil. Jeg har nu også hørt det omtalt som en ’æstetisk udtryksform’, og det tror jeg er mere korrekt. Men i sidste ende er det en ligegyldig diskussion, for når man først er nået frem til, at spil kan påvirke og bevæge mennesker, så behøver man ikke flere argumenter for at skrive om dem, ud fra de oplevelser de giver og ikke de tekniske specifikationer de indeholder.

Musik: Baroness – Yellow and Green

Alkohol: GinTonic + 2x Støckel Pale Ale (den smager godt!)

Snart følger de sidste to indlæg i dialogen. Stay tuned!

Først og fremmest: For få bil-metaforer. Min kat er opkaldt efter en bilmotor for lige at smide bonus-info, der er fuldstændig ligegyldig.

Jeg kan godt lide din tankegang om det at skrive godt om spil, især fordi du lige har skrevet den mest geniale anmeldelse af Ace Combat. Jeg kender godt spillet, men kunne aldrig finde på at kaste penge efter det og slet ikke frivilligt at læse en anmeldelse af det… men så tog du kaptajn-hatten på og gjorde det relevant til det punkt, hvor de fleste af os kan være med – i hvert fald os, der har været ude at flyve.

Normalt ville det være dødssygt for mig at læse om et spil som Ace Combat, og som sagt har jeg aldrig gjort det før, men din anmeldelse var sjov og samtidig informativ. Selve informationen om spillet har jeg smidt ud igen, for som sagt er det ikke relevant for mig, men jeg brugte glædeligt tid på at læse teksten igen, og det er vel lige præcis det, der er målet: at folk læser om noget, selvom de måske ikke er så interesseret i det.

I dag er det nemt at downloade en demo, at se YouTube-videoer af spil eller høre, hvad ens venner synes om det seneste Dead Space. Anmeldelser bærer ikke samme vægt længere, og du ser sjældent deciderede spilsider lave dybdegående artikler om noget, der måske ikke nødvendigvis kun er af interesse for kerne-spillerne, især i Danmark. Det er en skam. Hvorfor skal vi læse side op og side ned af artikler, som egentlig blot er det samme, som man møder alle andre steder? Previews, reviews, etc.

Det lyder jo højt til hest, og det er det sådan set også, men jeg tror, at der er et overraskende antal af folk, der undviger at besøge fx danske spilsider, fordi de simpelthen ikke skriver om noget interessant. De kommer ikke med noget nyt.

Det sjoveste og mest underholdende ved at skrive om spil er, når man finder historien, der er skide interessant i sig selv og ikke fordi, at det er hængt op på et spil. Jeg skrev på et tidspunkt om Steam-tilbud og deres psykologiske effekt på folk, hvilket var så langt mere tilfredsstillende end en anmeldelse af det seneste shooter-spil på markedet, og lur mig, om der ikke var andre, der synes det var interessant læsning.

Og det er jo også derfor, vi to laver det, vi laver, tror jeg. Vi vil gerne fortælle historier for andre folk. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at der er så meget mere end det skrald, som folk dagligt roder igennem uden at være kritiske. Og det er skam ikke en anklage mod netop de folk, for jeg kan sagtens forstå det, men det er lidt ligesom, når man køber discount-kød og derefter får den mest lækre, saftige bøf. Der er bare ingen vej tilbage.

Mine forældre har ofte svært ved at forstå, hvordan jeg kan leve af at skrive om spil, og hvorfor mine søskende og jeg bruger så meget tid på spil. Når de ser, hvad der foregår på skærmen, virker det som spild af tid for dem, men når man fortæller historierne bagspillene, så forstår de. De forstår, at spil kan give oplevelser, der kan rykke ved fastgroede aspekter af ens liv. Det er muligvis sjældent, at det går op for dem, men når de fx læser noget af det, jeg skriver (som ikke er anmeldelser, men derimod artikler eller interviews), så forstår de lige pludselig, at der er en mening med galskaben.

For dem er spil stadig bare spil, men de er begyndt at se meningen med galskaben. At spil ikke kun er spil. Og det er jo i bund og grund det, der gør det værd at skrive om spil på alle andre måder end den typiske “10/10 GOTY”-måde. Ikke mindst fordi måske kan være med til at overbevise den slags folk om, at spil er så meget andet end “push start to play”.

[Tissepause]

Musik: Electric Six – Fire.

Alkohol: x2 øl

Hej Julie

Jeg håber du har ret i din antagelse om, at der vitterligt er et publikum til spilartikler der vil andet og mere end at anmelde og klistre en karakter på. Både fordi det ville gøre mit liv lettere, men også fordi, at gør mig trist at tænke på, at det måske bare ER sådan, at FIFA og Call of Duty vitterligt bare er de bedste spil.

Med hensyn til den adskillelse du stiller op mellem kerne-spillere og mere almindelige mennesker, så tror jeg faktisk ikke, at det er fordi at de ’bedre’ (lad os da bare kalde artikler der vil mere og andet en previews og reviews det for faen) artikler afskrækker kerne-spillerne. Jeg tror også at (nogen) af dem læser det. Jeg tror mere det er et spørgsmål om, at meget af det almindelige spilstof har en karakter der simpelthen skræmmer folk bort, hvis de ikke i forvejen har en meget stor interesse for den eller de spil der skrives om. Det er ’entusiast–presse’ – skrevet af fans til fans.

Jeg har tit tænkt på, at man måske burde prøve at skrive om spil på en mere impressionistisk måde. Altså, forstået på den måde, at man ikke forholder sig til det rent mekaniske, men udelukkende fokuserer på den oplevelse man har, når man spiller spillet. Jeg har efterhånden interviewet en del spilpersoner, og en gang imellem oplever man jo trods alt, at der er hul igennem, og at man får en flig af noget, der ikke bare er pr-snak eller noget, som marketing-folkene har sagt de skal sige. Og mere end en gang har jeg hørt nogle af de dygtigste folk i branchen fortælle, hvordan spillet ikke er det der sker på skærmen. Spillet er det der sker i dit hoved mens du spiller!

Tænk hvis man anmeldte bøger på samme måde som spil. Så skulle man have karakterer som Indbinding 7/10, Skrifttype 8/10 og Genlæsningsværdi 6/10. Men med bøger er det indlysende, at det vigtige ikke er de tekniske forhold omkring leveringen, men om bogen formår at vække noget i dig. Om den får din hjerne til at køre på en fed måde. Og det tekniske er kun relevant, hvis det enten hjælper med eller står i vejen for dette.

Jeg tror vi er nødt til at blive bedre til at se ind bag skærmen, og tage fat i de oplevelser i får, og skrive om dem i stedet for. Computerspillet har sit ophav som teknisk disciplin, der i høj grad gik ud på at betvinge teknikken, og få den til at makke ret. Men jeg tror (og håber) at vi er ved at nå et vendepunkt. I takt med, at det bliver stadig lettere for stadig flere mennesker at producere spil, så bliver vi nødt til at give mere slip på den tekniske overflade, og hoppe ind bag skærmen. Men det kan også være en skræmmende oplevelse, for så er vi nødt til at sætte noget mere af os selv på spil, hvis vi skal fortælle om vores personlige oplevelse med spillet. Noget som jeg fornemmer at du kom ret tæt på, da du anmeldte Papo & Yo.

Men det er svært at bryde ud af skallen. Klassisk sociologi peger på, hvordan det letteste i verden er, at leve op til de forventninger som omverdenen stiller til én, fordi det er så pissebesværligt at få folk til at ændre de forudopfattelser de har inde i hovedet. Og så længe omverdenen har et forhold til spil der siger at det bare er legetøj, eller som i Breviks tilfælde, farligt legetøj, så er det klart det letteste som spilskribent, bare at efterleve disse fordomme. Og så bliver det ikke mindre kompliceret af, at det er dem med fordommene, der i mange tilfælde står med lønchecken.

Men jeg kan for døden ikke lade være med at kæmpe imod, fordi jeg VED at spil har så meget mere at byde på end det. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at ændringen kommer. Spørgsmålet er bare hvornår. For dem af os der er vokset op med spil ved, at det er mere en bare ligegyldig tidsfordriv. Og hvad enten vi vil det eller ej bliver vi ældre, og kommer til at udfylde flere og flere ansvarspositioner i samfundet.

Men for min skyld måtte det godt nok gerne være før end senere.

Musik: Megadeth – Peace Sells … But whos buying

Drikkevarer: Støckel Pale Ale & Gin + tonic

I morgen følger de to næste afsnit …